Valgresultatet i Storbritannien er tankevækkende. Labour fik sit bedste valg i mange år, de konservative gik tilbage og står svækket, og den yderste højrefløj i UKIP blev totalt udraderet - og afgav tusinder af vælgere til Labour.
Det gør det ikke mindre opsigtsvækkende, at Jeremy Corbyns imponerende fremgang skete på trods af den smædekampagne, som han fra dag 1 har været udsat for fra de toneangivende britiske medier.
En smædekampagne, som desværre også har haft støtte fra det højredrejede Blair-inspirerede parnas i toppen af Labour. En flok, der har plantet den ene kniv efter den anden i ryggen på deres formand. I øvrigt applauderet af ledende danske socialdemokrater.
Valget viser igen, at den evige sang, vi har hørt i de sidste årtier, om at venstrefløjen kun kan vinde frem ved at rykke ind mod midten (læs: overtage højrefløjens politik), er og bliver falsk.
Præcis som vi så det med valget i USA, er det ikke klare solidariske holdninger, der gør en venstrefløjs-kandidat 'un-electable'. Det er ikke ønsket om mere omfordeling eller opgøret med social dumping.
Det er tværtimod det selverklærede centrum af nyliberalistiske, elitært markedsorienterede, professionelle politikere, som befolkningerne vælger fra.
Det er egentlig ikke så mærkeligt. For hvem er det, vi ønsker som vores ledere?
Er det designerpolitikere udklækket fra elitens specialskoler med en hær af spindoktorer og konceptudviklede kampagneslogans eller er det mennesker, som er i politik for at forandre noget, som vi kan mærke? Som har stået fast på deres holdninger, også i modvind.
Hvem har vi mest tillid til vil arbejde for at forbedre almindelige mennesker vilkår?
Det er det selverklærede centrum af nyliberalistiske, elitært markedsorienterede, professionelle politikere, som befolkningerne vælger fra
Pelle Dragsted
Er det de selverklærede »økonomisk ansvarlige«, hvis ansvarlighed oftest består i at være parat til at skære i vilkårene for alle andre dem selv? Som færdes hjemmevant på de bonede gulve, og som uden at rødme kan skifte jobbet som politiker ud med velbetalte job i lobby-virksomheder og konsulenthuse?
Eller er det personer, som ikke er bange for at tale parnasset midt imod? Som faktisk tror på, at politik handler om at forandre og ikke bare om at administrere den eksisterende uretfærdige model?
Tænk, hvis det demokratiske parti i USA ikke - også med mindre fine metoder - havde modarbejdet Bernie Sanders.
Tænk, hvis Labour-toppen havde anerkendt medlemmernes valg af formand og bakket op om hans kampagne fra dag 1.
Tænk, hvis socialdemokraterne ikke i årtier havde abonneret på en tankegang, om at man kun kan vinde valg ved at efterligne højrefløjen.
Så havde verden måske set ganske anderledes ud i dag.