Det har vakt en vis debat, at jeg er gået i rette med de metoder nogle medlemmer af SFU tager i brug for at komme i medierne ved at chikanere politiske modstandere. Det undrer mig. Det er et faktum, at SFU, Villy Søvndals unge folk, trængte ind på de Konservatives Landsråd og forsøgte det samme på Dansk Folkepartis årsmøde. Endvidere er det et faktum, at de i sidste uge sammen med andre (der opførte sig endnu værre) forsøgte at chikanere Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard, hvilket de gjorde velvidende, at det ville medføre en dårlig stemning og for at provokere, og derved forhindre dialogen med de mange demonstrerende, der ikke støtter SF. Der er desværre en generel tendens til, at nogle unge mennesker med sympati for den yderste venstrefløj finder det legitimt at benytte vold i forbindelse demonstrationer og til at skræmme deres politiske modstandere. Samtidig bæres åbenlyst symboler, der for mange er lig massedrab som hammer og segl og andre symboler på totalitær og voldelig socialisme. Det er ikke just opmuntrende eller tegn på dyb respekt for de demokratiske spilleregler. Heldigvis viser debatten om chikanerierne fra den yderste venstrefløj, at brede dele af befolkningen ikke mener, at det er acceptabelt at chikanere politiske modstandere. Heller ikke selvom det kniber for SF og Enhedslisten med at lægge behørig afstand til de totalitære metoder. Nogle læsere mener, at det ikke er i overensstemmelse med ytringsfriheden, at man kan blive ekskluderet fra Dansk Folkeparti, for at være for ekstrem i sine udtalelser. Også det undrer mig. Det er helt almindeligt, at politiske partier har en eksklusionsparagraf, for at undgå undergravende virksomhed. Det har eksempelvis Ny Alliance også. Når man melder sig ind i Dansk Folkeparti bliver man samtidig underlagt de spilleregler, der gælder i partiet. Det er helt frivilligt om man vil tilslutte sig Dansk Folkeparti. Det har derfor ikke noget med ytringsfriheden at gøre, om man kan blive ekskluderet for Dansk Folkeparti for brud på partidisciplinen. Det, der er afgørende, er: at staten ikke har et meningspoliti, der forhindrer, at man som borger i et demokratisk samfund skal kunne ytre sig om alting i sit eget navn. Det betyder dog ikke, at man har ret til at ytre sig i andre menneskers navn, hvilket i virkeligheden er det man gør, når man som medlem af Dansk Folkeparti kommer med en udtalelse. Her gælder det, at man i et partis regi udtaler sig indenfor partiets rammer. Konklusionen på debatten om de totalitære træk på den yderste venstrefløj, må efter den ophedede debat den sidste uges tid være, at selverkendelsen er udeblevet blandt de unge brushoveder på venstrefløjen og hos deres åndelige fyrtårn, Villy Søvndal. Det er ærgerligt, men ikke uventet. SF taler i mange sammenhænge imod brugen af vold, men når det kommer til den helt store test af deres udsagn, kniber det med at leve op til de fine slogans. Den slags tror jeg befolkningen gennemskuer i længden.