Det er gammel visdom, at man ikke både kan opretholde en velfærdsstat og samtidig have stort set fri indvandring af ukvalificerede indvandrere, der bevidst eller ubevidst vil lægge staten til last. Det nye pointsystem, der skal erstatte og forbedre effekten af 24-års reglen, er således et fremragende instrument til at kvalificere indvandringen til Danmark. I takt med, at reglerne får effekt, vil stadig flere indvandrere i fremtiden kunne gå direkte ind på enten arbejdsmarkedet eller en uddannelsesinstitution, og vil derved hurtigt blive et aktiv for Danmark. Nu er pointsystemet ikke blot etableret for Danmarks skyld, for når vi i fremtiden tiltrækker mere kvalificerede indvandrere, vil de, der kommer hertil også hurtigere og nemmere kunne falde til, og derved vil deres ophold her have en langt større chance for at blive en succes for alle parter. Danmark er så småt ved at komme ud på den anden side af finanskrisen, men det er ingen hemmelighed, at det var været en udfordring at kunne friholde den offentlige sektor fra nedskæringer, så velfærden er forblevet uændret. Det betyder til gengæld, at vi har måttet og stadig vil køre med underskud på de offentlige finanser i en årrække fremover. Det danske samfund vil i fremtiden ”aldres” i takt med, at gennemsnitsalderen hos danskerne stiger. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at de indvandrere, der kommer til landet, kommer for at bidrage og ikke for at modtage. For i takt med at der bliver hundreder af tusinder flere pensionister end i dag, så stiger behovet for kvalificeret arbejdskraft. Det ville derfor være ekstrem risikabelt, hvis vi fortsatte med at tiltrække indvandrere, som ikke betaler ind til velfærdsamfundet over skatten. I Kristeligt Dagblad fredag den 19. november udtalte den tidligere overvismand, professor Niels Kærgård fra Københavns Universitet: "Et etisk argument for en stram indvandrerpolitik er hensynet til velfærdsstaten og vore svage medborgere. Vi er et lille land og kan ikke ubegrænset vælge at være rare. Så bliver vi tossegode. Der må være grænser for godheden". Han siger videre: "En velfærdsstat som den danske tiltrækker indvandrere, som er dårligt uddannede eller har helbredsproblemer. I et land, hvor vi med glæde synger med Grundtvig: 'Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt', er der godt at være, hvis man har brug for lidt hjælp. Men der er grænser for, hvad vi kan klare som et lille land med fem millioner indbyggere". Historikeren, professor Uffe Østergaard fra Copenhagen Business School, CBS, i København siger i samme artikel: "Danmark skal lære at se sig selv som indvandringsland. På sigt kan vi ikke reproducere os selv og får derfor brug for en indvandring, og indvandringslande stiller krav til de mennesker, som de vil have ind i landet. Det er ikke rart at sætte ord på, og det er ikke med begejstring, jeg siger det. Men vi skal have et sorteringssamfund, for ellers kommer den store danske mellemklasse til at betale for en ikke-gennemtænkt praksis over skatten”. Velfærdssamfundet er til for at beskytte de svage og dermed sikre den sammenhængskraft, der kendetegner vores samfund i forhold til mange andre lande, der er meget mere opsplittet. Også derfor er et pointsystem helt nødvendigt. Pointsystemet er i øvrigt langt enklere, end det er blevet fremstillet i medierne, og det vil i bund og grund sikre, at alle der har en almindelig arbejdsmoral og viljen til at gøre en indsats for at blive integreret, vil kunne blive familiesammenført til Danmark i fremtiden, når de er blevet 24 år, men også tidligere, hvis de er meget arbejdsomme. Noget af det bedste ved det nye pointsystem er således, at det belønner kommende familiesammenførte, der lige indtil de søger om at komme hertil, har været aktive enten som studerende eller almindelige lønmodtagere. Det betyder, at indvandringspolitikken bliver målrettet mennesker, der i store træk deler vores værdier og kan bidrage til velfærdsstatens fortsatte opretholdelse, frem for den type indvandring som en regering under socialistisk ledelse typisk har stået bag. Skiftende socialdemokratiske statsministre og radikale samarbejdspartnere har altid tiltrukket mange mennesker fra den tredje verden, der hurtigt er blevet lullet i søvn på overførselsindkomster. Der hersker ingen tvivl om, at det næste folketingsvalg bliver et skæbnevalg. Skal vi have en regering, der vil hæve skatterne voldsomt, bl.a. for at finansiere en mere eller mindre uproduktiv kædeindvandring fra den tredje verden, eller skal vi fortsætte ud af det økonomisk og socialt ansvarlige spor, hvor indvandrerne i stadig stigende grad bidrager til velfærden. Med venlig hilsen Peter Skaarup