I dag fejrer vi Grundlovens 162 års fødselsdag, så det er bestemt en ældre herre, vi har med at gøre – også en herre, der har gjort det godt for Danmark. Grundloven har tjent Danmark som forsvarsværn mod totalitære kræfter og udefrakommende udfordringer. Grundloven har også været udfordret flere gange. Under provisorium-tiden blev om ikke Grundlovens ord, så i hvert fald Grundlovens ånd udfordret, da konseilspræsident Estrup regerede via dekreter. Han støttede sig på Grundlovens §25, men både i samtiden og i dag er det omdiskuteret om Estrups dekreter rent faktisk var i overensstemmelse med Grundloven. Påskekrisen, der foregik i Danmark mellem 29. marts og 4. april 1920, da Kong Christian X imod Folketingets flertal valgte at afskedige konseilspræsident C. Th. Zahles regering var en anden historisk udfordring af Grundloven. Kong Christian X mente at have mandat i Grundloven til at gøre, som han gjorde, og kongens formål var jo som bekendt at fremtvinge et folketingsvalg, der kunne give et flertal i Folketinget for at indlemme Flensborg i Danmark. Besættelsen af Danmark i 1940 og særligt tiden efter Augustoprøret i 1943 udgjorde en ny udfordring af Grundloven. Regeringen gik af og departsmentschef i Udenrigsministeriet Nils Svenningsen varetog frem til befrielsen forhandlingerne med den tyske besættelsesmagt. Men udfordringerne af Grundloven er ikke kun et historisk fænomen. I dag udfordres Grundloven stadig fra flere sider. Jeg vil nævne tre konkrete udfordringer. For det første de kræfter i Folketinget, der arbejder på en revision af Grundloven. For det andet EU's udfordring af Grundloven – og for det tredje den udfordring af Grundloven som en organisation som Hizb ut-Tahrir udgør. Jeg vil i det følgende kortfattet berører de tre problematikker. De to første udfordringer hænger i virkeligheden nøje sammen. I Folketinget har der i en årrække været et spirende opgør mod Grundloven i gang – et opgør, der har været anført af nu afdøde Svend Auken og den radikale nestor Niels Helveg Petersen. Begrundelsen for, at Grundloven skal ”moderniseres”, som det hedder sig, har blandt andet været, at Grundloven er affattet i et gammeldags sprog, at der tales om Kongen, hvor der menes regeringen, og at nogle af Grundlovens paragraffer ikke længere virker tidssvarende. Det reelle formål har imidlertid blandt været et andet nemlig at gøre op med Folkekirkens særstilling, som den er beskrevet i Grundloven og efter svensk forbillede adskille folkekirken fra staten. Derpå at indlemme menneskerettighedserklæringen i Grundloven – og sidst men ikke mindst at skabe bedre rum til, at Grundloven kan rumme udvidelser af EU-samarbejdet – altså ikke udvidelser med nye lande men derimod at EU-samarbejdet skal omfatte flere politikområder. I lyset af Svend Aukens død og Niels Helveg Petersens udtræden af Folketinget i forbindelse med det kommende valg har kampen for at få en ny dansk grundlov mistet sine største tilhænger, men man må ikke tro, at Grundloven dermed står uantastet. Godt nok begik Anders Fogh Rasmussen lidt af en genistreg, da han valgte at gennemføre en afstemning om tronfølgelovgivningen samtidig med Europaparlamentsvalget i 2009 og dermed sikrede, at tilhængerne af en grundlovsrevision mistede deres væsentligste argument for en grundlovsændring og et væsentligt argument for overhovedet at få danskerne til at deltage i en afstemning om Grundlovsændringer – for det er jo som bekendt ganske svært at gennemføre ændringer i Grundloven. Men man må huske på, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti blandt andet har udtrykt ønske om en nedsættelse af valgretsalderen og sådan en nedsættelse kan jo også være en løftestang til at få danskerne til stemmeurnerne. Jeg tror så bare, at befolkningen vil være lodret imod en nedsættelse af valgretsalderen til 16 år. Det kræver et vist mål af modenhed at være med til at tage stilling til, hvordan Danmark skal ledes, og det er vist kun et fåtal af 16-årige, der er parate til at tage del i så vigtig en opgave. Behovet for at skabe en mere fleksibel Grundlov, der ikke indebærer så mange udfordringer for EU's jagt på mere indflydelse, er bestemt til stede, hvis man er fuldblodstilhænger af et føderativt eller konføderativt Europa. Grundloven sætter hegnspæle omkring dansk suverænitet. Suveræniteten kan kun afgives i nærmere bestemt omfang hedder det i Grundloven – man kan altså ikke overlade hele Danmarks suverænitet til EU – forfatningstraktaten udgjorde en stor udfordring af den danske Grundlov. Der er juraprofessorer, der mener, at Grundloven allerede er trådt under fode. Flere danskere har anlagt sag mod regeringen for at bryde Grundlovens paragraf 20 i forbindelse med vedtagelsen af Lissabon-traktaten. Den 11. januar i år afsagde Højesteret kendelse i sagen og fastslog, at Landsrettens afvisning af sagen, fordi borgerne skulle mangle retlig interesse, ikke var gangbar, så nu skal sagen køre forfra i Østre Landsret, der skal tage stilling til om regeringen brød Grundloven ved at undlade at sende traktaten til folkeafstemning. Danmarks tiltrædelse af euro-pagten i foråret udgør endnu en udfordring af Grundloven. Med tiltrædelsen besluttede Folketinget med ét at Danmark – og dermed skatteborgerne – hæfter solidarisk for den gæld, som alle de andre EU-lande har optaget. Danske skatteydere hæfter altså nu for den græske statsgæld. Rækkevidden af den danske tilslutning til euro-pagten er næppe gået op for ret mange danskere, men det kan potentielt blive meget, meget dyrt for Danmark. Jeg skal i øvrigt ikke her undlade at nævne, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har forpligtet hinanden på efter en eventuel valgsejr til efteråret, at gennemføre folkeafstemninger om rets- og udlændingeforbeholdet og forsvarsforbeholdet. Dermed vil venstrefløjen trække Danmark helt ind i kernen af EU og skippe dansk selvbestemmelsesret over vores udlændingepolitik til Bruxelles – det vil give venstrefløjen et alibi til at gennemføre en afmontering af den stramme danske udlændingepolitik, som jo skal være i overensstemmelse med EU's, som kravet vil lyde. Dansk Folkeparti vil selvfølgelig kæmpe med næb og kløer mod en sådan beslutning – og jeg synes vi alle her skal give hinanden håndslag på at gøre vores yderste for at gentage danskernes nej fra euro-afstemningen den 28. september 2000. Den sidste udfordring af Grundloven, som jeg vil nævne i dag vedrører Grundlovens paragraf 78, stk.2. Det er den paragraf, der forpligter Folketinget til at søge at opløse en forening, der virker ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning, gennem førelse af en sag ved Højesteret. Læg mærke til, at der er tale om en forpligtelse – det er ikke noget Folketinget kan, hvis Folketinget ønsker at gøre det. Domstolene er forpligtet til at opløse enhver forening, der virker ved vold – og implicit er Folketinget også forpligtet til at søge en sådan forening opløst. I Danmark har vi foreningen Hizb ut-Tahrir, der har erklæret, at de ønsker, at alle jøder skal dræbes, og at danske soldater i Afghanistan skal slås ihjel. Hvis foreningen ikke ligefrem virker ved vold, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at foreningen virker ved anstiftelse af vold. Sådan en forening skal forbydes i henhold til Grundloven. Alligevel diskuterer vi stadig om Hizb ut-Tahrir skal forbydes. Et flertal i Folketinget har ladet det være op til en enkelt mand – rigsadvokaten at beslutte om der skal føres en sag mod Hizb ut-Tahrir. Rigsadvokaten er imidlertid hverken Gud eller Højesteret – Rigsadvokaten er bare statens advokat – og Rigsadvokatens stædige afvisning af at forbyde Hizb ut-Tahrir synes at rumme en angst for at tabe en sag mod Hizb ut-Tahrir ved Højesteret. Men sådan en sag bliver ikke tabt. For en forening, der plæderer direkte for at slå en befolkningsgruppe ihjel og for at slå danske soldater ihjel er ikke beskyttet af Grundloven – tværtimod. En sådan forening er Højesteret forpligtet til at forbyde – akkurat som Hizb ut-Tahrir er forbudt i Tyskland og Sverige. Forudsætningen for at vi overhovedet har Danmarks Riges Grundlov er, at der er noget, der hedder Danmark. Hvis man er kommet kørende til Danmark de seneste ti år, så har man nemt kunnet overse, at man kørte ind i Danmark – ethvert tegn på, at man passerede en grænse er blevet fjernet ved grænseovergangene. Mange havde sikkert resigneret og tænkt, ”at grænsen - den får vi aldrig igen”. Men vi har fået grænsen tilbage. I løbet af de kommende uger genetableres grænsekontrollen gradvist. Nye grænseovergange opføres og fremover vil toldere bevogte grænsen, se de personer, der passerer den an og med et lille nik vise om man kan køre videre ind i Danmark. Det tager ikke mange sekunder – men der er ingen tvivl om, at østeuropæiske forbryderbander, narkosmuglere, menneskesmuglere og andre forbrydere vil blive afsløret eller helt afholde sig fra at køre ind i Danmark, når grænsekontrollen er genetableret. Det venlige spørgsmål fra en tolder: ”Har du noget narko med ind i Danmark?” fulgt af den nervøse sitren ved øjenbrynet, som det medfører hos smugleren, vil for det trænede tolderøje straks medføre en skærpet opmærksomhed. Bilisten kan så trækkes til side og tolderen kan afsløre, hvad det er for en slags narko, som smugleren har forsøgt at bringe ind i Danmark denne gang. Grænsekontrollens genetablering er historisk. Ikke alene fordi den hjælper til at løse nogle helt konkrete problemer med at holde østeuropæiske forbrydere og asylansøgere ude af Danmark – men også fordi grænsen rent symbolsk er en ring om Danmark – et værn om Danmark. Da Dansk Folkeparti for ti år siden købte grænsestationen ved Sæd var det erklærede mål, at grænsestationen skulle leveres tilbage til staten, når Danmark igen fik etableret grænsekontrol. Det gør vi nu – og vi har fra Dansk Folkeparti sagt til regeringen, at der står en færdig og klar grænsestation ved Sæd. I kan bare rykke ind. Vi skal have flyttet et grænsemuseum først, men et museum er jo noget man har over noget, der er historisk, så det går nok. Grænsen er ikke længere historisk – den er virkelig. Nu fejrer vi jo Grundlovsdag i dag, og Grundloven skal naturligvis være i centrum i min tale, men det er svært at komme uden om, at der skal være folketingsvalg til efteråret. Jeg ved godt, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal som to småbørn næsten ikke kan rumme deres lyst til at få udskrevet folketingsvalg – de er gået helt i selvsving og hopper og danser, skælder og smælder og kræver et folketingsvalg hellere i går end i dag, men valget kommer først til efteråret. Statsministeren har helt frem til den 13. november til at få afviklet folketingsvalget. Det bliver nok ikke den 13. november – det er en søndag – men hvis statsministeren synes der skal være valg den 8. november, så er det også fint for os. Det er statsministerens suveræne afgørelse – og valgperioden er altså på fire år, så det vil da ikke gøre noget, hvis den for en gangs skyld bliver udnyttet fuldt ud. Jeg tror i øvrigt også, at Helle Thorning-Schmidt måske, når hun tænker nærmere over det, gerne vil vente med det folketingsvalg. Der har det med at dukke trælse sager op for Helle Thorning-Schmidt i sommerperioden. Sidste år var det noget med, at hendes mand ikke betalte skat i Danmark – heller ikke millionærskat i øvrigt, som Helle Thorning ellers gerne vil indføre – fordi Socialdemokratiets formand brugte tiden på at tælle dage, så manden undgik at blive skattepligtig i Danmark. Det er det man kalder skattetænkning, hvis man ikke er medlem af Socialdemokratiet. Siden har det jo så vist sig, at der har været flere sager, der til forveksling minder om Helle Thorning-Schmidts mands sag, som er faldet ud med det modsatte resultat – nemlig at vedkommende er skattepligtig i Danmark. Helle Thorning-Schmidt nægter fortsat at udlevere hele Skats afgørelse i sagen. Det ville ellers være interessant at se, hvilke oplysninger, der er lagt til grund for denne At Helle Thorning-Schmidt er meget optaget af at betale så lidt skat i Danmark som muligt viser den seneste sag, hvor hun er blevet afsløret i at lease en bil syd for grænsen for derved at spare penge – der er åbenbart ikke nogen besparelse, der er lille nok til, at Helle Thorning-Schmidt ikke vil høste den, men man kan jo også lige så godt gå i træning, når man nu vil hæve skatterne med 31 mia. kr. for alle vi andre. Villy Søvndal er jo et kapitel for sig. Jeg har sådan set ikke tal på, hvor mange gange han har brugt pengene fra stigende cigaretafgifter til at finansiere forskellige udgiftskrævende forslag – men selvfølgelig der skal også en hel del penge til, hvis Socialistisk Folkepartis valgløfter fra valgkampen i 2007 skal gentages. De kostede jo kun 69 mia. kr. per år i 2007 – og er sikkert steget siden. Nu kan nogen måske synes, at jeg taler lige vel meget om oppositionens frontfigurer og ikke så meget om deres politik. Men det er fordi jeg ikke kender den…. Det er sådan set ikke fordi, at jeg ikke har prøvet at sætte mig ind i den. Problemet er, at der ikke er noget at sætte sig ind i. Det er noget med, at vi alle sammen skal arbejde 12 minutter mere om dagen. Men nårrrh nej – det var jo ikke os alle sammen, der skulle det – det var kun nogen af os. Og hvem var så det? Tjaaaah, det ved vi ikke rigtigt, men offentligt ansatte på deltid skal i hvert fald have lov til at komme op på fuld tid, hvis de vil det! Jo, men hvordan er det lige, at det bidrager til at få flere penge i kassen, det er jo staten og kommunerne, der betaler deres løn og det giver jo kun en større udgift? Men nej lyder svaret så fra Henrik Sass Larsen, vi skal først gennemføre stigningen i arbejdstid, når der bliver mangel på arbejdskraft? Og hvornår er så lige det? – og hvornår kan vi egentlig forvente at se de 15 mia. kr. i statskassen? – og har Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti overhovedet bevis for, at stigende arbejdstid vil føre til større produktion. Nårrrh nej, for der er ikke nogen vestlige lande, der har hævet arbejdstiden i nyere tid, så vi ved faktisk ikke om det fører til større produktion. Nåårrh nej, nårrh nej, nårrh nej. Jeg synes ikke det går så godt for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti med de der 12 minutter….? Nej, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ender med at stå med et gigantisk hul i statskassen. Så kan man vælge at gøre som i halvfjerdserne – nemlig at låne sig vej frem – det vil skabe højere renter og dermed gøre det dyrere for boligejerne – og det er i øvrigt ikke nogen løsning, for man kan ikke bruge penge, som man ikke har – på et tidspunkt skal de betales tilbage. Så kan Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti så vælge at gøre som Helle Thorning Schmidt nu ved to lejligheder har sagt hun vil gøre – nemlig at afskaffe efterlønnen. Ikke bare justere lidt i den, som vi har gjort – nej afskaffe den totalt – det er naturligvis en mulighed. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti kan også gøre det som venstrefløjen er bedst til – nemlig at hæve skatterne – altså ud over de 31 mia. kr., som allerede er inkluderet i deres plan – det bliver dyrt ikke alene for boligejerne men for alle andre også. Danmark er i forvejen det mest beskattede land i verden med S og SF ved roret sætter vi de andre lande fuldstændig skakmat. Vi vinder i højeste beskatning med samme længde som Guld-Fireren ved OL. Men er det noget at være stolt over? Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har ingen løsninger på Danmarks udfordringer. I DF har vi sammen med regeringen løst problemet. Ja, selvfølgelig har det gjort ondt – man kan ikke finde 47 mia. kr., uden at det kan mærkes. Men vi har bevaret efterlønnen, som vi lovede og folkepensionen er ikke forringet med en eneste krone. Til gengæld har vi fået vores grænse tilbage. Vi har fået fordoblet straffen for overfaldsvoldtægter og hjemmerøverier. Vi har investeret i en partikelkanon til en milliard kroner, som kan sikre, at flere børn overlever kræft og med færre – eller ingen følgeskader. Vi har sikret, at indvandrere og efterkommere i højere grad nyttiggøres f.eks. ved at de sættes på starthjælp, hvis de siger nej til tilbud om uddannelse eller job. Vi har gennemført, at alle danskere fremover får et fradrag på 15.000 kr. for håndværks- eller havearbejde. Vi har afsat en pulje til akuthuse i udkantsområder. Vi har sikret en ekstra indsats mod bande- og rockerkriminalitet i Vest-Danmark, og vi har sikret, at kriminelle udlændinge i højere grad end tilfældet er i dag, udvises af Danmark til afsoning eller hvis det ikke kan lade sig gøre efter endt afsoning. Danskerne ved, hvad de har at holde sig til, hvis flertallet til højre for midten er intakt efter et valg. Alternativet er ren chancesejlads. Det bliver en spændende efterårssæson, vi går i møde. Men først venter en lang og tiltrængt sommerferie for alle andre end folketingskandidaterne, der jo skal bruge tiden frem mod et valg til at gøre sig mere kendte. Alle jer andre vil jeg ønske en rigtig god og rolig sommer og God Grundlovsdag også til folketingskandidaterne. Mvh Peter Skaarup