Forrige fredag den 22. juli vil for evigt gå over i Norges historie som en meget, meget sort dag. En ensom galning med terroristiske tilbøjeligheder valgte den dag både at detonere en bombe i Oslos centrum, så han derved kunne ramme den norske regering og ikke mindst de ansatte embedsmænd, og herefter at gennemføre et massemord på en gruppe børn og unge. For efter endt udåd i Oslos centrum fortsatte Breivik til Utøya og spredte død og rædsel blandt en gruppe uskyldige børn og unge på et harmløst politisk sommerkursus. Ingen ord slår til, ingen fordømmelse er stærk nok. Intet menneske har ret til at gøre sig til herre over liv og død, som Breivik gjorde den dag. Og slet ingen har ret til at berøve forældre deres dyrebareste skat i skikkelse af deres børn. Det er slet og ret så modbydeligt, kynisk og afstumpet at myrde uskyldige børn og unge, at det skærer dybt i hjertet at læse og høre om, hvordan de fortvivlede unge forsøgte at gemme sig for den afstumpede morder, mens han nynnende gik rundt og myrdede de uskyldige børn. Utøyas helte Når man læser om de forfærdelige minutter, som må have føltes som år for de stakkels unge mennesker, så dukker der beretninger op om mod og solidaritet, som trods alt kan virke som sprækker af lys i mørket. Den blot elleveårige dreng, hvis far blev myrdet, stillede sig uforfærdet op og bad morderen holde inde. Danske Hanne beskyttede børnene bag sin krop, hun kunne ikke drømme om at undlade at forsvare de uskyldige og forsvarsløse børn. En ung kvinde greb en fortvivlet femårig dreng i hånden og var med til at få ham væk fra morderens geværløb. Og der er helt sikkert flere helteberetninger at dele fra Utøya, som dem om nordmænd og turister, der i pendulfart sejlede ud og fiskede de skræmte og iskolde børn op fra fjorden - og i sikkerhed fra Breiviks vanvid. Der døde alt, alt for mange uskyldige mennesker på Utøya forrige fredag, men historien indeholder også beretninger om selvopofrelse, solidaritet - trods risiko for død og lemlæstelse - og utroligt mod og overlevelsesvilje. Det er givetvis ingen stor trøst for de efterladte og deres familier, men alligevel, så skete der også heltemodige ting den forfærdelige fredag eftermiddag, hvor en gruppe uskyldige unge ellers var forsamlet i frihedens og demokratiets navn. Æret være deres minde. Demokratiet står styrket Jeg vil i denne sorgens stund udtrykke ikke blot min yderste sympati og medfølelse med ofrene og de efterladte for det meningsløse terrorangreb i Oslo og på Utøya, men også med det norske folk. Statsminister Jens Stoltenberg har været en ufattelig stærk samlingsfigur for sit folk i en stund, hvor han selv må have følt sig utroligt hårdt ramt både som politiker, partileder og privatperson. Tænk at skulle guide sit folk igennem en ufattelig krise samtidig med, at man skal tage afsked med venner for livet, og ikke mindst deres børn og unge, som han for nogens vedkommende må have kendt siden fødslen, og som han selv har leget med og holdt af. Stoltenberg har udvist en utrolig styrke og været et samlingspunkt for en sørgende nation og et parti (Arbeiderpartiet) lammet af sorg. Det er en utrolig præstation, som ikke er kommet af sig selv. Det norske folk har stået sammen om en værdig demonstration mod terroren og for demokratiet. Og set i det lys har terroristen og massemorderen Breivik INTET opnået ved sin grusomme handling. Det norske demokrati er i mine øjne tværtimod kommet styrket ud af krisen - allerede - fordi befolkningen ved sin fredelige og værdige afvisning af terroren har bekræftet deres ubetingede støtte til det parlamentariske demokrati. Terrorens ufattelige væsen versus demokratiet Jeg mener ikke man kan forstå Breivik og hans handlinger; og man bør heller ikke prøve for det kan ikke lade sig gøre. Dertil er vanviddet for stort og hans åbenlyse mangel på empati med andre mennesker slet og ret for uforståelig. Til gengæld må man konstatere, at i det omfang, der har været tanker bag hans modbydelige handlinger, så har de vist sig helt forskruede og har naturligvis ikke ledt til de konsekvenser, han i sit syge sind havde forestillet sig. For der er absolut INTET alternativ til demokratiet og de fredelige forhandlinger, som vi gennemfører dagligt rundt om i verdens parlamenter. Man kan ikke med vold tvinge sine modstandere til at føje sig, tværtimod taber man al politisk legitimitet, når man forsøger på dette. Det siger alt om Breiviks forskruede sind, at han ikke kunne regne ud, at den fredelige og dybt civiliserede norske befolkning aldrig ville reagere voldeligt eller ekstremt på hans handlinger. Naturligvis har nordmændene vendt ryggen til Breivik, men de har ikke som han åbenbart selv troede, forsøgt at tage livet af ham. Terroren i Oslo viser med al tydelighed, at de nordiske demokratier er så fasttømrede og dybt, dybt forankrede, at ingen terrorist eller politisk ekstremist kan true parlamentarismen. Vi reagerer instinktivt og øjeblikkeligt med afvisning og afsky, når nogen forsøger at blande politik og vold sammen. Vi vil ikke have det! I de nordiske parlamenter og på tværs af disse, er vi venner og kollegaer på kryds og på tværs. På den måde minder både Folketinget og Stortinget om alle mulige andre arbejdspladser. Når en kollega oplever et stort tab, også selvom hun arbejder i en anden afdeling, så gør det et stort indtryk. Og selvfølgelig gør det et uudsletteligt indtryk, når ens kollegaer og medparlamentarikere i Arbeiterpartiet mister så mange børn og unge fra deres midte. Det er uforståeligt, at nogen kan få sig selv til at angribe demokratiet med bomber, men at tage livet af uskyldige børn og unge, der holder et fredsommeligt møde i demokratiets navn, er ganske enkelt ufatteligt ondt og afstumpet. Mine tanker går til de afdøde og deres pårørende.