Det skulle så ikke blive en fredelig påske alligevel. Efter ugevis med ildspåsættelser og optøjer i gaderne havde jeg set frem til et par rolige dage, hvor freden og eftertanken kunne sænke sig. I stedet må vi forfærdes over et grusomt drab på Amager og rystes over de mafialignende tilstande, som Berlingske Tidende i disse dage opruller med en række artikler om bandekriminaliteten i Danmark. Flere ting springer i øjnene. For det første er jeg rystet over at læse, at indvandrerbanden Black Cobra tilsyneladende kan skrue op og ned for ildspåsættelserne i danske byer som det passer dem. Undskyld, men hvem er det egentlig, der sætter dagsordenen hér? Er det kriminelle eller politiet? Det er utroligt vigtigt, at vi slår i bordet og viser, at ordensmagten har kontrol over situationen og kan magte opgaven. Ellers kan vi lige så godt give op. Det eneste positive, man kan udlede af historien om Black Cobra, er, at banden trods alt følte sig generet af det stærke politiopbud under urolighederne. Det betyder, at det synlige politi i gaderne har en effekt – og i Dansk Folkeparti arbejder vi stadig stædigt på at få taget en folketingsbeslutning om ekstra 2.000 betjente på gaden i løbet af denne valgperiode. Hvis blot flere partier ville støtte os i arbejdet… For det andet kan jeg slet ikke se rimeligheden i, at Rigspolitiet ikke for nuværende vil frigive deres talmæssige vurderinger af bandeproblemet i Danmark. De ønsker ikke at ”skræmme danskerne” eller ”stigmatisere bestemte grupper”, lyder begrundelsen. Helt ærligt – danskerne er allerede skræmte, og det vil kun være positivt, hvis vi kan bidrage til at give alle et bedre overblik over, hvad vi har at gøre med. Og hvis ikke vi må klarlægge, hvem der udgør kernen i bandekriminaliteten, hvordan skal vi så kunne gøre noget ved det? Frem med kendsgerningerne. For det tredje er debatten i dag kendetegnet af selvmodsigelsernes parade. Undskyld, men det er ulideligt at høre Jette Bergenholz Bautrup fra Socialdemokraterne tale for, at der skal mere politi på gaden på Amager, når det eneste, Socialdemokraterne havde at byde på under urolighederne i februar, var krav om flere væresteder og beskæftigelsestilbud til de unge – mens vi andre, der talte for mere politi, blot blev kaldt ”kontrolfreaks”. Nu står så også selv retsordfører Karen Hækkerup (S) og prædiker ”nultolerance” på TV. Men jeg skal vel glæde mig over, at også socialdemokrater kan blive klogere. Midt i mine frustrationer må jeg glædes over, at vi allerede har taget nogle skridt til at afhjælpe situationen. I Finanslovens tryghedspakke er der afsat 20 millioner til ekstra materiel til politiet, og vi har taget de første skridt til at få forbedret videoovervågningen af steder, der er kendt for kriminel trafik. Og vi skal have flere betjente på gaden, som kan blotlægge og stresse bandernes aktiviteter. Dette er initiativer, som vi skal arbejde videre med. Men noget af det vigtigste i den kommende tid bliver den forebyggende indsats. Ikke noget med beskæftigelsesterapi for unge ballademagere eller ”hvad synes du selv”, men en effektiv og konsekvent SSP-indsats, hvor socialforvaltningerne i samarbejde med politiet gør det glasklart for skoleleverne, hvad det indebærer at flirte med bandekriminalitet. Vi skal have en konstant og finmasket indsats, der gør det muligt at spotte de børn, der er i farezonen og få dem ind på den rette løbebane. Vi kan se, hvor galt det er gået i København, hvor de sociale myndigheder tilsyneladende har overhørt politiets henvendelser om nogle af gerningsmændene i drabet på det 16-årige avisbud. Dét samarbejde må og skal blive bedre, og her må vi ikke være bange for at stille skrappe krav til kommunernes indsats. Det er simpelthen for kortsigtet og uansvarligt at spare på den forebyggende indsats i en tid, hvor det tydeligvis er vigtigere end nogensinde før. Der er således rigeligt at bekymre sig over i denne påske, men der er også rigtig meget at gå i gang med. Det er vi mere end villige til i Dansk Folkeparti – og nu, hvor venstrefløjen også lader til at være vågnet op, har vi alle muligheder for at bygge videre på de tiltag, vi fik gennemført med Finanslovens tryghedspakke. Det kan kun gå for langsomt.