Det er som altid en stor fornøjelse at få lov at blogge på Politiken. Når chefredaktøren himself rykker ud og roser mine aktiviteter, er det bare ekstra motiverende. I mit forrige indlæg påpegede jeg, at Tøger Seidenfaden ifølge egen logik, kan siges at være medskyldig i terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan. Det erkender han så i en kommentar til mit indlæg. Jeg er som sagt ikke enig i den sag. Ingen ved sine fulde fem begår vold, fordi han eller hun føler sig intimideret af en tegning. Det drejer sig i den sammenhæng i sin substans ikke om man er for eller imod ytringsfrihed, eller sågar om man mener, at man bør benytte sig af den. Det drejer sig i langt højere grad om, at man som civiliseret menneske må afgøre uoverensstemmelser med argumentets kraft. Politikens nærmest maniske og konstante kritik af Dansk Folkeparti og vores ”tone i debatten”, viser, at Politiken normalt ikke har problemer med at ”mobbe” eller gå efter politiske modstandere med snart sagt alle tænkelige midler. Det har vi det i Dansk Folkeparti ok med. Når man stikker næsen frem i den politiske debat er vilkårene, at man kan møde modstand – også voldsom modstand nogle gange. ”Under Muhammed-krisen var han blandt de mest højrøstede kritikere af Jyllands-Postens beslutning om at bringe de kontroversielle tegninger af Muhammed. En helt unødvendig hån og provokation, lød det igen og igen fra Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden. Men i Politiken i morgen onsdag vil læserne kunne se den mest kontroversielle af alle tegningerne gengivet - Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen.” Just citerede tekststykke kunne man ordret læse i Nyhedsavisen den 12. februar 2008. Citatet ovenfor bekræfter, at Tøger Seidenfaden i høj grad var rasende over Muhammedtegningernes oprindelige trykning i Jyllands-Posten, der i parentes bemærket var under konstant bevogtning af politiet i takt med, at danske imamer rejste Mellemøsten tyndt med opfundne røverhistorier og falske billeder, for med stor succes at skabe en diplomatisk krise. Tøger Seidenfaden er åbenlyst dybt splittet mellem to styrende principper, som virker afgørende i hans tænkning: 1. Respekten for ytringsfriheden. 2. Respekten for grupper, som han dybest set ikke betragter som ligeværdige, fordi de i hans øjne skal behandles med omsorg og respekt. Grupper af særligt udvalgte minoriteter (der findes mellem en milliard og halvanden milliard muslimer i verden), må ifølge Seidenfadens logik således ikke konfronteres med deres ikke sjældne hang til middelalderlige normer og dogmer. Heller ikke selvom disse normer støder sammen med i Danmark knæsatte principper som: ligestilling, demokrati, brug af argumenter frem for vold i en debat, adskillelse af politik og religion etc. Tøger Seidenfaden beskriver således selv sit ambivalente forhold til ytringsfriheden i nedenstående afskrift fra en optræden i Trykkefrihedsselskabet, der efter det oplyste endte med, at han i stedet for at debattere med de fremmødte, vendte ryggen til debatten og forlod en måbende forsamling tilhængere af ytringsfriheden: ”Ak ja. Sådan kan skidt komme til ære. [henvendt til grinende publikum] ”Jeg støtter som sagt ubetinget, at ikke bare Lars Vilks, men også at Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Kåre Bluitgens beskyttes, når de udsættes for vold eller trusler om vold. Ytringsfriheden eksisterer jo kun for at blive brugt, og disse trusler må ikke ophøjes til værdifulde synspunkter, lødige eller bare antagelige synspunkter. I aften har jeg derfor fundet det relevant at bruge min ytringsfrihed til at markere, hvordan de pågældende nasser på en elementær norm, og i al almindelighed bruger den til promovere deres gennemførte usympatiske og problematiske dagsorden i den offentlige debat.” Citatet er lånt fra Uriasposten.net. Tøger Seidenfaden har i et svar på mit blog-indlæg bedt mig give ham en berigtigelse. Helt præcist hvorfor har jeg ikke forstået, måske lige med den undtagelse, at jeg ikke har foretaget en præcis optælling af hvor mange og ikke mindst, hvilke tegninger Politiken har trykt. Jeg har ingen grund til at tvivle på, at Tøger i sit indlæg rammer det rigtige antal. Den berigtigelse får han gerne med en væsentlig tilføjelse, som daværende socialminister, Eva Kjer Hansen, gjorde opmærksom på i en kronik i Politiken i juni 2006: ”Men netop på den baggrund undrer det mig såre, at Politiken offentliggjorde de tolv Muhammed-tegninger i slutningen af maj. Politiken gjorde præcis det samme som Jyllands-Posten. Motivet er ligegyldigt. Gerningen er central. Først overvejede jeg, om Politiken leverede en forsinket hyldest til ytringsfriheden, eller om det var en dårligt timet solidaritetserklæring til Jyllands-Posten. Nu havde Seidenfaden i flere måneder kritiseret Jyllands-Posten for at bringe de 12 tegninger. Og så pludselig dukkede de op i Politiken. Men Tøger Seidenfaden havde selvfølgelig en god forklaring. De 12 tegninger var nemlig ledsaget af en systematisk gennemgang. Politiken havde bedt den anerkendte amerikanske tegneserieskaber, Art Spiegelman om at kommentere hver enkelt af tegningerne. Så var det jo både kunst og seriøs, relevant kritik! Og pudsigt nok er Spiegelman en af dem, der mener, at det var helt i orden af JP at trykke tegningerne! Jeg håber, at det er Tøger Seidenfaden, der skammer sig i dag. Men jeg tvivler på, at han ejer den evne. Det er, som om Tøger Seidenfaden mener, at man kun må bruge sin ytringsfrihed i fulde drag, hvis man tilhører en eller anden elite. Hele hans holdning minder mig om en sang af Grundtvig, nemlig: "Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave? Nej, himlen under flere godt, og lys er himlens gave." Således beskrev Eva Kjer Hansen Tøger Seidenfadens aldrig svigtende evne til at udtrykke sig tvetydigt i forhold til ytringsfriheden og brugen af denne. Tøger Seidenfadens mangel på forståelse for ansvar og kausaliteter kan læses nedenfor i følgende citat fra ham, der stammer fra et interview i Berlingske Tidende, september 2006: »Som det omhyggeligt er dokumenteret i bogen »Karikaturkrisen«, spillede de danske muslimer en marginal rolle for mobiliseringen af Mellemøsten. Den egentlige transmissionsmekanisme var samspillet mellem det afvisende danske diplomati og det stadigt mere frustrerede islamiske diplomati – begyndende med afvisningen af de 11 ambassadører.« I ovenstående udtalelse bevæger Tøger Seidenfaden ud på ekstrem tynd is og sygepigetipslogiske kortslutninger. Fordi de 11 islamiske ambassadører blev afvist fører det til en række af begivenheder, der kulminerer i vold og optøjer. Undskyld mig, men hvad foregår der i hovedet på Tøger Seidenfaden? Med det ræsonnement han præsterer her, eller mangel på samme, burde medlemmerne af Trykkefrihedsselskabet, der blev hånet og spottet af en efter beskrivelserne fra adskillige mødedeltagere at dømme, af en spruttende Tøger Seidenfaden, være berettiget til at benytte vold, fordi Tøger Seidenfaden vendte dem ryggen og nægtede dem både retten til en dialog endsige en undskyldning for sine nedværdigende bemærkninger. Igen, hvis altså man følger Tøger Seidenfadens egen logik. Tøger Seidenfaden introducerer således helt klare dobbelte standarder for forskellige grupperinger, mennesker og minoriteter. Han mener således, at muslimer skal behandles med særlig omhu, følsomhed og hensyntagen - selvom han selv behandler dem, han definerer som sine egne modstandere - helt modsat. Konklusionen må være, at Tøger Seidenfaden støtter ytringsfriheden, blot man undlader at bruge den overfor særligt sensitive grupperinger, der måtte udvise totalitære sympatier og derfor måske vil ty til vold, hvis de føler sig fornærmede. Jeg skal lade det være op til læserne selv at vurdere om Politikens faldende oplagstal har en sammenhæng med en så forunderlig redaktionel linie, som beskrevet ovenfor, og som i sin yderste konsekvens risikerer at udstyre dagbladet med en troværdighed, som er marginalt større end den, den hedengangne sovjetiske partiavis, Pravda, besad.