Vi skal have indført minimumsstraffe og afskaffet strafrabatter Det danske retssamfund er under pres i disse år. Politireformen har stik mod hensigten tilsyneladende nedsat politiets evne til at komme trængte borgere til hjælp. Det skal der rettes op på snarest, og i Dansk Folkeparti presser vi konstant på for at få justitsministeren til at gennemføre de nødvendige justeringer. Samtidig er der med god grund stor utilfredshed med stafniveauet, når man eksempelvis sammenligner økonomisk kriminalitet med grov og personfarlig kriminalitet. Jeg vil gå så vidt til at sige, at det juridiske system til tider synes fuldstændigt at have mistet jordforbindelsen. Jeg tænker her på, at Kurt Thorsen, Brixtofte og Riskær fik ganske høje domme i spændet 2 – 6 år, hvilket kan være fint nok, men som ligger milevidt fra domme for grov vold, der ofte ligger på omkring tre måneder. Proportionerne er ganske enkelt ikke-eksisterende og på trods af, at vi fra Folketingets side gang på gang har skærpet straffene, kan det virke som om, at de juridiske dommere ganske overhører klokkeklare signaler fra lovgivers side om at idømme hårdere straffe for personfarlig kriminalitet. Vi er mange, der ikke vil acceptere, at man sætter sig fuld ind i en bil og kører folk ihjel. At man kan slå sin hustru ihjel og få automatisk rabat for det. Befolkningen vil slet ikke acceptere, at unge afstumpede mennesker kan slå nogen ihjel på mest bestialsk vis og blive frikendt for mord og ende med en symbolsk straf, om de så er under eller over atten år. Domstolenes evne og vilje til at straffe grov kriminalitet er netop det kit, der binder et samfund sammen og holder anarkiet fra døren. Den såkaldte 68 revolution er afblæst, selvom de følger den har haft for det danske samfund stadig rammer dybt. Det er trist, men åbenbart nødvendigt at holde de danske domstole i kortere snor, hvilket kun kan ske ved indførelse af bastante minimumsstraffe. De seneste politiske meldinger går på, at der tegner sig et politisk flertal for at gøre op med strafrabatter for unge, det vil jeg forsøge hårdt at fastholde mine kollegaer i retsudvalget på. Den store kamp kommer til at stå på at få sænket den kriminelle lavalder og sikret minimumsstraffe. Jeg anfægter således ikke domstoles uafhængighed, som vi skal værne om, men dommere er sat til at administrere de af Folketinget udstukne love, og i den forbindelse ikke inddrage mere eller mindre ideologisk betingede personlige sym- og antipatier. Derfor er det bydende nødvendigt at få genetableret forbindelsen mellem domstolene og den danske befolkning, som har lidt alvorlige tilbageslag i takt med at domstolene, i alt for mange tilfælde undlader, bare tilnærmelsesvis at udfylde de straframmer, som vi i Folketinget har vedtaget.