PETs sidste vurdering af det danske samfunds risiko for at blive udsat for terror er dyster læsning. Meget tyder på, at det kun er et spørgsmål om tid, før vanvittige selvmordsterrorister slår til. De årsager PET angiver for, at terrorrisikoen er overhængende er bl.a. følgende: Irak-krigen, Afghanistan ditto og Muhammedtegningerne. Derimod synes den islamiske verdens manglende udvikling og de mange muslimske ekstremisters hang og trang til at gå i krig med alt og alle enten direkte eller indirekte inspireret af de muslimske påbud om Jihad også kendt som hellig krig, ikke at fylde det store i PET rapporten. Det sidste kan måske skyldes, at PET for nyligt kom til at formane os om, at årsagerne til den muslimske terror ikke bør angives, vi bør i stedet fokusere på symptomer. Og symptomer er der rigeligt af. Det kan givetvis virke frustrerende på islamister, at det dybt formørkede talebanstyre i Afghanistan er sat fra magten. Nu er afghanerne tvunget til at lytte til musik, og deres kvinder må gå uden for en dør. Mest af alt synes Danmark at have vakt den muslimske verdens vrede, fordi en ældre små-anarkistisk tegner har tilladt sig at sætte streg på symptomet i den muslimske verden, hvilket i Kurt Westergaards streg er, at fanatiske muslimer tager hele den muslimske verden til indtægt for deres menneskefjendske budskab. Det illustrerede Kurt Westergaard som bekendt ved at portrættere en mand, der kunne være den illustrativt ukendte profet Muhammed - med en bombe i turbanen. Man skal vist være end almindelig ondsindet, humorforladt og ude af stand til at forstå satiretegninger, for at tolke Kurt Westergaards tegning som andet end et forsøg på at pointere, at for mange muslimers vedkommende er Muhammed en budbringer på linie med Jesus. En kær åndelig leder. Men, for de mest ekstreme muslimer, der benytter selvmordsterror til at opnå politiske mål og som ikke holder sig tilbage for at smide syre i ansigtet på kvinder, der ikke går med slør, ja så forvrænges billedet af Muhammed. Muhammed bliver i Westergaards linse, set gennem ekstremisternes øjne - en bombemand. Nu behøver man ikke at have gået på Universitet i Amman for at vide, at den historiske Muhammed umuligt kunne have benyttet en bombe til noget som helst, da krudtet af gode grunde ikke var udbredt i Mellemøsten i 600-tallet. I det hele taget markerede Kurt Westergaard meget klart, at han ikke er ude i et politisk ærinde med sin tegning, da han bad Geert Wilders om at fjerne sin tegning fra sin film. Westergaard er netop ikke politiker, men satiriker og således kan ingen politiker eller politisk isme tage ham til gidsel for sine holdninger, hvilket jeg heller ikke gør her. Jeg har ingen anelse om, hvad Kurt Westergaard stemmer og jeg er også uinteresseret. Til gengæld mener jeg godt at kunne slippe af sted med at tage Kurt Westergaards tegning til indtægt for et træk i den danske folkesjæl: den afvæbnende selvironiske humor, der ofte sætter fingeren på et ømt punkt; et tabu. Det slog mig, at samtidig med, at PET i alvorlige toner advarede danskerne mod en overhængende terrortrussel mod Danmark, har den lunefulde Kurt Westergaard gang i en korrespondance med den jordanske regering, der ønsker ham dømt for blasfemi ved en jordansk domstol. Kurt Westergaard spørger troskyldigt om han må spise svinekød i et jordansk fængsel og få sat et juletræ op, selvom han mest af alt er ateist, men trods alt kulturkristen. Paradokset er slående. I Danmark diskuterer vi, om danske børn kan undgå halalmad. I Jordan skal man være heldig for at kunne opdrive et stykke svinekød, selvom man er kristen. I Danmark diskuterer vi om hele skolen skal holde lukket, når de muslimske elever fejrer Ramadanens slutning med Eid festen. I Jordan er det givetvis ikke lige til at fejre jul i fængslet for en blasfemidømt. Kurt Westergaard er 73 år. Han er pensionist og er ved at have nået en alder, hvor den største fare han udgør for sine omgivelser er, at han risikerer at sløve trafikken, hvis han bevæger sig ud i den på en cykel. Denne på overfladen harmløse mand har tegnet en karikaturtegning, som gør, at vi i Danmark skal frygte terror givetvis fra unge muslimer, hvis forældre kom hertil for at søge om asyl fra undertrykkelse. Det er svært at forstå; det virker surrealistisk. Billedet af den milde gamle mand med evnen til at spidde dobbeltmoral, hykleri og skinhellighed, der skulle have været kværket af to islamister, der kom til Danmark for at starte på en frisk, er uhyggeligt. Vreden og afmagten vendt mod Kurt Westergaard er ikke blot et angreb på ham. Det er den terroraktion også, som flere islamister er anklaget for at planlægge i Danmark vendt mod tilfældige danskere, indvandrere og turister, der måtte blive skadet af den. Et sådan terrorangreb er et direkte angreb på den danske folkesjæl. På vores frihedstrang, vores ret og pligt til at sige, hvis der er noget, der går os på, hvorefter vi kan tage en diskussion om det. Den islamistiske terror handler i bund og grund om en dyb og inderlig intolerance overfor fred, frihed, idyl og harmoni. Alt det som den muslimske verden givetvis længes efter, men som den del af verden konstant via ofte forkerte beslutninger og en konstant og vedvarende frygt for frihed og udvikling, forhindrer sig selv i at opnå. Det er således derfor et paradoks af de helt store, at den muslimske verden eksporterer millioner af mennesker, som ikke formår eller ønsker at henslæbe en tilværelse der, som så når de kommer hertil, for en dels vedkommende bliver fjendtligt indstillet og for nogle ekstremisters vedkommende sågar planlægger og forsøger at udføre terror. Det er mig umådeligt svært for ikke at sige lige ud umuligt at forstå, når en ung muslimsk, stærkt frustreret mand vælger at blive i et land, hvor han finder livsførelsen, ligestillingen, nøgenheden, ytringsfriheden og den økonomiske frihed så voldsomt frastødende? Hvorfor så ikke tage tilbage til det islamistiske paradis i Iran, Saudi Arabien eller konservative pakistanske provinser, hvor han er mere på bølgelængde? Jeg ser kun en dybereliggende årsag og det er at sprede den islamistiske rædselsvision til hele verden. Det er at skabe krig og kaos, og i fodsporet på dette, liste islamismen ind ad bagdøren. I Dansk Folkeparti agter vi aldrig at indstille vores påpegning af, at islamister ikke udspringer af ingenting. Der mangler ganske enkelt en kritisk masse både i den muslimske verden, hvor de er i flertal og i Vesten, hvor de efterhånden udgør massive minoriteter. Jeg mangler en dyb folkelig baseret protestbevægelse både her i den muslimske verden, der rejser sig i vrede mod de islamister, der ødelægger så meget både for de den angriber og for de, der siger, at de tilhører samme religion, blot i en mere moderat version. Når en harmløs mand som Kurt Westergaard, kan sætte brand i unge muslimers sind, så mener jeg for alvor, at vi står overfor et dannelsesproblem af dimensioner. Rigt illustreret ved den åbenlyse mangel på - og evne - til at gennemskue simple sociale virkemidler som selvironi, satire og godmodig korrektion af en ideologi, der er gået i ugudelig selvsving.