Forestil dig kære læser, at en gruppe bevæbnede fanatikere trængte ind i lige netop din by, hvorefter de besatte centrale knudepunkter og begyndte at skyde løs på alt og alle, herunder børn, kvinder og gamle. Forestil dig endvidere, at disse forbrydere udvalgte særlige folkegrupper som på baggrund af deres religion og etnicitet skulle myrdes. Forestil dig endeligt, at det eneste man kunne identificere den velorganiserede bande mordere på var deres tilhørsforhold til en religion, som oftest beskrives som både fredelig og barmhjertig. Nuvel ovenstående eksempel stammer naturligvis fra den indiske storby, Mumbai, der forleden blev rystet af den mest modbydelige form for terror, man kan forestille sig. Men, den kunne have udspillet sig i hvilken som helst storby på denne planet. Ondsindet, grusomme og helt uden menneskelighed førte terroristerne sig frem og myrdede indere, jøder, amerikanere, briter og så ellers tilfældige ofre i deres nærhed. Inderne er i dag rystede. De er rystede over de manglende terrorlove og den manglende gardering mod terror, som deres regering byder dem. Og de er ikke mindst rystede over, at mennesker påvirket af en ekstrem ideologi kan få sig selv til at handle så modbydeligt. Jeg må indrømme, at jeg ikke længere kan blive chokeret over den ondskab, der strømmer ud fra de ekstreme tolkninger af Islam, der åbenbart kan drive mennesker ud i de mest vanvittige og inhumane handlinger tænkeligt, og som alverdens storbyer med jævne mellemrum udsættes for: New York, Madrid, London og Mumbai etc. etc. Det er trist, men chokeffekten er ved at fordufte. Terroren bliver desværre hverdag på sin helt egen morbide måde. Jeg kan stadig blive trist, hver gang vi forsøger at forhindre terroren i at bide sig fast i Danmark, når ellers velmenende mennesker forsøger at forhindre det. Terroristernes rettigheder er der altid dusinvis af jurister til at tale; ofrene bliver som regel overladt til historiens glemsel. Det har jeg svært ved at vænne mig til og endnu vanskeligere ved at forstå. Det er som om der mangler en refleksion over terrorens modbydelige væsen og ikke mindst forfærdelige konsekvenser blandt mange såkaldte menneskerettighedsaktivister. Lad mig forklare, hvordan en for slap antiterrorindsats kan ødelægge menneskerettighederne og skabe krig og kaos. Dengang israelerne og palæstinenserne under Oslo-processen nærmede sig hinanden og samhandlen og tilliden steg, stod der altid en islamisk ekstremist på spring for at sprænge sig og en bus fuld af israelere i luften. Det virkede. Tilliden blev undermineret og de fredelige kræfter blev trængt i baggrunden. Indien og Pakistan er pt. i gang med en historisk fredsproces. De to landes regeringer er i gang med tillidsskabende foranstaltninger og samhandlen vokser. Responsen lader ikke vente på sig fra de ekstreme muslimers side. Unge hjernevaskede mænd, som åbenbart oven i købet var på stoffer, blev sendt af sted på en mission for udelukkende at skabe død og ødelæggelse. Det politiske motiv var åbenlyst at skabe mistro og spille på de religiøse og etniske modsætninger i det sammensatte Indien. Ud over naturligvis at skabe frygt og utryghed via terroren og på den sygelige måde bevise, at terroristerne har en pointe, når de siger, at verden er af lave. At terroristerne når langt i forhold til at skabe ufred og knuse spirende fredsprocesser, er i min optik ikke helt så overraskende, som det er virkningsfuldt. Grunden til, at terroristerne har succes med deres forehavende er ikke, at medierne omfatter dem med meget stor interesse. Det er et vilkår, vi der ønsker at bekæmpe terroren må leve med. Jeg er dog af den fulde overbevisning, at terroristerne ingenting formåede og hurtigt mistede deres saft og kraft, hvis de almindelige muslimer udstødte dem og fratog dem deres sikkerhed og finansieringsmuligheder. Terrorisme kan ikke gro og trives, hvis ikke menneskerne i terroristernes nærmiljø holder hånden over dem og udviser forståelse og accept for deres handlinger. For ca. to år siden var det muligt at mobilisere millioner af muslimer rundt om i hele verden til hidsige demonstrationer. Årsagen var nogle harmløse tegninger trykt i en dansk provinsavis. Vreden, hadet og destruktionskraften skræmte mange danskere fra vid og sans. Hvordan kunne en harmløs tegning vække så meget postyr? I dag, et par uger efter massakren i Mumbai genlyder alverdens muslimske hovedstæder af dyb tavshed. Masserne er ikke mobiliseret for at fordømme den forfærdelige handling begået i Mumbai af vanvittige mennesker, der mener at kunne påråbe sig Islam. Ikke engang den muslimske intelligentsia synes at være oprørt over terroren begået under dække af fredens religion. Alverdens imamer og muslimske lærde synes heller ikke at råbe i munden på hinanden for at minde de menige muslimer om, at terror ikke er noget man må, kan eller bør begå i Islams navn. Terroren i Mumbai kan ikke tilskrives alverdens muslimer. Naturligvis ikke. Men, tavsheden der synes at være rungende i al sit fravær i den muslimske verden efter massakren i Mumbai, fortæller i sig selv en historie. Tavsheden fortæller historien om en muslimsk civilisation, der har nemmere ved at reagere aggressivt over ligegyldige tegninger, end ved at reagere empatisk overfor de mange uskyldige indere og turister, som blev dræbt af vanvittige islamister i Islams navn. Det er i sandhed tankevækkende.