Den islamiske republik Iran ryster i disse dage i sit fundament. Teherans gader genlyder af vrede råb fra især unge mennesker, der er født efter den katastrofale revolution i 1979. Revolutionen startede som et oprør imod Shahen, som ikke havde formået at inddrage den almindelige iraner i den politiske beslutningsproces og ej heller i den generelle velstandsstigning. Iran i 1979 var relativt sekulært samfund, langt fra det Iran vi kender i dag, som er styret af vanvittige shia-muslimske mullaher, der med vold og undertrykkelse holder de store ungdomsårgange i et jerngreb. Jeg kan og vil ikke gå ind i spekulationer om den enkelte kandidats kvaliteter i forhold til det iranske præsidentvalg, bortset fra den antisemitiske Ahmedinejad, for længst har gjort sig så meget ud til bens i hele verdenssamfundet, at det er oplagt, at en del iranere skammer sig over at se ham optræde på verdensscenen. Det er yderst forståeligt, hvis en stor del af iranerne vil af med ham. Men foråret i Teheran handler om langt mere end en præsident, hvis udtalelser om Israel får ham til at fremstå som en Holocaust-benægter, og en trussel mod den i forvejen skrøbelige stabilitet i en region, der er blevet yderligere destabiliseret af det iranske styres støtte til terrororganisationerne Hamas og Hizbollah. Den iranske befolkning er kendt for at være ganske veluddannet, og en betydelig gruppe iranerne klarer sig godt i eksilet, også fordi de har haft ressourcer at trække på i deres nye lande. Herhjemme kender vi komikeren og skribenten Farshad Kholgi, der med sit vid og ubønhørlige forsvar for ytringsfriheden, - sammen med andre - har været med til at skabe et langt bedre ry for de iranske indvandrere, end eksempelvis diverse arabiske imamer har gjort for deres befolkningsgrupper. Det er interessant, når de ganske sekulariserede dansk-iranere i deres demonstrationer i Danmark mod det vanvittige mullah-styre, stimler sammen og nærmest blottet for islamistiske gevandter, slør etc. og markerer en sekulær og demokratifunderet kritik af styret i Iran. Det er meget opmuntrende, og de demokratiske og sekulære iranske demonstranter både her og i Iran har min og Dansk Folkepartis ubetingede støtte til det, der samler, nemlig kampen for frihed. Jeg har som sagt ikke forudsætningerne for at bedømme om den ene iranske præsidentkandidat, er bedre og mere eller mindre islamistisk end den anden. Det kan og vil jeg ikke bevæge mig ind i. Men, jeg vil udtrykke mit håb om at gode sekulære og demokratiske kræfter i Iran formår at få gennemtvunget demokratiske reformer, der kan bevæge Iran ud på en kurs, der skal gøre landet til et moderne sekulært demokrati. I den forbindelse kan man kun på det kraftigste indstille til det iranske styre om ikke at ty til voldsanvendelse mod de demonstrerende iranske medborgere. Det er fuldstændigt og aldeles uacceptabelt, når unge fredelige demonstranter bliver angrebet af bøller på motorcykler og bliver beskudt og arresteret for at udtrykke det, der burde væres demokratiske grundret til at markere deres utilfredshed med det iranske styre. Lad der ikke herske den mindste tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti ubetinget støtter demokratiske og sekulære kræfters kamp for frihed for mennesker i den muslimske verden. Det ville være en gave af hidtil ukendte dimensioner, hvis det iranske mullah-styre blev væltet og den usigeligt skadelige iranske-islamiske revolution blev rullet tilbage. Det kunne i bedste fald blive starten på en langt mere positiv udvikling i hele eller dele af den muslimske verden. Det er stadig alt for tidligt at spå om udfaldet af protesterne i Teherans gader. Mine tanker går til de unge modige mennesker, der risikerer liv og førlighed, for retten til at holde i hånd og kysse i fuld offentlighed, og til de piger, der er trætte at slørfængslet og til de unge mennesker generelt, som ikke får forløst deres potentiale i en islamisk diktaturstat. Lad os alle håbe på, at foråret i Teheran ikke ender lige så ulykkeligt, som det tilsvarende forår i Prag. Lad os håbe, at retfærdigheden og friheden sejrer denne gang, når unge frihedssøgende mennesker udfordrer en totalitær ideologi, som knuger deres samfund i et jerngreb. Lad os håbe, at foråret i Teheran ender med en blomstrende sommer i hele Iran, hvor den meget unge befolkning for manges vedkommende så inderligt ønsker sig at smage frihedens hidtil forbudne frugter. Med venlig hilsen Peter Skaarup