De iranske demonstranters forsøg på at gøre op med det totalitære Mullah-vælde i Iran, synes desværre ikke, som det ser ud lige nu at føre til gennemgribende reformer i et Iran, hvis befolkning ikke synes at kunne holde til 30 år yderligere med sharialov. Men forhåbentligt for demonstranterne og resten af verden, vil demonstrationerne starte en proces, der vil tvinge magthaverne til at løsne grebet - både lovgivningsmæssigt og moralsk - om den meget unge iranske befolkning (ca. 70 procent er under 30 år). En del læsere af min blog har stillet spørgsmål ved mit engagement i den iranske sag og ment, at det så må føre til, at jeg så skal give ulovligt ophold til afviste asylsøgere. Jeg forstår ikke logikken i den kobling, men vil gerne forsøge at forklare mit standpunkt. Dansk Folkeparti ønsker en verden baseret på frie nationers ret til selv at bestemme, hvordan man i de respektive lande indretter sit demokrati, uden at vilkårlige overstatslige organisationer påtvinger folkevandringer eller andre omstændigheder på folk og nationer, der ikke ønsker dette. I Dansk Folkeparti har vi selvfølgelig sympati med mennesker, der kæmper for frie valg - eksempelvis i et land som Iran. Men, det betyder ikke, at vi går ind for massiv tilvandring af iranere i forbindelse med en given konflikt. Til gengæld må verdenssamfundet i ekstreme tilfælde gribe ind, hvis og når det skønnes betimeligt, som i eksemplet med Afghanistan, hvor kombinationen af, at landet var endt som en terrorrede og befolkningen som reelle slaver af Taliban, hvorfor vi vurderede fra vestligt hold, at dette måtte bringes til ophør. Men, vi kan i Vesten ikke redde hele verden, hverken via åbne grænser eller militær intervention i alle lande, som domineres af ekstreme former for diktatur, ofte med islamisk islæt. Alt efter opgørelsesmetode vurderes det, at der er små 60 stater med muslimsk majoritetsbefolkning, og ingen af dem kan betegnes som demokratier i vestlig forstand, med Tyrkiet som en diskutabel undtagelse, tværtimod er disse lande ofte storproducenter af fattigdom, flygtninge og terror. Når vi taler flygtningestrømme, så giver det vist selv, at jo mere generøst et givent modtagerlands sociale system er, desto større er efterspørgslen på at komme dertil fra den tredje verden. Den logik synes dog ikke at være trængt ind alle steder - EU Kommissionen synes at være en ulykkelig instans blandt mange, de skiftende svenske regeringer ditto, som ikke har forstået nødvendigheden af en langt mere kontrolleret indvandring fra den tredje verden. Konkluderende må man sige, at de demokratiske reformer i Mellemøsten stadig lader vente på sig, men at man må håbe på, at Iran kan blive foregangsland, især efter, at det var der den islamistiske bølge fik medvind først i forbindelse med den tragiske islamistiske revolution i 1979. Endvidere vil vi i DF kæmpe videre for at bibeholde en stram indvandringspolitik i Danmark, og under ingen omstændigheder lade os påvirke af, at nogle irakere forsøger at undgå udvisning ved at slå sig ned i en kristen kirke. De skal hjem til Irak med de samme fly, som de af deres landsmænd, der tager hjem på ferie denne sommer. Jeg vil slutteligt benytte lejligheden til at ønske Politikens læsere en god og fredelig sommer.