»Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges«. Citat: A.P. Møller, far til Mærsk Mc-Kinney Møller, begge afdøde skibsredere. I mandags stemplede Hr. Møller ud – 98 år. Og så lige på dronningens fødselsdag. Siden har en ikke ubetydelig del af forsider, avisspalter og sendetid på tv og radio været fyldt med højtidelige og sentimentale indslag og anekdoter om den faldne kæmpe. Mærsk var den store, barmhjertige samaritaner, der gav danskerne gratis gaver i ét væk. Operahuset og Amaliehaven i København som fornemme eksempler. De danske mediers, eksperters og politikeres helgendyrkelse af Mærsk (både levende og død) minder om den nordkoreanske presses omtaler af Den Store Leder. Tirsdag morgen udkom Ekstra Bladet med ryddet forside: ’Kongen er død’. Selv det Mærskkritiske dagblad Information skrev på forsiden: »Mod til at gå frem og mod til at fjerne, hvad der stiller sig i vejen« som del af en nekrolog. Igennem årene har samtlige eksperter og medier skampulet det i Mærskkoncernen opfundne begreb ’rettidig omhu’. Men hvad betyder det egentlig? Med fare for at begå helligbrøde og gøre mig alvorligt upopulær i den samlede danske offentlighed er jeg her, knap en uge efter hans død, nødt til at skrive sandheden til dig, kære læser af Politiken: Den danske stat var bagmanden bag Mærskkoncernens succes. Ingen anden virksomhed har fået så massiv særbehandling og statsstøtte som Mærskkoncernen. Der er blevet lavet særlovgivning, der kun tilgodeser Mærsks forretninger i Danmark. Nordsøolien er blevet solgt til Mærsk for en latterlig betaling mange år ud i fremtiden – til skade for det danske samfund og velfærd. Med skatteydernes penge i hånden har politikerne givet Mærsk eksportstøtte for at lukke Lindøværftet og sende opgaven og tusinder af danske arbejdspladser med sig ud af Danmark. Gennem årene har den gamle reder truet med at flytte virksomheden ud af landet, hvis politikerne strammede op og krævede for meget. Hvilken virksomhed vil dog flytte fra et land, der så velvilligt overfører sine værdier til selskabets storaktionærer? Mærskkoncernen gik sidste år i offensiven med det budskab, at koncernen skam betaler en rimelig andel af sit overskud i skat i overensstemmelse med reglerne i de 130 lande, de opererer i.
Men den kritiske aktionær Frank Aaen fra Enhedslisten har afsløret, at Mærsk kun betaler 55 millioner i skat til Danmark. Så meget er der tilbage, når Mærskkoncernen har udbetalt 4,4 milliarder kroner i udbytte til aktionærerne og 100 millioner kroner i vederlag til direktionen. Alt dette kan man egentlig ikke bebrejde den gamle Mærsk, der nu er borte, men derimod staten og inkompetente politikere og embedsmænd. Mærsk har blot gjort, hvad andre virksomhedsledere er skabt til: at skabe massivt overskud til virksomhedens aktionærer – gerne ved at betale så lidt i skat som muligt. At det er den danske stat, og dermed de danske borgere, der har betalt for festen på Esplanaden, er den helt store, ufortalte skandale, som alle medier bevidst fortiede i anledning af den gamle skibsreders død mandag. Hvis nogen har efterlevet ordene om ’rettidig omhu’, er det vel staten, der med stor omhu har støttet Mærsks forretningsimperium. VKO har især ageret villige og givet Mærsk politisk støtte og indflydelse og ført hans snabel, langt, langt ned i den danske statskasse. Mærsk gav til gengæld Københavns Kommune et operahus i gave, som efter at være blevet trukket fra i skat endte som en klods om benet på kommunen, som nu hænger på driften. Med vores egen nordsøolie i hånden har Mærsk kunnet give danskerne gaver, de er glade for. Kender du tegningen, hvor herren fodrer hunden med dens egen hale? Er det ikke på tide, at staten i det mindste mander sig op, erkender sine fejl, at man forærede den danske undergrund væk til Hr. Møller og familien og i stedet igen overtager rorpinden på tankskibet Danmark? Og kære Hr. Møller, hvil i fred, og må dine tronfølgere få mindre særbehandling, end du gjorde.
