I november flyttede jeg med familien til Vestegnen. Vi har fået en lejebolig i et nyt byggeri med 72 rækkehuse i Albertslund. Nyt boligområde, nye mennesker. Vi starter alle sammen fra nul og skal nu bygge et fællesskab fra bunden.
Almen bolig plus hedder konceptet, der er et forsøg på at kombinere den almene boligs kollektive tryghed og adgang med ejerboligens naturlige ansvar og forpligtelser. Byggeriet skæres ned til det absolut nødvendige. Det billigste, skrabede køkken, ingen indvendige skillevægge, ingen hårde hvidevarer. Fabriksproducerede kassetter stablet oven på hinanden og beklædt på pladsen med brændt skærmtegl. Overladt til lejerne at indrette, vedligeholde og drive i forening uden vicevært. Ideen er, at vi, selv om vi er lejere, skal tage ansvar for, hvordan vi vil holde vores huse og arealer i fællesskab.




























