Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Peter Skov-Jakobsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Samtaler forhindrede mig at sidde fast i fejltagelser og fordomme

Så længe tavsheden ikke hersker mellem os, er der håb.

Peter Skov-Jakobsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Samtalen - det er vel den korteste afstand mellem mennesker. Smilet er måske en smule kortere, men den gensidige sympati og forståelse vil aldrig ske uden samtalen. Derfor er samtalen også ånden i et demokrati.

Mit livs store privilegium er de mange samtaler - altså den oplevelse, at man bliver optaget af den anden, medmennesket, som griber ind i ens tilværelse ved at fortælle om sit liv, sine oplevelser, sin frygt og sine glæder.

Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg mødt mennesker, der ikke bare lod mig gå forbi. De lod mig ikke sidde fast i mine fejltagelser eller fordomme. De lod mig slet ikke slippe afsted med den dumhed, der kan kile sig ned mellem den enkelte og de mange.

Det begyndte derhjemme. Tænk sig at have været så heldig altid at komme hjem til forældre, som ville høre om ens hverdag. Dér sad man som skolebarn og fortalte gispende om dagens nye erkendelser og om trakasserierne i skolegården. De stavrende og halvfærdige sætninger blev afbrudt på passende steder af voksne, der ville vide mere. Når man havde fortalt om en fortrædelighed mod en selv kunne man også godt få det granskende spørgsmål: Hvad gjorde du egentlig selv? Der var ikke noget bebrejdende i spørgsmålet, men det ledte hen til en overvejelse over, om man mon var blevet grebet af en situation og havde mistet overblikket.

Samtaler spærrer ikke inde, men lukker altid ud i en anden verden og her møder man den anden

Som teenager skulle man have verden til at gå op, forstå det hele og man havde en mening om det meste, og var i øvrigt så fuldstændig forkludret i hovedet over det andet dybt fascinerende køn, som man mærkede helt kunne fordreje ens tanke og følelse. Da var det ubeskriveligt at kunne tale med sine forældre og bedsteforældre. Heldigvis var ingen af dem mundlamme. Man fik lov til at opdage, at ens eget liv ikke var det eneste drama på jorden. Dramaer havde der været mange af.

Nogle af dem lå i historien: krig, besættelse, frihed, lighed, velfærd. Pludselig opdagede jeg også, at om det så var det nationale spørgsmål, så havde vi også det inde på livet. Sådan er det, når man har sønderjyske bedsteforældre. Der var nogen med danskhed, tyskhed og en slesvigsk afstamning. Hvor historien får menneskeskikkelser bliver den også nærværende, grumset, modsætningsfuld og egentlig ganske menneskelig.

Dér kunne man sidde og tale om store perspektiver og lære noget principielt om demokratiet og historien; men pludselig kunne man også blive konfronteret med, hvordan den historie havde berørt ens egen families liv.

KULTURCHEF

Når man er født 14 år efter Anden Verdenskrigs afslutning spillede den stadig en stor rolle. Min fars holdninger var klare, afgjorte og bestemte. Al form for totalitarisme var roden til alt ondt. Højre eller venstre var for ham et fedt. Kampen havde sat sig i ham, og det smittede af på hans holdninger til tyskerne. Når der var fodboldkamp England-Tyskland, oplevede vi det helt elementært på den måde, at der ikke kunne begås noget frispark mod en tysker. Min mor afskyede disse seancer. Hun var tro mod sin historie, mod sin fars historie og hans nationale baggrund.

Den afgjorte skarphed, hævdelsen af demokratiet, latterliggørelsen af det totalitære og udtrykket af den største despekt for totalitære holdninger blev skubbet henover bordet, som en virkelighed, der kun kunne modsiges, hvis man insisterede på at være idiot!

Men så var der også denne samtale med min bedstefars tyske kusine, dengang jeg var 15. Mine bedsteforældre, mine forældre og vi tre drenge var i Kiel. Der sad vi i tante Dagmars stue. Fyldt med tyske møbler, som altid synes at fylde mere, end der er plads til. På skænken stod der tre billeder. Den gamle dame begyndte på et tidspunkt at fortælle som sine tre sønner. De to ældste havde gjort det godt, havde studeret, var kommet hjem fra krigen og klarede livet, selv om krigen og fangenskabet havde invalideret dem begge.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tavsheden gør det af med muligheden for fremtiden. Derfor er samtalen også ånden i et demokrati

Så var der den tredje søn, yngstemanden Otto. Den gamle dame begyndte at græde. Han havde været 17 år gammel og havde været ombord på en af de fregatter, der sejlede op ad Oslofjorden og blev ramt af det norske batteri Moses og Aron. Fregatten gik til bunds med mand og mus. Han havde været 17 år, tysk, marinesoldat. Han havde aldrig haft lejlighed til at mene noget om nazismen, og dog måtte han undgælde med sit liv. Jeg kan stadig se min fars medfølende øjne. Ottos mor græd stadig over ham mange år efter.

På vej hjem fortalte min far om alle de gange, han havde set de tyske marinesoldater blive lukket ned i lasten, og derefter blev der spændt et hønsenet henover lugerne, så skete der noget på søen, ville soldaterne ikke have en chance for at slippe ud.

Han, der var meget afgjort og meget præcis, lærte mig også, at samtalen kan fordre medfølelse - den kan medføre, at man må ændre sit syn og se på nuancer.

Mit liv har været begunstiget af mange samtaler. Som sømandspræst og orlogspræst har jeg færdedes på arbejdspladser og talt med mennesker midt i hverdagen. Som præst har jeg mødt mennesker i alle livets tilskikkelser. Jeg er dybt taknemmelig for at have indgået i alle disse relationer.

Livet er fyldt med samtaler, hvor mennesker forstår livet sammen eller misforstår det. Der er også alle de samtaler med mennesker, man aldrig kommer til at kende, men man læser deres tanker, fordyber sig i deres indsigt. Det at læse og studere har jeg altid opfattet som en samtale. Det er til tider samtaler, der fører en ud af sin egen tid og ind i andre tider.

Samtaler spærrer ikke inde, men lukker altid ud i en anden verden og her møder man den anden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtale er at få andre øjne at se på tiden med. Der er altid nye oplevelser. Selvfølgelig hænder det, at man er uenig og bliver vred på samtalepartneren; men selv i de tilfælde tror jeg, at det er vigtigt, at vi fastholder samtalen. Så længe tavsheden ikke hersker mellem os, er der håb.

Tavsheden gør det af med muligheden for fremtiden. Derfor er samtalen også ånden i et demokrati.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden