Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Svend Brinkmann
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi må erobre humanismen tilbage

Vi har mere end nogensinde før brug for at forsvare de klassiske humanistiske dyder som dannelse, høflighed, eftertanke, sund fornuft og værdighed.

Svend Brinkmann
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Begrebet humanisme er på ganske kort tid revet i stykker og fremstår nu efterhånden helt meningsløst. Dette kom senest tydeligt til udtryk i Politikens interview 22.5. med Henrik Sass Larsen, der havde overskriften ’Humanismen er farlig for velfærdssamfundet’.

Når nogen i dag siger, at de repræsenterer humanismen, risikerer de at blive latterliggjort. Begrebet ser ud til at vække associationer til noget naivt og uforsvarligt. Selverklærede humanister affejes som pladderhumanister – et ord, der angiveligt og ganske tankevækkende er en fordanskning af Humanitätsdusel, som (ifølge Wikipedia) oprindeligt stammer fra Hitlers ’Mein Kampf’.

Jeg tør ikke sige, om denne oprindelseshistorie er korrekt (en ægte humanist stoler nemlig ikke på Wikipedia), men det lader sig i hvert fald konstatere, at begrebet humanisme generelt er eksploderet i danske medier.

Ifølge en optælling i Infomedia optrådte ordet 884 gange i 2013, 960 gange i 2014 og hele 1.901 gange i 2015. Alene frem til skrivende stund i maj i år er der skrevet 1.225 mediehistorier, hvori ordet indgår.

Det er utvivlsomt flygtningekrisen, der har udløst den begrebslige eksplosion. I mange af historierne fremstår ordet negativt; som et skældsord, man bruger om nogen, der tager fejl, og som vil ’os’ det dårligt. Det minder lidt om ordet godhed, der stadig oftere knyttes til ’godhedsindustri’. Anders Ladekarl fra Røde Kors har demonstreret dette ords meningsløshed, da han meget sympatisk udtalte, at han da ville hade at være en del af ondskabsindustrien.

Nu er det på tide, at vi samler begrebsstumperne op og tilbageerobrer humanismen. De humanistiske ideer er simpelthen for væsentlige for vores kultur og samfund til, at vi kan lade dem forgå

Men er der da virkelig nogen, der vil være det modsatte af humanist? Ja, i høj grad, og det kan man være på mindst tre måder i dag:

1. Man kan være politisk antihumanist. Så definerer man humanisme som det synspunkt, at vi skal åbne dørene og tage imod alverdens flygtninge.

2. Man kan være religiøs antihumanist. Dermed definerer man humanisme som en form for oplysningstænkning, der lægger vægt på det sekulære og glemmer Gud.

3. Man kan være filosofisk antihumanist (oftere kaldet ’posthumanisme’): Her definerer man humanisme som en subjektfilosofisk tendens til at sætte mennesket i centrum.

Mange filosofiske antihumanister er i disse år optaget af det kropslige, det dyriske og det materielle og hævder, at der ikke er noget privilegeret eller ophøjet ved det menneskelige.

Det forvirrende er, at det er tre forskellige betydninger af begrebet humanisme, der afvises af de tre forskellige former for antihumanisme. De kan godt optræde sammen – f.eks. er visse Tidehvervs-præster både politiske (stop indvandring) og religiøse (vi er afmægtige syndere) antihumanister, men dog ikke filosofiske antihumanister (da disse ofte er stærkt venstreorienterede, hvilket allerede sås hos den selverklærede antihumanist og marxist Louis Althusser).

Der er simpelthen et elementært begrebsligt rod, når vi taler om humanismen og dens kritikere. Og det bliver endnu værre, når vi taler om humanister som kandidater fra de humanistiske fag på universitetet. Altså folk, der beskæftiger sig med fortolkning af kunst, kultur og andre livsytringer i deres historiske manifestationer. De førnævnte politiske og religiøse antihumanister kan f.eks. sagtens være fortalere for en stærk humanistisk (og teologisk) forskning på universiteterne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu er det på tide, at vi samler begrebsstumperne op og tilbageerobrer humanismen. De humanistiske ideer er simpelthen for væsentlige for vores kultur og samfund til, at vi kan lade dem forgå.

Kernen i humanismen er et syn på mennesket som et ansvarligt og fortolkende væsen. Retorikprofessor Jørgen Fafner, der skrev opslaget om humanisme til Den Store Danske Encyklopædi, beskrev det flot i opslagets indledning:

»Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Han lader sig styre af sin fornuft og sin dømmekraft og smag (...). Høflighed og civiliseret optræden er ikke kun en ydre skal, men noget, der virker moralsk indadtil«.

Fafner henviste også til Gadamer, der udnævnte dannelse, dømmekraft, sund fornuft og sans for kvalitet til at være »humanistiske ledemotiver«.

Her er efter min mening en humanisme, som mange burde kunne forenes om, men som desværre er under beskydning fra mange forskellige sider: fra religiøs fundamentalisme af forskelligt tilsnit, fra et åndløst forbruger- og markedssamfund, fra konkret nedprioritering af de humanistiske fagområder og fra konkurrencestatsideologien, som reducerer politik til optimeringskalkuler.

Er man humanist i den oprindelige betydning, har man imidlertid kun sagt ganske lidt – hvis overhovedet noget – om flygtningekrisen.

Som jeg ser det, må en humanistisk tilgang (igen i den oprindelige betydning) til flygtningekrisen, der repræsenterer moralsk ansvarlighed, dannelse, dømmekraft og sund fornuft, søge at balancere mellem de forskellige hensyn: til mennesker på flugt fra krig og konflikt, til samfundets sammenhængskraft på kort og lang sigt og til samfundsøkonomien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Humanismen bør ikke opfattes som en fløj i flygtningedebatten (jeg kender f.eks. ingen humanister, der mener, at vi skal ’tage imod alverdens flygtninge’), men er selve forsøget på at skabe balance mellem de forskellige hensyn.

Vi har mere end nogensinde før brug for at forsvare de klassiske humanistiske dyder (dannelse, høflighed, eftertanke, sund fornuft og værdighed), og derfor skal vi tilbageerobre begrebet om humanisme. Humanisme er balancens tænkning – ikke ekstremismens. Humanisme er en forudsætning for velfærdssamfundet – ikke en trussel imod den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden