Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Per Marquard Otzen

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvornår sker der noget grundlæggende nyt i Danmark?

Hvis mine kulturelle og sociale antenner ikke er helt rustet til, tror jeg at noget lige nu er ved at sætte sig i bevægelse.

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For lidt over 25 år siden – helt nøjagtig den 3. oktober 1989 – stod jeg på den Røde Plads i Moskva og fik stillet spørgsmålet: Hvornår tror du, at der kommer virkelige grundlæggende forandringer i Sovjetunionen?

Årsagen til at jeg befandt mig i den sovjetiske hovedstad var, at jeg deltog i kulturdialog-projektet Next Stop Sovjet. Vi havde netop afviklet en stor rockkoncert nogle dage før og vi var efter lidt over en måned i Sovjetunionen nu på vej tilbage til Danmark.

Det særlige ved Next Stop Sovjet-projektet var, at vi var de første vesteuropæere der havde fået lov til at bo privat hjemme hos russerne. Normalt fik man kun lov til at bo på ganske bestemt udvalgte hoteller. På samme måde, som man kun fik lov til at besøge ganske bestemte virksomheder, organisationer og institutioner.

Men vi havde overraskende nok fået lov til at overnatte hjemme hos folk privat. Så i efteråret 1989 fik alle os next-stoppere et helt unikt indblik i 'den almindelige russers' drømme, behov, ambitioner og forhåbninger til deres eget og deres lands fremtid.

Lige fra drømmen om bare en gang i livet at komme på turistbesøg i vesten for at se Louvre eller Tower of London. Over ambitionerne på børnenes vegne: At de fik lov til at læse et semester af deres uddannelse på et vesteuropæisk universitet. Men selvfølgelig også de mere kontante forhåbninger: At deres nye vesteuropæiske venner ville sende et par Levi’s bukser eller den nyeste LP med Roxy Music til dem, når vi kom tilbage til Danmark.

Der var ingen tvivl om, at noget var ved at ændre sig i Sovjetunionen. For ellers havde et projekt som Next Stop Sovjet aldrig fået lov til at få en fod indenfor. Der var virkelig noget om Gorbatjovs snak om glasnost og perestrojka. Men samtidig med, at vi havde alle disse private oplevelser med de almindelige russere, var der til gengæld heller ingen tvivl om, at den sovjetiske stats militære og politiske overvågningssystem var mere end intakt.

Så da jeg fik spørgsmålet af en gruppe danske journalister hin oktoberdag for et kvart århundrede siden, var mit svar: »Noget er i bevægelse i Sovjet. Men jeg tror der kommer til at gå måske 10, 15 – ja, nok nærmere 20 – år inden vi ser virkelige forandringer i det sovjetiske samfund«.

Og hvad skete der en måned senere? Berlinmuren faldt.

Den oplevelse har jeg ofte tænkt tilbage på. Det, at der åbenbart helt under den officielle radar bliver bygget så meget friktions- og forandringsenergi op, at der opstår et afgørende politisk vendepunkt. Det skete i Sovjetunionen. Det pludselige ryk. Lidt lige som det skete i Egypten. Og måske lige nu i Hong Kong.

Men det kan også ske i Danmark. Og hvis mine kulturelle og sociale antenner ikke er helt rustet til, tror jeg at noget lige nu er ved at sætte sig i bevægelse. Jeg oplever det i samtalerne folk og folk i mellem. Jeg fornemmer det til debatmøder rundt om i landet. Og jeg oplevede det så sent som i sidste uge i studiet i DR, hvor Debatten havde sat fokus på regeringens asyl-politik.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Folk har simpelthen fået nok. Eller rettet: Vil noget bedre. At det ikke er i orden, at Danmark har råd til at gå i krig, men åbenbart ikke har overskud til at tage sig af de flygtninge der banker på vores dør. Det skal også være slut med sætte os op i mod hinanden i den hellige konkurrencestats navn. Og al det uddannelsessnobberi holder jo slet ikke; de ulidelige Pisa-test, eksamensræs og det at kvaliteten af en uddannelse åbenbart er ligefrem proportional med, hvor lang den er. Vi ved jo godt, at det ikke er sådan det hænger sammen. Og det samme gælder for øvrigt det meste af snakken om tillidskultur, effektivisering, produktivitet og vækst.

Det er sådan samtalerne lyder, når jeg møder folk. Uanset hvor jeg er i landet. Specielt når jeg snakker med de helt unge eller dem over 65. Det er som om, at der er ved at blive bygget en ny bro mellem de unge og de gamle. Uden at det rigtig er gået op for nogen af parterne endnu.

Måske sker det, fordi alle os midt i livet, dem midt i trediverne og op er så presset af børnepasning og arbejde at de næsten ikke har et sekund fri tid til at mærke efter. Overveje i stilhed. Tage deres egen tvivl alvorligt. Om den måde vi i dag indretter vores liv på.

Men det gør de unge. Og det gør de gamle. Tror jeg. For de unge har stadig drømmen om at skrive deres eget kapitel. Og de gamle behøver ikke længere at foregive, lade som om eller stræbe efter. De er et sted i livet, hvor de har friheden – og tiden - til at tænke over, hvordan det mon kommer til at gå deres børn og ikke mindst deres børnebørn.

Det er det der sker i Danmark lige nu. Og det sker samtidig med, at kloden er ved at tippe ud over miljøkanten. Det er som om at både hjerterne og kloden kalder på forandring. Sådan helt grundlæggende forandring. Hvor vi skal gentænke samfundet på ny. Forestille os en anden politisk kultur. En anden økonomi. En anden måde at danne fællesskaber på. Sammen.

Efter det jeg oplevede i Moskva for 25 år siden, så ved jeg, at man aldrig skal undervurdere almindelige menneskers hverdagsvalg og drømme om, at livet kan se helt anderledes ud, end den udgave vi umiddelbart får præsenteret. Af vores forældre. I skolen. På uddannelserne. På arbejdspladserne. I medierne.

Eller som den store amerikanske antropolog Margaret Mead engang sagde: ” Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it's the only thing that ever has”.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er lige der hvor vi er i dag. Og jeg tror ikke længere på, at der først kommer grundlæggende forandringer i Danmark om 10, 15, 20 år. Nej, de kommer lige om lidt. Bare vent og se!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden