Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg får kvalme af konkurrencesamfundet

Stress er hverken dit eller mit problem, det er vores

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ingen hemmelighed, at jeg får kvalme af at høre om konkurrencesamfundet og præstationskultur.

Det er som om, vi som nation har specialiseret os i at sparke nedad og så ellers skubbe resten helt ud til taberkanten. Så der kun bliver plads til dem med spidse albuer, konkurrence i øjnene og mig, mig, mig i hjertet.

For der bliver flere og flere af os, der ikke lever op til standardkravene til at være en god, aktiv, produktiv og værdiskabende borger i dagens Danmark.

Den ene dag er det de arbejdsløse, der får nytteløs-mærkatet i panden. Den næste dag er det danskere med anden etnisk baggrund. Så er det børn og unge, der har svært ved at leve op til de faglige krav i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Dagen efter er det Udkantsdanmark og med jævne mellemrum er det de offentlige ansatte.

Hvordan er det dog kommet så vidt?

Det var det store samtaleemne til en julekomsammen jeg var til i sidste weekend hos en god bekendt her i København.

Rundt om bordet sad vedkommendes familie i alle aldre og formater. En antropolog ville nok katalogisere forsamlingen som noget af det mest normal-danske, man kan forestille sig: jyder, københavnere og københavner-jyder, der arbejder som akademikere, håndværkere og offentligt ansatte, men også medarbejdere indenfor en større privat virksomhed, en enkelt iværksætter plus to universitetsstuderende og en kokkelærling. Og så min sidemand og sidekvinde: et ægtepar med fælles lægekonsultation i en af Københavns forstader.

De kunne fortælle mig, at der på deres klinik kom flere og flere patienter med seriøse stress-symptomer. Men vel at mærke af en ny slags, hvor symptomerne umiddelbart ikke kunne kobles direkte, hverken til deres arbejde eller til konflikter i familien– eller nogen anden enkelt ting.

Derimod var der tale om en kropslig og følelsesmæssig reaktion på summen af alle de vidt forskellige typer af forventninger, der er til os i dag for at være en 'succes'. Ikke bare på arbejdet, også i familien, overfor vennerne, ude i køkkenet og hele vejen ind under dynen i ægtesengen. Den konstante fornemmelse af at skulle præstere og være på 360 grader rundt i livet, 24-7, hele tiden, altid.

Som om det ikke var nok i sig selv, var der yderligere et mønster i patienternes måde at håndtere deres problemer på. Nemlig at de vendte skylden for hele miseren indad. Det var deres egen skyld, at de havde det som de havde. Det var dem selv personligt, der var en fiasko. Pilen pegede aldrig udad, der blev ikke formuleret nogen kritik af den måde, vi i fællesskab organiserer vores samfund på, eller de ting, vi tillægger værdi frem for noget andet.

LÆS DEBAT

I dag er det den enkelte, der ikke kan klare mosten, stå distancen, tåle presset. Bare fortsæt præstationsflosklerne. Der er rigelig at tage af. For livet er blevet en kamp, en konkurrence, et X-faktor-show, et Big Brother-udskilningsløb, et Paradise Hotel-kick eller bare en gedigen, kedsommelig, men derfor ikke mindre klaustrofobisk, tur i hamsterhjulet.

Resultatet er derefter, kunne lægeparret fortælle: Følelsesmæssige og fysiske reaktioner som udbrændthed, ustabilitet, depressioner, ensomhed, aggressioner og misbrug af mad, alkohol og piller. Det hele bundet sammen af en rød tråd spundet af tab af mening og retningssans.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Plus et kendetegn mere: De mennesker, lægeparret så i deres konsultation, kom ikke fra en bestemt social klasse i det danske samfund. Nej, det var høj som lav, der havde mistet fornemmelsen af mening i livet på vejen hen mod den pokkers mållinje, som hele tiden flytter sig. En grundfornemmelse af aldrig at nå frem. Aldrig rigtig at være tilfreds med det, man har opnået. Aldrig rigtig være tilfreds med at være der, hvor man er. Fremad, fremad, fremad. Men mod hvad?

Hen over æbleskiver og julegløgg kunne vi godt blive enige om, at der er noget skrup-rablende-tosset over den måde at leve sit liv på.

Ingen af os, hverken kan eller skal klare det hele helt alene. Hvis samfundet stiller urimelige krav er samfundet urimeligt, og så må vi lave det om. Problemet er ikke dit eller mit – men det er vores!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden