Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Uffe Elbæk

Vi risikerer, at terrorangrebene vækker det værste hos os

Ræk nu hånden ud til de mest vidende personer i det danske og internationale samfund, der kender de radikaliserede miljøer bedst.

Uffe Elbæk

Mit kontor på Christiansborg ligger et godt stykke ude gangen på den etage, der bliver kaldt Ridebanen. Man kan næsten ikke komme længere væk fra Folketingssalen. Inden man når frem til mit kontor, skal man først forbi kontorer, der huser mine kollegaer fra Liberal Alliance og Politikens Christiansborg-redaktion.

Længere nede af gangen bor en række socialdemokrater, de grønlandske og færøske MF-er og endelig journalisterne fra Jyllandsposten og Altinget.

Når man tager turen ned af Ridebanen, hvad jeg jo gør mange gange i løbet af en dag, kan man selvfølgelig ikke lade være med at lægge mærke til, hvad der kører på tv-skærmene hos kollegaerne. Langt de fleste har stillet ind på TV2news. Anderledes kan det ikke være, for det er jo 'vores kanal': der hvor breaking news og Christiansborgpolitik går op i sin helt egen særlige energiske helhed.

Gennem de sidste to uger har de samme filmklip igen og igen kørt i loop over skærmene, når jeg tilbagelagde turen til eller fra mit kontor: Scenerne fra terror-attentatet i Paris og lige derefter over til et af direkte interviews med mine kollegaer fra Christiansborg. Igen og igen og igen.

De samme TV-billeder og de samme politiske udtalelser: Om de mørke kræfter, der gået til angreb på vores Europa, vores Danmark, vores værdier. Og lige derefter: Der er brug for et klart, entydigt og koordineret politisk modsvar; flere ressourcer til vores efterretningsvæsener, mere overvågning, ja - måske endda nødret. Dette er vores 11. september, får vi at vide igen og igen.

Og de mørke kræfter skal vide, at der ikke er nogen økonomisk eller lovgivningsmæssig bagkant, fortæller en sammenbidt justitsminister, der ved, at hun ikke bare har sin statsministers opbakning, men langt, langt de fleste medlemmer af Folketinget bag sig. Alle kræver stålsathed handling med det samme.

Det er overvældende og dybt forstemmende. Indtil nu har der været et nærmest larmende fravær af eftertænksomhed, refleksion og selvkritik hos os politikere, der ellers netop burde holde hovedet koldt og hjertet varmt

Der har i de sidste par uger hersket en hektisk adrenalin-pumpet stemning på Christiansborg og ikke mindst på Folketingets talerstol. Der er patos i stemmeføringen, sproget er båret af højstemte, følelsesladede billeder og alle er åbenbart klar til at yde det, der skal til.

Men vi står også overfor de mest formørkede, barbariske islamister, der ikke bare angriber os udefra, men indefra. De er iblandt os. Som en gift spreder de deres ideologi, stammekultur og forældede religion. Sådan er holdningen hos mange af mine politiske kollegaer og blandt journalister, meningsdannere og hele vejen ned i dybet hos Nationen på Ekstra Bladet og tilbage igen. I farten kan vi også lige nå at få lukket den forbandede Grimhøj-moske i Aarhus og få slået fast, at fordi du er født i Danmark, betyder det altså ikke, at du dermed er dansker.

Det er overvældende og dybt forstemmende. Indtil nu har der været et nærmest larmende fravær af eftertænksomhed, refleksion og selvkritik hos os politikere, der ellers netop burde holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Kun blandt de mest hardcore retspolitiske stemmer (som eksempelvis Institut for Menneskerettigheder, Advokatrådets strafferetsudvalg, tænketanken Justitia og senest juraprofessor Eva Smith her i avisen) har man rejst bekymringsfanen: Er vi ikke i handlingens hellige navn ved at handle os direkte derhen hvor terroristerne gerne vil have os? Hvor vi netop giver køb på de selvsamme retsprincipper, som vi påstår vi vil forsvare med brug af en alenlang række af overvågnings- og efterretningsinitiativer?

De sidste par uger har for mig mest af alt mindet om en surrealistisk ekstra prolog til romanen 'Den danske borgerkrig 2018 – 24' af Kaspar Colling Nielsen. Colling Nielsen’s bog fortæller på fremragende vis historien om hvad der ledte op til at borgerkrigen brød ud i Danmark. Et Danmark præget af markant øget økonomisk og social ulighed, en kultur gennemsyret af mistro overfor alt og alle; men ikke mindst overfor os politikere og selvfølgelig den finansielle sektor. De rige og magtfulde blev bare rigere og endnu mere magtfulde, lige til borgerkrigen brød ud. Resten må I læse jer til i en på alle måde anbefalingsværdig bog.

Ovenstående fremtidsscenarie kan lyde som ren overdrivelse uden nogen form for jordforbindelse. Men når man ser terroristernes syge handlinger, mediernes formidling, soldater der bliver sat ind i EU’s hovedstad, Bruxelles, når man lytter til vores egen justitsminister eller prominente politikere fra oppositionen, for ikke at glemme direktøren for EUs politienhed Europol, lyder det som optakten til noget rædselsfuldt.

Hvor konfliktniveauet bare stiger og stiger. Overvågningen tager til. Mistroen mennesker imellem vokser. Retsprincipper bliver sat ud af kraft. 'Dem og os'-retorikken tager til. Fjendebilleder dukker op overalt. Hele befolkningsgrupper marginaliseres, deres stemmer ignoreres eller deres argumenter diskvalificeres i debatten. Jo, det hele lyder alt for meget som noget, vi godt ved hvor ender…

Regeringen og alle moderate kræfter i Danmark har en afgørende rolle netop nu. Hvorimod de dogmatiske kræfter på hver side af konfliktlinjen kun har interesse i, at det her går frygteligt i hårdknude

Historien har heldigvis også masser af bud på, hvordan en sådan konflikteskalering kan stoppes. Men lad os først lige tage turen op af konflikttrappen, så kan du som læser selv afgøre, hvor på trappen vi er netop nu:

Første trin: Konflikten er ren; en uoverensstemmelse. Man forsøger at løse problemet.

Andet trin: Personificering. Nu flytter problemet fra en selv over til modparten. Vrede, bebrejdelser, forsvar, sårethed, misforståelser, forvrængninger. Parterne betvivler hinandens motiver og karakter.

Tredje trin: Problemet ekspanderer. Nye problemer dukker frem sammen med gamle uforløste konflikter.

Fjerde trin: Samtalen opgives. Man kommunikerer upræcist, vreden slører tanken, forståelsen glipper, det er de døves dialog. Man undgår hinanden, bagtaler, søger forbundsfæller, kommunikerer ved uvenlighed eller fjendtlige handlinger.

Femte trin: Fjendebilleder opstår. Nu er det de gode mod de onde, ham eller mig, øje for øje, konflikten tiltrækker al energi.

Sjette trin: Åben fjendtlighed. Begivenhederne kommer ud af kontrol, kontakten varetages af ekstremister, fjendebilleder bliver autentiske. De mådeholdne i begge lejre udskilles som forrædere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Syvende trin: Polarisering. Geografisk adskillelse. De andre ses som umenneskelige. Tvangshandlinger, vold, flugt, ond spiral.

Hvordan pokker kommer man dog ned igen, når konflikten først er kørt op. Her er er et bud:

Første trin: Accept af uenighed. De involverede parter i konflikten er enige om, at de er uenige. De aftaler tid, sted og regler for den videre samtale.

Andet trin: Tre skridt tilbage. Enighed om, at man vil forsøge at løse konflikten, træde tre skridt tilbage og se selvkritisk på egne bevæggrunde.

Tredje trin: Alle får taletid. Der bliver skabt tid og rum til, at alle fremlægger deres standpunkter og deres historie.

Fjerde trin: Forståelse af problemets kompleksitet. I fællesskab finder man ned til de underliggende behov, interesser og problemer bag den konkrete konflikt.

Femte trin: Løsningsscenarier undersøges. I fællesskab udarbejder man mange forskellige løsningsscenarier og handlemuligheder. Parterne enes om at vælge nogle, som undersøges yderligere.

Sjette trin: Accept af handlingsplan. Det undersøges, om alle er tilfredse med de valgte muligheder, og man indgår helt præcise aftaler. En handlingsplan formuleres, accepteres og sættes i værk.

Ovenstående konflikttrappe og dermed løsningsmodel tager afsæt i konkrete historiske erfaringer fra så vidt forskellige politiske konflikter som borgerkrigen i Irland og Sydafrika. Samstemmende fortæller de, at selvom en given konflikt kan virke fuldstændig uoverkommelig, så kan et samfund og dets borgere vælge en anden og mere eftertænksom, fredelig vej end konfrontationens og konfliktens vej.

Er det ikke det, vi skal i Europa? Er det ikke det, vi skal i Danmark. Jo, det er. Vi skal ikke videre op af konflikttrappen. Vi skal ned af den. Her har regeringen og alle moderate kræfter i Danmark en afgørende rolle netop nu. Hvorimod de dogmatiske kræfter på hver side af konfliktlinjen kun har interesse i, at det her går frygteligt i hårdknude.

Kun blandt de mest hardcore retspolitiske stemmer (som eksempelvis Institut for Menneskerettigheder, Advokatrådets strafferetsudvalg, tænketanken Justitia og senest juraprofessor Eva Smith her i avisen) har man rejst bekymringsfanen

Derfor bør regeringen gå forrest. Ikke bare ved at komme befolkningens behov for tryghed og sikkerhed i møde ved at øge masseovervågningen og bevilge flere penge til vores efterretningsvæsener. Men i lige så høj grad ved at stå op for de afgørende grundpiller i et levende og dynamisk demokratisk samfund: Beskyttelse af privatlivets fred og den enkelte borgers ret til at leve og ytre sig som vedkommende finder rigtigt (så længe det ikke strider mod landets love).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og en ting mere: Række ud til de mest vidende personer i det danske og internationale samfund, der kender de radikaliserede miljøer bedst. Socialarbejdere, lærere, politi, religiøse ledere, kulturpersonligheder, journalister og forskere. Folk som rent faktisk ved, hvad de snakker om. Fordi de kender problemerne indefra og over lang tid. For sammen med denne kreds af erfarne personer, miljøer og institutioner at skitsere en vej ud af den kulturelle og sociale blindgyde som Europa og Danmark i disse dage og uger er hovedkulds på vej ind i.

Hvis ikke regeringen tager et sådan forsonings- og brobygningsinitiativ til blandt andet sine muslimske borgere, må andre gøre det. For ellers risikerer vi, at de aktuelle terrorangreb vækker det værste hos os. Hvilket kan åbne op for, at det mangfoldige og relativt fredelige Europa, vi kender, igen bliver krigenes Europa.

Skal vi virkelig gentage det sidste århundredes europæiske fejltagelser igen? Nej, vi skal ikke.

Lad os sammen finde en begavet vej ned af den konflikttrappe, vil allerede er kommet alt for højt op på.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce