Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stop med at tage jer selv og jeres karakterer så alvorligt!

De unge bør tage ud for at se og mærke verden.

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Indenfor de sidste par uger har jeg haft tre interessante samtaler med unge, der befandt sig i gymnasiealderen og et stykke op i tyverne.

De var alle kvikke, nysgerrige og vidende. Den ene gruppe var en gymnasieklasse fra det nordlige København, den anden var medlemmer fra et af vores ungdomspartier og den tredje gruppe var de unge fra Et Andet Universitet, der i den forgangne uge indledte en blokade på Københavns Universitet.

De to første grupper af unge havde det træk til fælles, at de var ekstremt disciplinerede og uddannelsesambitiøse. Hvilket i sig selv ikke burde være noget problem. For målet er jo verdens bedst uddannede generation, hvad der kommunikeres uafbrudt fra Christiansborg - efterfulgt af mantraet om, at jo længere en uddannelse er, jo bedre er den.

Men der var noget, der ikke hang sammen for mig. Hvilket blev tydeligt, da jeg stillede de to grupper af unge det samme spørgsmål - uafhængigt af hinanden: Hvor mange af jer overvejer at blive iværksættere? Underforstået: Hvor mange af jer har lyst til at gå jeres egen vej her i livet.

I gymnasieklassen var der tre ud af små 30, der overvejede at blive selvstændige. Tallet på unge med en iværksætter i maven blandt medlemmerne af ungdomspartiet var endnu lavere. Ud af gruppen på ca. 80 unge var der vel fire-fem stykker, der overvejede det. Ikke flere. Til gengæld var der rigtig, rigtig mange, der gerne ville være ph.d.-studerende, fornemmede jeg.

Jeg fik en længere snak med gymnasieklassen om det karakterræs, de alle åbenbart bare tager for givet. At konkurrencen om at få de højeste karakterer nærmest er blevet en livsbetingelse for dem. Eller som en af dem sagde: Jamen, vi bliver da nødt til at få høje karakterer, for ellers kommer vi aldrig ind på de uddannelser, vi gerne vil ind på. Det er da derfor, at vi alle sammen går efter at få 12 i vores fag.

Hvortil jeg svarede, at min anbefaling ville være det stik modsatte; at de tog deres karakterer langt mindre alvorligt. Ja, at de i det hele taget tog sig selv og deres uddannelsesplaner langt mindre alvorligt. Og i stedet - for pokker da – tog ud i verden efter endt gymnasium.

Tag ud og se og mærk verden, sagde jeg. For at komme tilbage på uddannelsessporet langt mere livskloge og med en betydelig bedre fornemmelse af, hvilken uddannelse – og ikke nødvendigvis en akademisk - der egentlig ville give mening for jer at påbegynde.

Det var ca. på det tidspunkt i samtalen, at en af eleverne spontant udbrød: Du siger altså det stik modsatte af mine forældre

Det var ca. på det tidspunkt i samtalen, at en af eleverne spontant udbrød: Du siger altså det stik modsatte af mine forældre. Der stod jeg ældre mand overfor en gruppe særdeles velbegavede unge, som netop var startet på deres rejse igennem livet. De var alt det, jeg ikke var, da jeg var på deres alder: Målrettede, fokuserede, velopdragne, reflekterede og umådeligt nuancerede i deres formuleringer og verdenssyn. Men også så høflige, at det grænsende til det næsten afrettede.

Deres høflighed kunne selvfølgelig også være på grund af den lidt særlige situation, de befandt sig i; det at være på besøg på Christiansborg. Men efter at have sagt farvel til dem, stod jeg alligevel tilbage med fornemmelsen af, at jeg lige havde mødt konkurrencestatens børn.

Hvor var oprøret? Hvor var uviljen mod at gå i forældrenes fodspor? Hvor var nysgerrigheden til at finde deres egne stier i det ukendte territorium der lå foran dem? Kort sagt: Hvor var lysten og energien til at skrive deres eget originale kapitel, som den nye generation, de jo for pokker er?

Nogle dage senere tog jeg op til de studerende, der havde blokeret Københavns Universitets rektorat. Jeg var nysgerrig efter at møde dem. For her var en gruppe unge, som klart havde lyst til at ændre både indholdet og formen på den uddannelse, de var i gang med. På gangen udenfor rektors kontor fik jeg derfor mulighed for at spørge ind til deres aktion, og hvorfor de egentlig kalder sig selv for Et Andet Universitet.

Deres fortælling var helt i tråd med det, jeg havde oplevet ugen før i samtalen med gymnasieeleverne. Nemlig en ungdomsgeneration der er vokset op med et karakterræs uden sidestykke. Oven i købet har disse studerende også fået en fremdriftsreform, der puster dem koldt i nakken, så de så hurtigt som muligt kan komme ud og finde deres respektive pladser i det akademiske hamsterhjul.

Til forskel fra de unge gymnasieelever og de unge ungdomspolitikere, havde de unge foran rektors kontor i det mindste sagt stop. De ville ikke mere. De var nået til et punkt, hvor de ikke orkede mere snak om erhvervsrettede studier, karriereplanlægning og enøjet fokus på at komme igennem studiet så hurtigt som muligt.

Efter at have sagt farvel til dem, stod jeg tilbage med fornemmelsen af, at jeg lige havde mødt konkurrencestatens børn.

Til gengæld ville de gerne snakke med mig om faglig fordybelse, personlig dannelse og frihed til at forske uden at konklusionerne på forhånd var defineret af de erhvervsvirksomheder og fonde, som universitetet arbejdede sammen med.

Og så ville de gerne diskutere med mig, hvad samfundet Danmark overhovedet vil med universitetet som vidensinstitution. »Er der ikke mere end nogensinde brug for, at samfundet har et sted, hvor tanken er fri og de grundlæggende kritiske samfundsspørgsmål kan se dagens lys?«, som en af de unge studerende formulerede det. Ingen tvivl om at han ville et helt andet universitet, end det han i dag er en del af.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men selv de unge, der havde blokeret rektors kontor var næsten for høflige i deres kritik af tingenes tilstand. På den ene side var der ingen tvivl om, at de tog deres aktion dybt alvorligt.

Men på den anden side var der en tone af opgivelse overfor system med stort S. Som om de godt selv var klar over, at deres aktion måske havde mere symbolsk betydning, end at det havde potentiale til at starte et nyt ungdomsoprør på de danske universiteter.

Med fare for at lyde revolutionsromantisk, får jeg lyst til at sige til de unge bag Et Andet Universitet: Det er den lille forskel jeres aktion er, der kan komme til at gøre den store forskel.

At en lille gruppe dybt engagerede mennesker bare har fået nok og ikke længere vil acceptere at spille efter de gældende regler. Det er sådan al væsentlig samfundsforandring starter. Fordi det inspirerer andre til også at tage stilling.

Og der er ved gud behov for, at de unge siger fra overfor konkurrencestatens logik, ensretning og selvdisciplinering. Det stod helt tydeligt for mig efter mine møder med de unge i de sidste par uger; fra de unge i gymnasieklassen over ungdomspolitikerne til studenteraktivisterne på Københavns Universitet. Men det er ikke bare deres kamp, det her. Der er mindst lige så meget brug for, at alle vi andre også tager stilling og siger fra.

Hvorfor er der ikke flere akademiske medarbejdere på universiteterne og vores øvrige uddannelsesinstitutioner, der sætter spørgsmålstegn ved den ensretning, der lige nu sker på vores uddannelsesinstitutioner? Hvorfor er der ikke flere protester mod meningsløse evalueringer, benchmarking-undersøgelser eller effektivitetsfremmende tiltag?

Hvorfor er der ikke flere medarbejdere på vores statslige institutioner eller ude på vores kommunale arbejdspladser, der siger nok er nok? Siger fra overfor den centraliserede top-down-arbejdsgiver-kultur, der i dag præger langt de fleste offentlige arbejdspladser. Hvor er medarbejderdemokratiet? Hvor er selvstyret? Hvor er decentraliseringen? Alt det vi for få årtier siden forbandt med et levende, involverende demokratisk samfund.

Det er også i dette lys, at det kommende folketingsvalg bliver skelsættende. For det er ikke bare et valg mellem Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen og deres respektive grader af troværdighed som landets øverste chef.

Nej, det er et valg om noget langt mere afgørende: Nemlig enten en cementering af konkurrencestatens værdier, tænkning og menneskegolde succeskriterier eller et politisk nybrud, der gør op med den vækst og konkurrenceforståelse, der ødelægger såvel kloden som os, der bor på den.

Men har vi virkelig modet til at forestille os en radikal anden fremtid, end den konkurrencestaten har tegnet op for os? Det håber jeg. Lige så meget som jeg håber, at de unge jeg har mødt de sidste par uger gi'r pokker i det nuværende karakterræs og uddannelseshysteri, for ikke at sige uddannelsessnobberi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fællesnævneren både for de unge og alle os andre er at gøre op med forestillingen om, at den måde, vi i dag organiserer vores samfund på, er som mejslet i sten. Det er den ikke. Hvordan Danmark skal se ud i fremtiden, er det kun os i Danmark, der kan bestemme.

Det er os, der bestemmer. hvordan vores uddannelser er skruet sammen, hvordan vores arbejdspladsdemokrati ser ud, hvordan vi prioriterer vores børn og unge, hvordan vi passer på hinanden, og hvilke værdier der er afgørende vigtige for os.

Det er ene og alene os, der bestemmer det i fællesskab gennem ligeværdig forhandling. Og ikke en udefineret, nærmest mytologisk væsen, som bliver kaldt den globale konkurrence. Lad os bare få den samtale – også under den kommende valgkampagne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden