Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg er gymnasielærer, og jeg hader at give mine elever karakterer

Hvordan er vi nået dertil, at nogle elever ikke kan modtage en lav karakter, uden at de tror, at de har fejlet som mennesker, og at deres fremtid er ødelagt?

Debatindlæg

Jeg er gymnasielærer, og jeg hader at give karakterer.

Mange tror måske, at vi, som tandlægerne, nyder at pine de unge mennesker, at bore i deres videns enorme huller og udstille dem til spot og spe, for herefter at rydde hele mundhulen inklusive tunge og erstatte hele herligheden med en kopi af vores eget tale- og tankesæt.

Intet kunne være længere fra sandheden. Der findes ikke moderne gymnasielærere, der praktiserer på den måde.

Gymnasierne er godt i gang igen efter sommerferien; ind ad dørene kom 2000-generationen, som er en krisegeneration.

I vores egen frygt for fremtiden har vi skabt lige præcis den ungdom, vi gerne ville have, men de er ikke lykkelige, og de har mistet lysten til at lære

De var børn, da den økonomiske krise var på sit højeste, og det har bundfældet sig i dem, ikke mindst gennem et folkeskolesystem, der som altid har skullet løse alle landets problemer. For en del børn af millenniet har effekten desværre været, at de har mistet lysten til at lære, men de bøjer gerne hovedet og gør, hvad de skal, i kampen om den gode karakter.

De unge mennesker lever i en syg blanding mellem konkurrencestaten og det senmoderne samfund. Det er lige præcis denne giftige cocktail, der ødelægger lærings- og livsgnisten hos studenterne, der ellers burde have bevæget sig nysgerrigt videre i uddannelsessystemet.

Det er et helt vanvittigt postulat, at de unge skal stræbe og uddanne sig, fordi kineserne kommer, og det er ganske enkelt uværdigt for et land som Danmark at motivere til læring gennem frygt.

I min hverdag taler jeg med mange unge mennesker, som er angste for fremtiden. Det er de grundlæggende, fordi de ikke brænder for noget, der er ikke noget, de virkelig gerne vil her i livet; og de tror, at hvis de vælger en bestemt vej i livet, så har de samtidig valgt alt andet fra og dermed afskåret sig selv fra en række mulige selvrealiseringer.

Derfor bliver målet for dem alene at fokusere på 12-tallet, men det er et mål uden indhold, for det er ikke læringen eller den faglige nysgerrighed, der er vigtig for dem, det er alene bekræftelsen af den tynde hinde af identitet, de har smurt ud over de sociale medier, de søger gennem den gode karakter.

Det er en underliggende præmis i det senmoderne samfund, at vi tror, at vi skaber os selv, at alle døre står åbne til fremtiden, at man gennem viljen til at realisere sig selv kan skabe lige den identitet, man gerne vil have, og det liv, man gerne vil leve – men det er en løgn.

Den løgn er så grundfæstet i nogle elever, at de ikke kan modtage en lavere karakter, uden at de tror, at de har fejlet som mennesker, at deres fremtid er ødelagt. Det går dem som en pige i 1. g, jeg gav en danskopgave tilbage med karakteren 7, hvorved hun brød grædende sammen med ordene: Nu bliver jeg aldrig læge.

Hvis man med et trylleslag fra Dumbledore (i skikkelse af Ellen Trane Nørby) kunne gøre alle elever dobbelt så dygtige, ville eleverne stadig få samme karakterer. Sådan er systemet opbygget, det er kun de bedste 10 procent, der skal have 12, og gennemsnittet skal ligge på 7.

Det er et system, der fokuserer på niveaudeling af eleverne, ikke på elevernes evne og vilje til at lære, og det står i skarp kontrast til curlingforældrenes drøm om, at deres små poder kan blive til lige, hvad de vil i Disneyland.

Det er ikke mange forældre, der fortæller lille Hans, at han nok ikke skal regne med at blive fodboldspiller eller astronaut; og selv om jeg hader Thomas Blachman for at gøre det på nationalt tv, er det jo rigtigt, når han fortæller visse unge mennesker, at de ikke kan synge.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I gymnasiet bliver mange af fremtidens døre lukket for eleverne, og det er en ny erkendelse for dem, der kræver, at de forholder sig til fremtiden på en måde, de ikke er vant til, og som går stik imod den senmoderne unges opfattelse af sig selv.

Det enorme pres for at præstere optimalt har stresset de unge mennesker som aldrig før, aldrig har så mange ellers dygtige elever haft brug for skolepsykologer og studievejledere. I vores egen frygt for fremtiden har vi skabt lige præcis den ungdom, vi gerne ville have, men de er ikke lykkelige, og de har mistet lysten til at lære.

Det er afgørende, at der sker en adskillelse af karaktererne brugt til fordeling af eleverne på de videregående uddannelser, og karaktererne brugt i læringsøjemed. Som det er nu, vil eleverne helst kun udtale sig i timerne, hvis de er sikre på, at det er rigtigt, det de siger, hvilket er yderst hæmmende for den ydmyge og delikate dialog, der har været grundlaget for al læring siden Sokrates.

Løsningen ligger ligefor. Karakterer givet af lærerne i løbet af læringstiden (de såkaldte årskarakterer) skal ikke tælle med i det karaktergennemsnit, som eleverne søger videre med. Karakterer givet af lærerne i forbindelse med undervisning bør kun være vejledende for eleverne i forhold til deres præstation; det vil give en mere åben kommunikation lærere og elever imellem.

Det vigtigste, ethvert menneske skal have med sig fra skolen, er lysten til at lære, og det er lige præcis den, vi skal give tilbage til de unge.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce