Uffe Elbæk

Åbent brev: Jeg er dybt bekymret over den politiske blindgyde, vi er endt i, Lars Løkke

Vi er ved at miste vores retningssans og orienteringsevne som mennesker og som samfund.

Uffe Elbæk

Det er første gang i mit liv, at jeg har skrevet et åbent brev. Og det bliver ikke mindre underligt af, at du givet læser det umiddelbart før, at vi to senere i dag skal stå overfor hinanden nede i Folketingssalen til den månedlige spørgetime.

Du ved og jeg ved, at tiden under spørgetimen er mere end begrænset. Tre korte spørgsmål og tre tilsvarende korte svar og ikke et sekund mere. Hvis det står til Folketingets formand. Så hvad gør man så, når man som jeg har rigtig meget på hjertet? Man skriver et åbent brev til sin statsminister. For det er det, du er. Min og alle andre danskeres statsminister. Uanset om vi bor i Nordjylland eller på Nørrebro. Og uanset om vi har stemt på dig eller ej.

I din nytårstale sagde du: »(…) den måde, vi håndterer krisen på, er afgørende for Danmarks fremtid«. Du har fuldstændig ret. Og netop derfor er jeg dybt bekymret. For efter sidste uges debat om den seneste række af asylstramninger, bl.a. valget om at tage (nogle) smykker fra flygtninge samt valget om at afkræve fædre, mødre, børn at vente 3 år på genforening, endte Danmark igen på forsiden af markante internationale medier, som fx International New York Times. Og det var absolut ikke pæne ting, den internationale presse skrev om den førte danske asylpolitik. En kritik, FN og Europarådet efterfølgende bakkede op om.

Jeg er dødærgerlig over, at vigtigheden af at sende et tydeligt signal til flygtninge om, at Danmark ikke er et rart sted at være, i så høj grad overstiger viljen til og ønsket om at behandle mennesker på flugt med anstændighed.

Du kender min holdning på det punkt. Noget andet er så, at Danmark – både set udefra og set indefra – er under hastig social og politisk forandring. Fra at være et åbent, tillidsfuldt land er vi ved at lukke os om os selv. Sådan oplever jeg det i hvert fald.

Samtidig ved jeg jo godt, at der er mindst lige så mange, som ser stik modsat på det. Forskellen i indstilling til de forandringer, der finder sted i Danmark, er markant, og det skal vi alle tage alvorligt. Ikke kun fordi vi skal pleje vores internationale omdømme, nej, det her handler om noget langt vigtigere end ry og rygte.

Danmark har brug for en samlende stemme, der skaber rum for samarbejde

Vi skal tage denne nationale splittelse alvorligt, fordi de sociale relationer, ja tilliden, til hinanden - borger og borger imellem - er truet som aldrig før. Gennem årtier er hårde ord blevet til hadske ord, og barsk politik er blevet til brutal politik, og det har slået dybe revner i vores indbyrdes relationer og sammenhold. Mellem land og by. Mellem befolkningsgrupper. Og helt ind i den enkelte familie.

Jeg mener ikke, at det skyldes mødet med fremmede værdier, men derimod snarere følelsen af, at vi er ved at miste vores egen retningssans og orienteringsevne. Som mennesker og som samfund.

Da jeg hørte din nytårstale bed jeg også mærke i ordene: »Vi er sammen om at passe på Danmark. Det er vores styrke. Det har gjort os til et af verdens rigeste, frieste og mest harmoniske lande. Den styrke skal vi holde fast i – også når vi er uenige«.

Jeg synes, at det er vigtige og rigtige formuleringer. Naturligvis skal der være plads til politisk uenighed, og det højloftede rum er netop en af vores styrker. Men uenigheden må ikke splitte os som samfund. Må ikke ødelægge det levende og betydningsfulde fællesskab, der spænder på tværs af sociale, kulturelle og partipolitiske tilhørsforhold, som vi har bygget op.

Jeg ved, at du mener, at dansk homogenitet og sammenhold er truet af, at flygtningene kommer hertil. Jeg mener, at den allerstørste trussel udgøres af vores egen værdimæssige udskridning.

Jeg mener faktisk, at den interne splittelse er et udtryk for en dybereliggende værdikrise i Danmark og Europa. En værdikrise, som vi politikere må tage mere end seriøst. Det, nogle kalder flygtningekrisen, er blevet til vores værdikrise.

Det er Danmarks evne til at være et nysgerrigt, dynamisk og forpligtigende socialt fællesskab, der er på spil

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En krise, der handler lige så meget om os selv og vores forståelse af, hvilket slags land Danmark i grunden skal være, som den handler om vilkårene for de flygtninge, der banker på vores dør. Derfor føder den aktuelle flygtningekrise en dyb tvivl hos mange. En tvivl om, hvorvidt vi politikere stadig på Christiansborg overhovedet har evnen og viljen til at arbejde sammen om bæredygtige nationale løsninger. Løsninger, der gør os stærkere. Sammen.

Heldigvis oplever jeg på mine rejser rundt i Danmark et civilsamfund, der tager over, når vi åbenbart ikke kan finde ud af det inde på Christiansborg. I september sidste år så vi alle, hvordan tusinder af danskere tog initiativ til at hjælpe de mange flygtninge, som kom ind i landet enten gennem Rødby, Padborg eller Kruså. Og for ganske nyligt er ungdomspartierne gået sammen om at finde en fælles løsning på flygtningekrisen.

Andre aktuelle eksempler: På Københavns Hovedbanegård arbejder borgere i døgndrift for at støtte nyankomne flygtninge. I lokalområder oprettes der kaffestuer, lektie-cafeer og mentorordninger. Ja, der går ikke en dag, hvor humanitære organisationer ikke melder om overvældende interesse fra danskerne om at blive frivillige.

Det er forandring nedefra. En forandring, der vil noget. Og denne forandringslyst kommer også fra erhvervslivet. Igennem de seneste år har flere og flere – små som store – virksomheder meldt sig på banen for at bidrage til at tage bedre imod nytilkomne. Det har du, Lars, også selv bidraget positivt til med mødet på Marienborg for nylig. Tak for det.

Viljen til fra civilsamfundet - ude blandt græsrødderne - at udvise samfundssind, skal vi politikere lære af - for måske er det ikke altid os politikere, der har svaret. Det er måske i virkeligheden sjældnere og sjældnere tilfældet.

Splittelsen og handlingslammelsen blandt os politikere i Folketinget bekymrer mig dybt. Ikke mindst fordi den daglige politiske skyttegravskrig bestemt ikke er fremmende for tilliden til folkestyret – en tillid, som allerede er vekslet til brændende mistillid. At genetablere tilliden må være en kerneprioritet for alle os folkevalgte.

Jeg vil derfor gerne komme med en appel til dig, Lars. Om at favne hele Danmark. Den humanitære krise bør ikke ses som afsæt til at pleje særlige vælgergrupper eller interesser, men til at sikre, at afstanden mellem os politikere, mellem borgerne, ikke vokser.

Danmark har brug for en samlende stemme, der skaber rum for samarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg opfordrer dig derfor til at invitere danske politikere, interesseorganisationer, græsrodsbevægelser, virksomheder, fagforeninger, kunstnere og ikke mindst borgerne til en fælles national dialog. Den kan finde sted på Christiansborg, i medborgerhuse, på vores biblioteker, højskoler, kulturinstitutioner eller hjemme over køkkenbordet. Bakket godt op af TV- og netdebatten. Du bestemmer. For Danmark har brug for, at du som statsminister går forrest. Og hvis du gør, kommer du ikke til at gå alene. Det vil jeg godt garantere dig.

Jeg vil i hvert fald med glæde være den første til at smide min partipolitiske kasket uden for døren. Jeg vil gerne gå ind i dialogen om løsninger med et åbent sind. Situationen er nemlig alt for alvorlig til, at den reduceres til en bogstavleg mellem A, B, C, F, I, O, V, Ø og Å. Det er Danmarks evne til at være et nysgerrigt, dynamisk og forpligtigende socialt fællesskab, der er på spil.

Lad os komme i gang. Som du selv sagde i din tale: »Vi skal passe på Danmark«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden