Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lad os for pokker tage friheden tilbage

Er smukke, veltrænede kroppe og frihed til at købe og shoppe vejen til et lykkeligt liv? Gu’ er det ej.

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er heldig, jeg ved det. Det er et kæmpe privilegium, at være politisk leder for Alternativet. Hvorfor? Fordi jeg sammen med de 9.000 andre medlemmer af Alternativet har fået – og ikke mindst taget – muligheden for at bygge et nyt politisk parti og en bevægelse op helt fra bunden.

Det er ene og alene os der laver spillereglerne, ingen andre. Det er ene og alene os, der bestemmer hvordan vi indretter vores lokaler, formulerer vores politik, udvikler vores kultur, håndterer interne som eksterne konflikter og vælger, hvem vi har lyst til at arbejde sammen med eller ej. Kort sagt: Det er os i Alternativet, der bestemmer over vores egen lille verden. Ingen andre.

Jeg hører formuleringer som 'jeg løber hurtigere og hurtigere uden rigtig at komme ud af stedet' eller 'det hele er blevet overflade og karriere, hvor vi på forhånd har opdelt hinanden som enten vindere eller tabere'.

Så når det går os godt, er det vores egen fortjeneste. Når det ikke gør, er der kun et sted pilen kan pege hen, og det er mod os selv. Og det gør pilen jo fra tid til anden, fordi vi selvfølgelig begår fejl. Men det er også okay, hvis vi vel at mærke lærer af de fejl, vi begår. Alene det – at turde lave fejl, begå dumheder og eksperimentere - giver en fantastisk frihedsfornemmelse.

Måske er det på grund af dette særlige sted i mit liv, hvor jeg lige nu befinder mig, at mine tanker og følelser gennem længere tid har kredset om det samme spørgsmål: Hvornår føler jeg mig egentlig fri? Ikke bare sådan overfladisk, friskfyragtig fri, men fri på et dybere og mere personligt plan. Hvor jeg har kontakt til alt det – følelser, behov, længsler, ambitioner, håb og drømme - der virkelig betyder noget for mig. Mine følelser, værdier, retfærdighedssans og samfunds- og menneskesyn.

Derfor har jeg gennem de sidste uger og måneder mere end én gang overvejet, hvor fri jeg egentlig er. Eksempelvis når jeg står i Folketingssalen og stiller spørgsmål til statsministeren. Er jeg oprigtigt tilstede med alt det, der er mig, når jeg står over for Lars Løkke Rasmussen? Eller træder jeg lidt for velvilligt ind i rollen som den Christiansborg-ansvarlige partileder?

Og hvor eftertænksom og reflekteret er jeg egentlig i mine svar på de spørgsmål, som journalisterne i Debatten eller Deadline stiller mig? Igen: Forsøger jeg i mine svar – bare en anelse – at tilpasse mig den berømte mediedefinerede politiske skive, eller svarer jeg det, som mit hjerte fortæller mig, at jeg skal? Selv på Alternativets gruppemøder på Christiansborg, hvor fri er jeg egentlig? Hvor ærlig er jeg, når det kommer til stykket? Jeg prøver. Gu’ prøver jeg. At være mig. Fuldt ud. Men det er en konstant udfordring at finde den rigtige balance mellem min offentlige rolle og mit indre følelsesliv.

Alt det her er selvfølgelig mit eget drama, det ved jeg godt. Og derfor kan denne klumme i princippet være hamrende irrelevant for alle andre end mig selv. Og så alligevel ikke. Måske. For gennem de sidste år har jeg igen og igen hørt mine venner, bekendte og kollegaer sige, at de er kørt sur i deres liv. Ja, at de ikke længere forstår, hvorfor vi har indrettet vores familieliv, vores uddannelser, vores arbejdspladser og vores politiske liv, som vi gør. Jeg hører formuleringer som ”jeg løber hurtigere og hurtigere uden rigtig at komme ud af stedet” eller ”det hele er blevet overflade og karriere, hvor vi på forhånd har opdelt hinanden som enten vindere eller tabere”.

Men jeg hører også i samtaler med mine nærmeste venner om en lyst til – ja, en dyb længsel efter – at genvinde meningen, retningen og livsglæden ved livet. Et ønske om at tage livet tilbage. Spørgsmålet er selvfølgelig, fra hvem skal de tage det tilbage fra? Og hvordan? Ikke mindst nu hvor det hele er så galopperende fucked up?

Og det er det sgu’: Altså fucked up. Kriserne og problemerne står jo i massiv kø: Klimakrise, flygtningestrømme, smykkelove, Panama-milliard-skatteskjul, terrorangreb, aktivistisk udenrigspolitik, stressfremkaldende New Public Manegement reformer her, der og alle vegne, en uddannelsessektor der er i knæ på grund af både fremdrifts- og folkeskolereformer, karakterhysteri og adgangskrav, skattelettelser i toppen og økonomisk pisk i bunden hos de fattigste. Det hele tilsat en ordentlig portion angst og ensomhed understøttet af en konstant enerverende grundtone af mistillid, kontrol, overvågning og mistillid borger og borger imellem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan er vi dog endt her? Og hvordan kommer vi ud af den mentale, kulturelle og værdimæssige blindgyde, som vi åbenbart – mere eller mindre – frivilligt er gået ind i som samfund?

Hvis man spørger de borgerlige bloggere, lederskribenter og meningsdannere skete syndefaldet i 1968. Derfra er det kun gået ned af bakke. Fortællingen er massiv og bliver fortalt igen og igen. Fra folketingets talerstol, i avisernes ledere, i debatprogrammerne på TV og radio og i blogs på nettet. Og ikke nok med det: Der bliver lovgivet efter denne fortælling som aldrig før. Der bliver rettet ind og strammet til. Der bliver ikke bare talt i takt, der bliver gået i takt og det nederste trin i den sociale samfundsstige begynder højere og højere oppe. Vi har på forbavsende kort tid skabt et samfund opdelt i vindere og tabere. Hvor frihed betyder noget ganske andet for dem i toppen end for dem i bunden.

Men det værste er, at det virker som om, at vi alle er begyndt at drømme den samme strømlinede drøm. En drøm om friheden til at forbruge. Hinanden. Uhæmmet. Men er frihed til at købe, shoppe og forbruge, det samme som at være et frit menneske? Gu’ er det ej.

Er smukke, veltrænede kroppe adgangsbillet til et lykkeligt liv. Gu’ er det ej. Er den ambitiøse lige vej igennem uddannelserne garant for, at du lander det rigtige sted i tilværelsen. Gu’ er det ej. Lad os for pokker tage frihedsbegrebet tilbage. Lad os tage vores demokratiske autoritet tilbage. Lad os begynde at drømme forskellige drømme. Ikke-perfekte drømme. Underfundige drømme. Vilde drømme. Heftige drømme. Følsomme drømme.

Det er sådanne tanker, jeg gør mig i disse dage. Om et nyt progressivt frihedsprojekt. Et nyt frigørelsesprojekt. Men også et nyt demokratiprojekt. For et levende, dynamisk demokrati er nu engang og bør altid være et frihedsprojekt. Og derfor er det også mit helt store håb, at vi – hver og én – tager vores demokratiske autoritet til os. Hjemme i stuen, i klasselokalet, på studiet, på arbejdspladsen, i fodboldklubben, på plejehjemmet og ja, selvfølgelig også nede i folketingssalen. Og at vi bakker hinanden op i ambitionen om, at vi hver især skal have mulighed for at udleve vores livspotentiale på højeste meningsfulde niveau. Børn, unge, voksne, ældre som gamle. Kvinder, mænd, transer, jyder, københavnere og alt der imellem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi skal generobre modet til at opsøge vores egen dybe frihed. Der, hvor vi siger: Jeg må ikke bare godt være her, jeg har ret til at være her. Og det er mig der bestemmer, hvordan mit liv skal forme sig. Ikke mine forældre, min lærere, min arbejdsgivere, mine venner, min præst, min imam, min rabbiner eller min partileder. Nej, det er mig der bestemmer. Vel at mærke, så længe mine valg ikke går ud over andres muligheder for at leve deres liv, som de ønsker. Ikke bare her og nu, men også for de kommende generationers mulighed for at leve det liv, de har fortjent. Som kloden har fortjent.

Det er mit frihedsprojekt. Det er min politiske ambition. At vi tager vores demokratiske autoritet til os, og at vi hver især har modet til at gå på opdagelse i den dybe personlige frihed. Der hvor livet først bliver rigtig interessant. Måske er det på tide, at vi får endnu et ungdomsoprør. Denne gang ikke bare for de unge. Men for os alle sammen. Jeg er klar. Er du?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden