Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Uffe Elbæk

Danmark skal ud af den økonomiske, sociale og miljømæssige blindgyde

For mig handler politik ikke om Mette Frederiksen versus Lars Løkke Rasmussen - det handler om, at man vil noget med den førte politik.

Uffe Elbæk

Inden for den sidste uge er jeg alfaderligt blevet belært af Børsen om aktiemarkedets fortræffeligheder, og så har jeg lige derefter hørt fra Socialdemokraternes gruppeformand, at det parti, jeg er politisk leder for, ikke bare er politisk håbløst, men udtryk for decideret politisk bluff.

Det sidste blev formuleret ikke bare én gang, men to gange. Først i Morgenavisen Jyllands-Posten og dagen efter i Ekstrabladet. Og udlægningen blev senere bakket op af Socialdemokraternes politiske ordfører. Givet for lige at understrege over for vælgerne, at socialdemokratiet altså mener det, de siger om Alternativet.

LÆS MERE ELBÆK

Min MF-kollega og Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, har svaret sobert og ordentligt på den – for mig – overraskende verbale kritik fra Socialdemokraterne. Og selv har jeg svaret Børsen i et debatindlæg, der kommer i avisen onsdag i denne uge.

Derfor skal jeg ikke her gentage indholdet af vores svar. Men derimod har jeg her lyst til at dele nogle overordnede, principielle politiske overvejelser med jer, som de omtalte udmeldinger har givet anledning til.

Først et lille tilbageblik. Da Alternativet 27. november 2013 afholdt sit første pressemøde på Christiansborg, var vores budskab til danskerne, at klimakrisen vil forandre alt for os. Det vil også i høj grad sige den måde, vi tænker økonomi på. Den måde vi tænker værdi på. Den måde vi tænker vækst på. Ja, den måde vi tænker livskvalitet og samfund på.

Hvis vi som samfund ikke har dette mod til at forestille os en markant anderledes fremtid, vil vi overlade verden mere konfliktfyldt, mere overophedet, mere udtørret og mere ekstremt ulige til vores børn og børnebørn

Vi slog også fast, at vi som samfund skal finde modet til at forestille os markant anderledes fremtid. En fremtid, hvor vi gør op med den tænkning og selvforståelse, der har bragt os i problemer; navnlig den neoliberale økonomiske logik, hvor der åbenbart ingen grænser er for, hvor meget vi kan og skal drive rovdrift på ikke bare planetens, men også de menneskelige ressourcer.

Hvis vi som samfund ikke har dette mod til at forestille os en markant anderledes fremtid, vil vi overlade verden mere konfliktfyldt, mere overophedet, mere udtørret og mere ekstremt ulige til vores børn og børnebørn. Det er ikke en fremtidsudsigt, vi i Alternativet kan leve med. Det vil vi simpelthen ikke bidrage til.

For konsekvenserne er ikke bare uoverskuelige på lokalt og regionalt niveau. Det vil være en direkte trussel mod vor fortsatte eksistens som menneskehed. Det sidste er ikke noget, jeg siger. Det er noget, NASA siger.

For som den amerikanske luftfartsorganisation skrev i en rapport for nogle år siden, så går især to faktorer igen ved civilisationssammenbrud: Det ene er en al for høj ulighed mellem rig og fattig, og det andet er mangel på ressourcer.

LÆS MERE

Hvis vi ser ud i verden i dag, er det netop disse to grundlæggende udfordringer, der præger langt de fleste større og mindre nationale eller regionale konflikter. Konflikter som allerede har sat og vil fortsætte med at sende millioner og atter millioner af mennesker på flugt fra krig, sult og klimaforandringer.

Vi snakker altså ikke om potentielle fremtidige konfliktscenarier, som vi kan vente med at forholde os til. Nej, vi snakker særdeles konkret her-og-nu-virkelighed.

Lidt fakta: I dag ejer 62 multimilliardærer mere end den fattigste halvdel af jordens befolkning. 62 mennesker ejer mere end 3,7 milliarder mennesker. Denne sociale og økonomiske ubalance er en tikkende bombe under os alle. Og det samme er klodens overophedning.

2015 var det klart varmeste år nogensinde målt, mens februar i år var den varmeste måned nogensinde målt. Og for et par dage siden kunne Danmarks Meteorologiske Institut fortælle os, at man i Grønland havde målt varmerekorder ikke bare én gang, men 14 gange indenfor samme måned. Flere forskere har de sidste par dage været ude og konstatere, at vi måske allerede har nået ’point of no return’, hvor klodens egne klimamæssige feedback-systemer nu har taget over og fremadrettet kun vil forstærke den globale opvarmning. Med helt uoverskuelige konsekvenser som følge.

Hvis vi ikke reagerer på disse afgørende og decideret livstruende udfordringer, jeg har beskrevet ovenfor, er der efter min mening tale om utilgivelig politisk uansvarlighed fra os på Christiansborg. Derfor er der også politisk meget mere på spil for mig lige nu, end gammelkendte politiske magtlege på Christiansborg. I hvilken verden er det virkelig det vigtigste lige nu?

For mig er det afgørende politiske fokus, at vi ikke bare intellektuelt har erkendt, men også følelsesmæssigt tager ind, at det er vores børn og børnebørns fremtid, der er på spil. Intet mindre.

I dag ejer 62 multimilliardærer mere end den fattigste halvdel af jordens befolkning

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er også i det lys, at jeg selvfølgelig vil vurdere, hvilke partier og politikere jeg vil stå ved siden af efter næste Folketingsvalg. For jeg vil være stolt af dem, Alternativet skal samarbejde med. Og derfor er halvlunkne, Christiansborg-strategiske samarbejdsrelationer ikke nok for mig.

Jeg vil have samarbejdsrelationer, der bygger på gensidig tillid og respekt. Plus selvfølgelig, at vi ser ud af det samme politiske vindue og er enige om de grundlæggende politiske udfordringer, vi som samfund står overfor.

Det er forudsætningen for overhovedet at kunne snakke om at have et fælles politisk projekts sammen. Vi ved selvfølgelig godt, at ingen partier i et sådan samarbejde kan få alle ønsker opfyldt. Selvfølgelig ikke. Men de kloge og eftertænksomme kompromisser som et fælles politisk projekt nødvendigvis må være båret og formet af, skal ikke defineres af laveste fællesnævner, men derimod af den højeste.

Er vi der i dag? Nej, langt fra. Hvilket også er derfor, at jeg nærmest dagligt får spørgsmålet: Hvem peger du på som statsministerkandidat? Til det spørgsmål svarer jeg normalt: For det første kan jeg sige, at jeg ikke kommer til at pege på en statsministerkandidat, der er eksponent for den nuværende borgerlige regerings politik.

Det skyldes ganske enkelt, at jeg – i forhold til en sådan politik – er uenig i for meget. Jeg er uenig i selve grundpræmissen om, hvordan vi som samfund kommer videre. Fortsat altfortærende sort vækst kontra opbygningen af et bæredygtigt samfund.

Og det er for grundlæggende en forskel til, at vi kan finde et fælles projekt. Det betyder ikke, at der er delementer, hjørner, hvor vi kan findes fælles fodslag, men det betyder, at jeg ikke kommer til at pege på en sådan politik.

Det vigtigste for mig i forhold til, hvem der skal være landets næste statsminister er sådan set ikke personen, men derimod den førte politik. Det er afgørende for mig, at den førte politik er progressiv, ser behovet for at skabe et markant anderledes samfund og vigtigst af alt: Tager afsæt i forståelsen af, at klima- og ulighedskrise er vor tids største udfordringer.

Dermed siger jeg også, at den nuværende personificering af den førte politik for mig er et skuespil. For mig handler politik ikke om Mette Frederiksen versus Lars Løkke Rasmussen, nej, det handler om, at den førte politik vil noget, vil forandre, vil tage udfordringerne seriøst – i modsætning til at fortsætte som hidtil. Så enkelt er det egentlig. Og så svært er det også, fordi den indstilling synes uhørt i en tid, hvor så meget er underlagt, at politik handler om de personer, der fortæller om den. Men jeg holder alligevel fast: Hvis ikke Alternativet har modet til at have denne indstilling, hvem skulle så have den? Og hvis ikke vi siger det nu, hvornår skulle vi så gøre det?

LÆS DEBAT

Derfor kan vores politiske kollegaer på Christiansborg lige så godt vende sig til, at vi i Alternativet ikke bare vil en anden politisk kultur, vi vil et helt andet Danmark. Også når det gælder at gøre op med den politiske logik, der som den største selvfølgelighed har fået alle til at tro på, at en statsministerkandidat kun kan komme fra enten Socialdemokraterne eller Venstre. Det er blot en konstruktion, som selvfølgelig tjener nævnte partier vel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I USA har de et ordsprog, der hedder: ’You don’t get respect. You earn it’. Sådan har jeg det også med politisk lederskab. Der er ikke noget man får pr. automatik på grund af et partinavn. Respekt er noget, man gør sig fortjent til. Og lige nu er der ingen af de større, gamle partiers politik, der – i min optik – er i nærheden af at udtrykke det fornødne politiske lederskab, der skal til for at løse hverken uligheds- eller klimakrise. Og jeg er endda i tvivl om, hvorvidt disse emner overhovedet prioriteres.

Om det vil ændre sig frem mod det næste folketingsvalg er et åbent spørgsmål. Desværre, får jeg lyst til at sige. Men hellere se de politiske udfordringer direkte i øjnene, end at spille efter en håbløs forældet politisk manual, der har ført Danmark op i en historisk politisk blindgyde. Når noget ikke virker, skal det ændres. Så skal vi prøve noget nyt – uden at være bange for at slå en skævert undervejs – ellers finder vi aldrig frem til det, der virker bedre. Og der er altid noget, der virker bedre. Det værste er i min optik at fortsætte en fejl, fordi man er blevet vant til at begå den.

En økonomisk, social og miljømæssig blindgyde som vi – alle os, der vil et andet langt mere progressivt samfund - må se at få Danmark ud af igen. Jo hurtigere, jo bedre. Det er Alternativets dagsorden. Så er det sagt højt og tydeligt. Én gang for alle.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden