Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningJeg har gået rundt om mig selv. Op til flere gange. Sådan har det været alt for længe, når jeg forsøger at sætte ord på, hvad pokker der er sket med mit land gennem de sidste mange år. Og hvad det har gjort ved mig selv, ja, ved min sjæl.
Det er, som om jeg befinder mig i en sindstilstand, der mest af alt minder om rådyrets, når det er blevet fanget af bilens skarpe forlygter. Paralyseret står dyret dér i lysstrålen ude af stand til at bevæge sig. Også selv om det godt ved, at noget meget ubehageligt vil ramme det lige om lidt.
Sådan har jeg det. Ikke hele tiden. Men fornemmelsen kommer og går. Som en slags fast skyggefølgesvend er den med mig i mit daglige arbejde på Christiansborg. Denne stille vedvarende paralysering over den politiske situation i Danmark med efterfølgende irriterende handlingslammelse og frustration over ikke rigtig at kunne knække koden.
Jeg nægter at tro, at jeg er den eneste, der oplever Danmarks politiske begivenheder sådan: at vi som befolkning er paralyseret og samtidig godt inderst inde ved, at det her kan ende helt, helt galt. Verbalt pakket ind i en allestedsnærværende politisk debatmuzak fra aviser, radio og tv fremført af livsbitre, forstokkede og småborgerlige meningsdannere, journalister og politikere.
Tilsammen skaber de en næsten hypnotisk båndsløjfe-retorik med det samme enerverende politiske budskab: Danskheden er truet, fordi vores værdier, nationale identitet og livsstil er under angreb af horder af flygtninge og borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Og lige derefter: Der er tale om en velorkestreret kulturel og religiøs ikkevestlig besættelse af det Danmark, der åbenbart altid har været og fremover skal holdes hvidt og kristent.
Men alt imens dette er retorikken og det bærende tema i alt for mange samtaler – fra talerstolen i folketingssalen til middagsbordet hjemme hos den enkelte familie – finder en i min optik langt alvorligere samfundsudvikling sted. Nemlig en politisk nedprioritering, for ikke at sige underminering af de relationer, fællesskaber og institutioner, der ikke bare får vores samfund til at hænge sammen, men også får det til at udvikle sig.
Vores børneinstitutioner, folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser lider under politisk iltsvind og udviser klare stressreaktioner
Uffe Elbæk
Vores børneinstitutioner, folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser lider under politisk iltsvind og udviser klare stressreaktioner. Det samme gør vores sundhedssystem; jordemødre, sygeplejersker og læger har længe råbt vagt i gevær. Men det er, som om ingen hører dem. For dem, der skulle lytte – os borgere, politikere og medier – står fanget i lyskeglen og er handlingslammede. Vores fokus er flyttet et helt andet sted hen. Hen på, at danskheden skulle være under angreb. Det tema er åbenbart langt, langt vigtigere, end at vores velfærdssamfund er ved at gå i knæ. Eller at den globale opvarmning er ved at skabe en klimakrise af helt uhørte dimensioner, som reelt kan true den samlede menneskeheds fortsatte eksistens.
Men hvis vi som befolkning er rådyret i lyskeglen, hvem sidder så bag rattet i bilen, der er på vej imod os? Et oplagt bud er alle denne verdens Dansk Folkeparti’er, Farage’er, Le Pen’er, Wilders’er og Trump’er. Men det ville være en alt for forenklet og fjendebillede-stereotyp forklaring.
Selvfølgelig er det rigtigt, at en Pia Kjærsgaard, en Marine Le Pen, en Geert Wilders, en Inger Støjberg og nu senest en Donald Trump suverænt gennem snart årtier har defineret den offentlige dagsorden og dermed styret den offentlige angst-lyskegle. Så professionelt og mesterligt forførende gør de det, at selv kritiske journalister og meningsdannere i dag taler mere om, hvor dygtige disse politikere er til at kommunikere og styre ’spillet’, end de fortæller os om, hvordan disse menneskers dybt reaktionære politiske udmeldinger og beslutninger rammer de mest udsatte og marginaliserede borgere i vores samfund.
Men igen: Er det det rigtige fokus? Det tror jeg ikke.
Langt mere relevant vil det måske være at spørge: Hvem er det egentlig, der sidder på bagsædet, godt tilbagelænet i mørket i bilen, hvis lyskegler alt for længe har paralyseret os alle sammen politisk? Hvem er disse for den brede offentlighed så ofte anonyme bagsædepassagerer? Mennesker, som åbenbart har en magtposition, der giver dem ret til at fortælle chaufføren, hvor han eller hun skal køre hen, og hvor hurtigt det skal ske.
I min tid som studerende på Journalisthøjskolen i Aarhus for mange år siden fik vi af vores undervisere altid det journalistiske råd, når vi skulle undersøge en given konflikthistorie, at et godt sted at begynde er at stille sig selv spørgsmålet: Hvem får noget ud af den givne konflikt eller beslutning?
Kort sagt: Følg pengene og undersøg, hvem der mister, og hvem der vinder (magt, prestige, penge), afhængigt af konfliktens udfald.
Skriv kommentar