Jeg har gået rundt om mig selv. Op til flere gange. Sådan har det været alt for længe, når jeg forsøger at sætte ord på, hvad pokker der er sket med mit land gennem de sidste mange år. Og hvad det har gjort ved mig selv, ja, ved min sjæl.

Det er, som om jeg befinder mig i en sindstilstand, der mest af alt minder om rådyrets, når det er blevet fanget af bilens skarpe forlygter. Paralyseret står dyret dér i lysstrålen ude af stand til at bevæge sig. Også selv om det godt ved, at noget meget ubehageligt vil ramme det lige om lidt.

Sådan har jeg det. Ikke hele tiden. Men fornemmelsen kommer og går. Som en slags fast skyggefølgesvend er den med mig i mit daglige arbejde på Christiansborg. Denne stille vedvarende paralysering over den politiske situation i Danmark med efterfølgende irriterende handlingslammelse og frustration over ikke rigtig at kunne knække koden.

Jeg nægter at tro, at jeg er den eneste, der oplever Danmarks politiske begivenheder sådan: at vi som befolkning er paralyseret og samtidig godt inderst inde ved, at det her kan ende helt, helt galt. Verbalt pakket ind i en allestedsnærværende politisk debatmuzak fra aviser, radio og tv fremført af livsbitre, forstokkede og småborgerlige meningsdannere, journalister og politikere.

Tilsammen skaber de en næsten hypnotisk båndsløjfe-retorik med det samme enerverende politiske budskab: Danskheden er truet, fordi vores værdier, nationale identitet og livsstil er under angreb af horder af flygtninge og borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Og lige derefter: Der er tale om en velorkestreret kulturel og religiøs ikkevestlig besættelse af det Danmark, der åbenbart altid har været og fremover skal holdes hvidt og kristent.

Men alt imens dette er retorikken og det bærende tema i alt for mange samtaler – fra talerstolen i folketingssalen til middagsbordet hjemme hos den enkelte familie – finder en i min optik langt alvorligere samfundsudvikling sted. Nemlig en politisk nedprioritering, for ikke at sige underminering af de relationer, fællesskaber og institutioner, der ikke bare får vores samfund til at hænge sammen, men også får det til at udvikle sig.

Vores børneinstitutioner, folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser lider under politisk iltsvind og udviser klare stressreaktioner. Det samme gør vores sundhedssystem; jordemødre, sygeplejersker og læger har længe råbt vagt i gevær. Men det er, som om ingen hører dem. For dem, der skulle lytte – os borgere, politikere og medier – står fanget i lyskeglen og er handlingslammede. Vores fokus er flyttet et helt andet sted hen. Hen på, at danskheden skulle være under angreb. Det tema er åbenbart langt, langt vigtigere, end at vores velfærdssamfund er ved at gå i knæ. Eller at den globale opvarmning er ved at skabe en klimakrise af helt uhørte dimensioner, som reelt kan true den samlede menneskeheds fortsatte eksistens.

Men hvis vi som befolkning er rådyret i lyskeglen, hvem sidder så bag rattet i bilen, der er på vej imod os? Et oplagt bud er alle denne verdens Dansk Folkeparti’er, Farage’er, Le Pen’er, Wilders’er og Trump’er. Men det ville være en alt for forenklet og fjendebillede-stereotyp forklaring.

Selvfølgelig er det rigtigt, at en Pia Kjærsgaard, en Marine Le Pen, en Geert Wilders, en Inger Støjberg og nu senest en Donald Trump suverænt gennem snart årtier har defineret den offentlige dagsorden og dermed styret den offentlige angst-lyskegle. Så professionelt og mesterligt forførende gør de det, at selv kritiske journalister og meningsdannere i dag taler mere om, hvor dygtige disse politikere er til at kommunikere og styre ’spillet’, end de fortæller os om, hvordan disse menneskers dybt reaktionære politiske udmeldinger og beslutninger rammer de mest udsatte og marginaliserede borgere i vores samfund.

Men igen: Er det det rigtige fokus? Det tror jeg ikke.

Langt mere relevant vil det måske være at spørge: Hvem er det egentlig, der sidder på bagsædet, godt tilbagelænet i mørket i bilen, hvis lyskegler alt for længe har paralyseret os alle sammen politisk? Hvem er disse for den brede offentlighed så ofte anonyme bagsædepassagerer? Mennesker, som åbenbart har en magtposition, der giver dem ret til at fortælle chaufføren, hvor han eller hun skal køre hen, og hvor hurtigt det skal ske.

I min tid som studerende på Journalisthøjskolen i Aarhus for mange år siden fik vi af vores undervisere altid det journalistiske råd, når vi skulle undersøge en given konflikthistorie, at et godt sted at begynde er at stille sig selv spørgsmålet: Hvem får noget ud af den givne konflikt eller beslutning?

Kort sagt: Følg pengene og undersøg, hvem der mister, og hvem der vinder (magt, prestige, penge), afhængigt af konfliktens udfald.

Jeg er led og ked af, at vi – borgere, politikere og medier – igen og igen diskuterer spørgsmål som kønsopdelt svømning, frikadeller i børnehaverne, retten til at bære slør, hvem der er dansk, og hvem der ikke er. Eller behovet for grænsevagter ved den danske grænse.

For mens vi har travlt med at rive øjnene ud på hinanden over disse identitetsspørgsmål, falder ikke bare vores velfærdssamfund fra hinanden, det gør vores evne til at udvise menneskelighed og solidaritet også. Og det mest provokerende for mig er, at jeg samtidig ved, at denne verdens anonyme bagsædepassagerer sidder og småsmiler der i mørket, mens de endnu en gang kan indløse helt surrealistiske aktieudbytter, bonuslønninger og statusprivilegier. Journalister og meningsdannere er tilsyneladende enten enige i, at dette spil om identitet er det mest vigtige at beskæftige sig med, eller også har de ikke redskaberne til at udfordre den reelle magt.

Mønstret er alt for tydeligt og deprimerende klart: De fattige og marginaliserede bliver endnu en gang sat op imod hinanden. Nationalisme og populisme er endnu en gang på fremmarch. Religiøse og kulturelle fjendebilleder bliver tegnet karikeret op. De bærende demokratiske institutioner svækkes, menneskerettighederne og konventionerne bliver udfordret, politikerleden er endnu en gang udbredt, og flere og flere borgere efterspørger endnu en gang alt for enkle sort-hvide løsninger på komplekse og globale problemstillinger.

For enden af hele denne dominorække af udmeldinger, begivenheder, handlinger og følelsesudbrud står de antidemokratiske kræfter. Vi ved det, for verden har været der før. Men den tanke skræmmer os åbenbart ikke nok.

Det kan ikke være rigtigt. Det må ikke være rigtigt.

Derfor er det også så vigtigt, at vi hver især bryder ud af vores paralysering af den dybt reaktionære og autoritære politiske lyskegle. Det gøres bedst, tror jeg, hvis vi i fællesskab tænder en anden lyskegle, som er så stærk, at vi ikke kan undgå at flytte fokus. En håbets, humanismens og kreativitetens lyskegle – eller måske rettere: et netværk af menneskelige og fællesskabsbærende lyspunkter i vores samfund, som tilsammen danner en kritisk masse af solidaritet, ordentlighed, frihedsfølelse, nødvendig civil ulydighed, skaberkraft og fremtidshåb.

Vi må sammen danne kreds om det allervigtigste af alt: vores menneskelighed. I os selv såvel som over for hinanden. Det er i hvert fald min ambition. Og det er denne politiske ambition, jeg forfølger i mit daglige arbejde på Christiansborg og for Alternativet.

Men dette indlæg er også en invitation til alle jer, som har det på samme måde som mig, nemlig at det skal være løgn, at vi allerede har glemt, hvad Anden Verdenskrig lærte os: at demokrati, personlige frihed og menneskerettigheder ikke er noget, vi kan eller bør tage for givet. Tværtimod kan disse demokratiske rettigheder og spilleregler alt for hurtigt tabes igen. Og at det netop er det, der er åbnet for, fordi de nationalistiske og populistiske dem-og-os-løsninger igen giver mening for flere og flere mennesker. I Danmark som ude i Europa.

Jeg er selv vokset op i en familie, hvor min mormor og morfar under Anden Verdenskrig gav husly til jøder og politisk forfulgte i deres hjem på Bellahøj. Deres hjem var sidste stop, inden disse mennesker blev forsøgt smuglet ud af Danmark til frihed i Sverige. Min far måtte gå under jorden de sidste år af krigen, min morbror kom i koncentrationslejr, min morfar blev en periode fængslet, og min mor undgik kun ved det mest utrolige held at blive taget af tyskerne.

Det er også deres livshistorier, jeg havde med mig, da jeg satte mig ned og skrev denne tekst. Jeg kan nemlig høre dem sige: »Aldrig igen - aldrig igen«.