[caption id="attachment_4" align="alignleft" width="480" caption="Zenia Stampe. (Foto: Joachim Adrian)."] [/caption] I Danmark bor vi 5,4 mio. mennesker på lidt over 40.000 kvadratkilometer. Ifølge FN og den amerikanske efterretningstjeneste er vi et af de mest ligestillede folk i verden. Men undtagelsen bekræfter reglen. Og trods alverdens lighedsidealer bliver der faktisk født mennesker i Danmark, der er hævet over lov og ret, og som modtager et årligt millionbeløb fra staten. Samtidig findes der mennesker, der lever for en sulteløn, og som risikerer at blive sendt ud af landet uden en fair rettergang. Ja, der er forskelle i Danmark. Fra Glücksburgernes slotte til asylansøgernes lejre. Men de har mere til fælles end indhegningen. De er nemlig kun mulige, fordi vi accepterer, at mennesker ikke er lige meget værd. At det er helt naturligt at behandle nogle som overmennesker, mens andre skal være glade for overhovedet at blive behandlet som mennesker. Men hvordan hænger det sammen med, at vi opfatter lighed som et nationalt symbol på linje med fjorde og bøgeskove? Faktisk ualmindeligt godt. Det danske lighedsbegreb har aldrig haft noget at gøre med flotte principper som ligebehandling og ligeværd. Det handler i stedet om jævne værdier som uformel samtale, jovialitet og hygge. Ja, vi vurderer endda vores politikere på, hvem vi helst vil drikke en bajer med. Anderledes er det med prinser, dronninger og 'fremmede'. Men det får os ikke til at tvivle på ligheden – tværtimod – det får os blot til at føle os endnu mere lige. Kongefamilien lider ingen nød. Men det gør mange minoriteter. De har brug for én, der kan beskytte deres rettigheder. Sådan én har de faktisk. Men skæbnens ironi vil, at det netop er dronningen, der har den rolle. Hun er den eneste, der kan nedlægge veto mod dansk lovgivning og dermed også den eneste, der kan trække i nødbremsen, hvis rabiate folketingsflertal vælger at se stort på minoriteters grundlæggende rettigheder. At hun ikke bruger sin vetoret er udtryk for god situationsfornemmelse. Men det efterlader et tomrum i minoritetsbeskyttelsen – og giver frie tøjler til et folketing, der ikke er bleg for at straffe folk uden rettergang, forskelsbehandle på grund af hudfarve, og sende homoseksuelle til Sydafrika, hvis de vil giftes i en kirke. Der går en lige linje mellem kampen for republikken og kampen mod racisme. Begge dele handler nemlig om at stoppe lighedshykleriet og erstatte det med reelt ligeværd. Om Zenia Stampe Zenia Stampe (f. 1979) er en ivrig fortaler for bevarelse af racismeparagraffen og afskaffelse af kongehuset. Som forkvinde for Den Republikanske Grundlovsbevægelse har hun været med til at stifte en europæisk paraplyorganisation for republikanske foreninger. Stampe er desuden næstformand for Det Radikale Venstre og medlem af Folketinget. Hun er uddannet cand. scient. pol. og arbejder med velfærdsinnovation i Økonomi- og Erhvervsministeriet.