I mandags trådte den tyske forsvarsminister, Karl-Theodor zu Gutten­berg tilbage. Zu Googlenberg havde haft så travlt med sin par­la­men­ta­riske karriere, at han ikke havde kunnet modstå fristelsen til at copy­paste sig til sin doktorafhandling. Guttenberg mødte pressen med røde ører og frem­stammede mut sin op­sigelse. Selvom hans for­seelse ikke havde noget med hans minister­job at gøre, havde han selv­indsigt nok til at indse, at han havde over­trådt reglerne. Den var sgu ikke gået i den danske regering! Man kan beskylde VKO for meget, men de har aldrig nedværdiget sig til at tage ansvar for egne fejl. Måske skyldes det, at Anders Fogh allerede havde gjorde sig nogle ganske bitre erfaringer med ministeransvarets tunge åg, da VK-regeringen trådte til i 2001. Først da han måtte træde tilbage som skatteminister på grund af kreativ bogføring og senere som øjevidne til Tamilsagen, der kom til at koste regeringen livet. Fogh var blevet klog af skade. Med sit solide flertal i ryggen ind­førte jern­manden derfor en ny doktrin i dansk regerings­førelse. Grund­loven blev skre­vet på bag­grund af ene­vælden, og den­gang kunne man ikke fore­stil­le sig, at nogen po­li­ti­ker kun­ne sam­le et fast flertal på 90 man­da­ter. Derfor blev der gået meget let hen­over prin­cip­per som retligt ansvar og mindre­tals­beskyt­telse. Siden system­skiftet i 2001, har vi set hvordan disse mangler kan udnyttes.

Fogh­doktrinen, § 1: Fejl må aldrig ind­rømmes

Fogh­doktrinen, § 2: Retligt ansvar er aldrig en mulighed