I dag er det præcis 25 år siden, at reaktor 4 i Tjernobyls atomkraftværft eksploderede. For et par måneder siden havde årsdagen formodentligt kun vakt opsigt blandt gamle koldkrigsjournalister og økoflippere. Men her i baggrundsstrålingen fra Fukushima-ulykken er Tjernobyl igen blevet et varmt emne. Fra at have levet en hensunken tilværelse som koldkrigsmonument, har Tjernobyl atter placeret sig i centrum af den energipolitiske debat. Katastrofen i Japan har rystet verden, som eksplosionen på Tjernobyl gjorde det i 1986. Over hele verden vender stemningen sig mod atomkraft - som den gjorde det i slutningen af 1980'erne. Alligevel er der noget, der er anderledes denne gang. For tilhængere af atomkraft kunne slå Tjernobyl-ulykken hen med et skuldertræk: ”Det er jo i Sovjetunionen. De har ikke styr på noget som helst,” lød argumentet. Og således blev det muligt at bevare den nærmest neo-religiøse tro på atomkraftens healende kraft i forhold til verdens miljø-, klima- og energiproblemer. Men denne gang er ulykken ikke sket i en slidt supermagt under afvikling. Denne gang kunne skylden ikke placeres langt i det fjerne på den anden side af et jerntæppe. Denne gang skete det i Japan, det mest gennemregulerede, disciplinerede og teknologificerede samfund af alle. Og det grundige Tyskland har efterfølgende valgt at sætte deres engagement i atomkraft på stand by. Japan og Tyskland! Hvis de to lande konkluderer, at atomkraft ikke er sikkert - jamen så er det ikke sikkert noget sted i verden. Personligt er jeg ikke i tvivl: Atomkraft er noget skidt, og det er absolut ikke løsningen på vores udfordringer i forhold til klodens klima eller energiforsyning. Det er en alt for risikabel teknologi. I 2008 besøgte jeg både Three Mile Island i USA og Tjernobyl i Ukraine. Three Mile Island dannede i 1979 ramme om verdens første store atomulykke. Forskrækkelsen var stor. Skaderne dog mindre. Tjernobyl var en helt anden historie. Der gik lang tid, før vesten opdagede, at der var tale om en katastrofe af apokalyptiske dimensioner. Tabstallene svinger mellem ni tusind og flere hundrede tusinde afhængigt af opgørelsesmetoden. Men en tur rundt i området taler også sit eget tydelige sprog: Den ødelagte reaktor er nu støbt ind i krakelerende beton og den nærtliggende by, Prypiat, henligger som en spøgelsesby, et snapshot fra en svunden sovjetisk tid: Skolebøger og kladdehæfter ligger endnu på skolepultene. Dukkerne ligger stadig i dukkevognene. Marx, Engels og Lenin hænger stadig på væggene. Og i kantinen ligger en opslået avis fra d. 26. april 1986. Det hele ligger i et dystert skær af dommedag og destruktion. [caption id="attachment_944" align="aligncenter" width="483" caption="Klasseværelse i Prypiat. Som det blev forladt i april 1986."] [/caption] Da jeg gik gennem spøgelsesbyen tænkte jeg: ”Vi har vel for pokker ikke undgået den kolde krigs atomvåben-apokalypse blot for at kaste kloden ud i nye apokalyptiske eksperimenter - nu med atomkraft?” I fredsbevægelsens dage klingede slagordene ”Norden som atomvåbenfri zone” i demonstrationerne. At dette slogan var genstand for en meget voldsom polemik, hører i dag vel mest historiebøgerne til. I dag er de fleste skandinaver nok glade for ikke at have atombærende raketter i nabolaget. Og mange deler formodentlig drømmen om, at Norden kan gå forrest i kampen for at forlade både atomkraft og de fossile brændstoffer. Et Norden som atomfri og CO2-neutral zone - det er et mål, der er værd at stile efter. Og det er et mål, som det er muligt at gennemføre i Danmark og nabolande længe før resten af verden kan komme så langt. Vi har enkel adgang til både vindkraft, vandkraft, solkraft og eventuelt i fremtiden også bølgekraft. Danmark har stærke traditioner for isolering af huse og energibesparende teknologier. Vi har - i hvert fald i det sydlige Norden - overskuelige afstande, som det er muligt at tilbagelægge med nutidens eldrevne køretøjer. Vi har de teknologiske og økonomiske muskler, som muliggør investeringen. Argumenterne er stærke: Det vil skabe værdifuld know how, som efterfølgende kan sælges til resten af verden. Det vil løsrive vores energiforsyning fra afhængighed af usikre regimers luner. Det er et ambitiøst mål, som kan trække hele regionens forskning, uddannelse, teknologi og innovation fremad. Og så er det - i parentes bemærket - den vej verden bevæger sig. Så hvorfor ikke gå forrest og vise vejen, frem for fodslæbende at komme sjoskende i bagtroppen?