Jeg vil gerne lægge ud med en tilståelse. Denne blog har som udgangspunkt en modstand mod kategoriseringen af mennesker i overmennesker og undermennesker. Men indtil for nyligt regnede jeg svenskerne for lidt mere... I hvert tilfælde mere principfaste. Det fik jeg bekræftet, da jeg for to uger siden var i Stockholm for at følge det svenske valg. Valget var en gyser. Ikke fordi der var tvivl om, at den borgerlige alliance ville vinde regeringsmagten. Men indtil det sidste var det usikkert, om Alliancen ville få absolut flertal alene, eller om de afgørende mandater ville lande i Sverigedemokraternes turban. Det sidste blev tilfældet. Og hvor paradoksalt det end lyder, var det præcis, hvad jeg havde håbet på. For på den måde kunne Sverige nemlig vise Danmark, at man godt kan styre uden om højrepopulismen, selvom den har sparket døren ind til folkestyret og har besat de afgørende mandater. I modsætning til den danske regering har Sveriges Statsminister, Fredrik Reinfeldt, afvist at samarbejde med Sverigedemokraterne. Også selvom det indebærer tiggergang hos de rød-grønne for at finde sit flertal. Den svenske lektie er: Det samarbejdende folkestyre KAN sejre over højrepopulismen! Politikerne har et valg! Og her kunne mit indlæg så slutte. Hvis altså ikke det var fordi, at efterspillet har vist, at svenskerne ikke er helt så meget overmennesker, som jeg troede. Bevares: Deres højrepopulistiske parti er kun halvt så stort som vores. Den svenske debat er ikke klistret til i lummer racisme og islamofobi. Og under valgkampen erklærede partierne fra venstre til højre, at de for enhver pris ville holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse. Alligevel er det her 14 dage efter det svenske valg endnu ikke lykkedes for det 94 pct. store flertal at lægge det parlamentariske puslespil, der skal holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse. Fra den borgerlige alliance strømmer der kaffeinvitationer og tilnærmelser hen over midten. Men de rød-grønne politikere er tilsyneladende fanget i deres egen dobbelte dæmonisering fra valgkampen: Vi hader Sverigedemokraterne, så dem vil vi ikke samarbejde med. Og vi hader også den borgerlige alliance, så dem vil vi heller ikke samarbejde med. Altså: Vi sender Sorteper videre til Reinfeldt. Eller mellem linjerne: Vi sender Reinfeldt i armene på Sverigedemokraterne. Uviljen mod at samarbejde med de traditionelle modstandere har alligevel vist sig at være større end frygten for højrepopulismen. Og så måske alligevel ikke. Med lidt god vilje kan de seneste udmeldinger fra Socialdemokratiet og Miljöpartiet tolkes som forsigtige tilnærmelser til tanken om et samarbejde hen over midten. Tiden må give os svaret. Men den reviderede svenske lektie er: Heller ikke svenskerne er overmennesker. Det er ikke let at vifte højrepopulismen væk fra parlamentarisk indflydelse. Det er ikke enkelt at samarbejde sig gennem islamofobernes støjsendere. Det forudsætter nemlig den svære kunst at samarbejde på tværs af blokkene - og med dem, man gik til valg på at slå. Men svenskerne forsøger. Derfor er de - trods slinger i valsen - stadig et point foran Danmark. Og nu også Holland. [caption id="attachment_21" align="alignnone" width="480" caption="Før valget var alle partier fra venstre til højre enige om at holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse. Efter valget er det svært at bygge den bro mellem blokkene, der skal gøre det muligt. Privat foto."] [/caption]