Om et par dage vil Lars Løkke Rasmussen tone frem på skærmen og ønske danskerne godt nytår. Han vil bruge sin nytårstale til at tale om dansk økonomi. Han vil fremhæve situationens alvor. Han vil understrege behovet for ekstraordinære tiltag. Og derpå vil han løfte pegefingeren og tale om viljen til at tage ansvar. Alt sammen med ét formål: At udstikke grundplanen for det efterlønsindgreb, der er hans eneste chance for at beholde magten.
For Lars Løkke Rasmussen kommer til at gå til valg på efterlønnen. Ikke fordi de økonomiske forudsætninger har ændret sig. Ikke fordi han pludselig har fået skrupler eller skiftet holdning. Ikke fordi han føler sig presset af desperate konservative og overstadige alliancefolk. Men fordi efterlønnen er det sidste kort, han har.
