Vi er i disse uger vidne til kontraktpolitikkens dødskamp. Den Fogh'ske kontraktpolitik blev indført ved valget i 2001. Kontraktpolitikken forandrede tilliden mellem vælgere og politikere. Som vælger kunne man i kontraktpolitikkens dage have tillid til en sag - men mistillid til den personlige dømmekraft hos den politiker, som man stemte på. I kontraktpolitikken var vælgerne mere forbrugere end borgere. Politiske forbrugere, som shoppede på de politiske hylder. Vælgerne kunne putte enkeltsager og mærkevarer i kurven; og politikeren måtte så rende rundt som en anden stylist og forsøge at skabe et sammenhængende politisk kostume at iklæde kongeriget. Og politikeren var forpligtet til at leve op til kontrakten. Krydset var sat, salget var gennemført, varen skulle leveres. Uanset hvordan virkeligheden, økonomien eller den parlamentariske situation udviklede sig. Hvis politikeren var i en magtposition, så skulle varen leveres - ellers var det muligt at straffe politikeren hårdt. Ja faktisk blev straffen til en slags moralsk forpligtelse, som det sås efter Nyrups efterlønssammenbrud ved valget i 1998. Modsætningen til kontraktpolitik er det samarbejdende folkestyre.
I det samarbejdende folkestyre melder partierne ud hvor de står, og hvad de ønsker. Derefter stemmer vælgerne. Og efter folketingsvalget forhandles regeringsgrundlag, forlig og lovgivning. Det er den enkle model for politikudvikling, som har bygget Danmark gennem det tyvende århundrede. Og det er den model, som den Fogh'ske kontraktpolitik var et opgør med. I det samarbejdende folkestyre er et folketingsvalg ikke en afklaring af magtforholdene omkring få profilerede enkeltsager. Det er et valg til et parlament, et valg som respekterer den enorme kompleksitet, som politisk arbejde rummer. Og vælgerens tillid er orienteret mod partiets program og mod politikerens person, dømmekraft, integritet og intention. Tilhængere af kontraktpolitik mener, at det har ført til større tillid mellem politikere og vælgere. Jeg mener det modsatte. Jeg mener, at der i det kontraktpolitiske verdensbillede kun er plads til en ting: Evnen til at overholde en aftale. Og det er en væsentligt enklere øvelse end evnen til at vurdere, reagere på forandringer, se nye muligheder, forhandle nye løsninger. Kontrakten binder politikeren til sit løfte, uanset om vælgeren har tillid til politikerens person eller intention. Og Vupti: Tillid er lige så unødvendig som hensynet til oppositionens vælgere. 49% af vælgerne sættes ud af spil, på samme måde som de idéer, input og analyser som oppositionen måtte have. Men nu er de kontraktpolitiske dage slut. Virkeligheden har vist sig at være for kompleks til at kunne rummes i det forsimplede kontraktpolitiske skema. I den aktuelle situation er der ingen politikere, som har mulighed for at udskrive banaliserende vælgerkontrakter a la skattestop eller en uendelig skrue af udlændingestramninger. Derfor må politikerne igen kommunikere ud fra deres værdier, overvejelser og intentioner. Og vælgerne må stemme ud fra deres tillid til personer og programmer. Kontraktpolitik har ført Danmark ned i et hul. Dårlig økonomi, dårligt omdømme i verden, dårlige beslutninger. Kontraktpolitikkens sammenbrud kan risikere at gøre det politiske billede mere komplekst at orientere sig i, men det er vejen frem. Jeg har tillid til, at det samarbejdende folkestyre kan få Danmark op af hullet igen.
