Foto: LÆRKE POSSELT (arkiv)
Zenia Stampe

En uvederhæftig, løgnagtig bedrager

B.T. har en journalist, som er noget ud over det sædvanlige. Han hedder Lars Fogt. Læg mærke til det navn.

Zenia Stampe

For Lars Fogt er noget nær det tætteste, man kan komme på et beviseligt dumt svin. Alligevel arbejder Lars Fogt på B.T., hvilket fortæller meget om B.T. Alligevel formidler det danske pressekorps rutinemæssigt hans historier videre, hvilket fortæller meget om det danske pressekorps.

Det var dét, der skete, da Lars Fogt besluttede sig for at begå karaktermord på Uffe Elbæk. Karaktermordet er en specialitet, som Lars Fogt har udviklet gennem en lang karriere. Måske skal man se lidt nærmere på afsenderen?

I november 2010 skrev Søren Pind (V) på Facebook at Lars Fogt er ”en uvederhæftig, løgnagtig bedrager”. Dengang havde Lars Fogt skrevet kritisk om Søren Pinds aktiviteter i ejendomsselskabet Nordicom. Søren Pind udtalte senere til Politiken: ”Jeg har fremsat et udsagn, der er bevidst injurierende, og hvis B.T. eller Lars Fogt ikke agter at imødegå det, må det jo stå til troende.” Søren Pind sagde også: ”Hvis man siger sådan, som jeg gør, og B.T. og Lars Fogt ikke kan vinde et injuriesøgsmål i retten, er det fordi, jeg har ret.”

Hverken B.T. eller Lars Fogt gik til retten med sagen.

Samme år skrev den liberale blogger Jarl Cordua følgende signalement af Lars Fogt: ”B.T.s kampagnejournalist med unik evne til at ende i Pressenævnet, skraldespandstømmer sans excellence Lars Fogt.” Det må siges at være en personkarakteristik med svung i.

I løbet af 2010 udtalte pressenævnet hele tre gange kritik af Lars Fogt-artikler i B.T. Til sammenligning modtog avisen Ekstra Bladet samme år også kritik tre gange. En enkelt journalist på B.T. klarede altså på egen hånd at begå lige så mange presseetiske fejltrin, som en hel konkurrerende tabloidavis. Det er alligevel lidt af en præstation.

En af historierne handlede om påstået lort i fløden på det økologiske mejeri Øllingegård. Problemet var: Historien var usand. Løgn fra ende til anden. Men Lars Fogt skrev den alligevel, og det var lige ved at tage livet af en veldrevet dansk virksomhed.

En anden historie anklagede Klaus Bondam for nepotisme. Klaus Bondam fik oprejsning i pressenævnet, men det var først længe efter, at han – som Uffe Elbæk – valgte at gå af for ikke at skade sit parti og det politiske projekt, som han var en del af. Klaus Bondam sagde dengang: ”Man får en notits, så oprejsningen til offeret er minimal i forhold til omverdenen, men personligt er det en god og rar følelse. Det er rart at vide, at den ikke er helt gal med dømmekraften, når man føler sig uretfærdigt behandlet.”

I juni 2011 valgte Politiken at se karaktermorderen efter i kortene. Avisen skrev en artikel over hele forsiden af 2. sektion, hvor Lars Fogts gerninger og metoder blev nøgternt gennemgået. De gik simpelthen til manden med samme midler, som han bruger mod andre. Forskellen var: Politiken løj ikke.

Med et nærmest farceagtigt træk forsøgte Lars Fogt efterfølgende at indklage Politiken for pressenævnet. Det svarer lidt til en Tiger Woods, der anklager sin hustru for utroskab, eller en rocker der pludselig har brug for politiets beskyttelse. Pressenævnet undersøgte pligtskyldigt sagen, men fandt ikke anledning til at kritisere Politikens artikel om Lars Fogt.

Summen af kardemommen: Det samlede danske journalistiske korps kender udmærket til Lars Fogt, og det gør det politiske establishment også. På Christiansborg ved alle, hvilke metoder han bruger, og hvilken sandhedsværdi man kan tilskrive hans artikler. Alle ved, at Lars Fogt er en uvederhæftig, løgnagtig bedrager.

Alligevel dansede hele oppositionen ned ad Christiansborgs gange, som rotter efter rottefængerens fløjte. Da Lars Fogt spillede op, så kom de dansende; til samråd skulle de. For nu var der mulighed for at angribe en minister. Hele seks folketingsmedlemmer fra Venstre kom dansende. Og fra De Konservative kom selveste partileder Lars Barfoed. Sjældent har et samråd i Kulturudvalget været så velbesøgt.

Jeg har ingen illusioner om, at dette ydmyge indlæg kan have lige så stor gennemslagskraft som hele det enorme pressebrøl, der er resultatet, når Lars Fogt og B.T. bedriver kampagnejournalistik.

Alle politikerne vidste – og ved – at det en dag kan ramme dem. For det kan ramme hvem som helst. Den dag bliver det sandsynligvis også Lars Fogt, der vil skrive de uvederhæftige artikler. Den dag bliver det også Lars Fogt, der spiller op til dans i mediecirkusset. Og den dag vil alle rotterne også komme svinsende og svansende. Men pyt. Hvem har råd til at lade være med at danse, så længe kædedansen drejer sig om en anden?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også alle journalisterne spillede med på musikken. For hvem kan tillade sig at lade være med at spille, når førstefløjtenisten spiller så klart og taktfast? Hvem kan risikere at stå uden for orkestret? Selv Politiken spillede med, uanset at de – om nogen – vel må vide, hvem Lars Fogt er, og hvilke metoder han benytter.

B.T. har efterhånden bevist mange gange, at de ikke er en avis, som man kan tiltro etik eller samfundsmæssig værdi. De skal sælge aviser, og sådan er det. De er parate til at bruge alle midler i den anledning, og det er en illusion, hvis man tror, at etiske argumenter kan ændre på det. Grænsen mellem sensationalistisk fiktion og tabloide nyheder er oftest ikke bare udvisket. Den er helt væk.

Problemet opstår, når historier går videre fra B.T. til andre medier. Det er at betragte som historier fra Se og Hør eller bibliotekets børnereol, der pludselig er at finde i morgenaviserne, Radioavisen og på TV-kanalerne – og på et politisk samråd.

Pludselig er der røg, og alle tænker, at der vel ikke går røg uden en brand. Pludselig er billedet tegnet og virkeligheden skabt – også selv om artiklernes virkelighed ikke har nogen form for forbindelse med den virkelige virkelighed. B.T. konstruerer egne virkeligheder og fremmaner dem i avisen. Derefter samles historierne op af dem, som kan se en fordel ved at mane med. Og pludselig er det sådan. Pludselig er det B.T.’s virkelighed, der er virkeligheden.

Det er klart, at vi skal have en fri og fræk presse. Det er klart, at vi skal have medierne til at kikke magthaverne efter i kortene, som man siger. Men der er en verden til forskel på at forvalte den fjerde statsmagt og så gøre systematisk løgn og propaganda til en virksomhedsstrategi.

Taberne er i første række ofrene. Dem, som pludselig må se hele livsværk brænde op på en formiddag, bare fordi en hensynsløs journalist med alt, alt for stor magt ikke har nogle skrupler med at hælde benzinen ud og tænde tændstikken.

Men i anden række er det os alle, der taber. Offentligheden. Alle os danskere, som igen og igen lader vores virkelighed manipulere af en uvederhæftig, løgnagtig bedrager og den avis, som han arbejder på.

Denne historie har ingen happy ending. Jeg har ingen illusioner om, at dette ydmyge indlæg kan have lige så stor gennemslagskraft som hele det enorme pressebrøl, der er resultatet, når Lars Fogt og B.T. bedriver kampagnejournalistik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er også udmærket klar over, at jeg med dette indlæg risikerer at lægge mig lige i skudlinjen til en ny kampagne fra Lars Fogts og B.T.’s side. Den må så komme. For det bør være slut med, at vi politikere hepper eller lægger os på maven, hver gang et nyt læs manipulation rulles ud fra kampagnekontoret i Pilestræde.

Du kan følge mig på Facebook på www.facebook.com/zenia.stampe.politiker

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden