I nobelprismodtageren Kazuo Ishiguros roman ’Resten af dagen’ har butleren Stevens viet sit liv til at tjene sin herre på et gammelt engelsk gods. Dagligt udfører han sine pligter med ufravigelig præcision: fjerner støv fra de tunge møbler, tørrer kinesiske vaser af, beordrer tjenestefolkene frem og tilbage og pudser det flotte arvesølv. Stevens’ næsten fanatiske loyalitet over for sin herre er ledsaget af en blindhed over for de større spørgsmål, han aldrig stiller: Er det, han arbejder for, overhovedet meningsfuldt?
Romanen, som blev filmatiseret i 1992 med Anthony Hopkins i hovedrollen, kan minde om SVM-regeringen. Dette ’mærkelige’ arbejdsfællesskab virker mere præget af pragmatisk nødvendighed end af nogen stor vision. Og ligesom Stevens, der først alt for sent indser, at han har viet sit liv til en herre, som ikke fortjener hans loyalitet, virker det, som om regeringen i stadig mindre grad overvejer, hvad de faktisk arbejder hen imod.
