Hvis Bushs afløser – Obama eller McCain – tror, at Irakkrigens afslutning er hans største problem i Mellemøsten, tager han fejl. Irak er den nemme udfordring. Allerede nu har irakiske styrker overtaget kontrollen med flertallet af irakiske provinser, og Bush har sagt ja til at trække amerikanske soldater ud af alle irakiske byer inden sommer. Tilbage er, om de sidste amerikanske styrker skal vende hjem til USA i løbet af 2011 eller før. Men Mellemøsten bugner af andre eksplosive problemer, som har været udskudt under Bush. Iran er ved at bringe sig i stand til at producere atomvåben. Ingen ved, om det også er intentionen at gøre det. Obama siger, at han vil forhandle. McCain siger, at han vil presse iranerne. Men Iran har ikke hidtil været påvirkeligt af nogle af delene. Landet har insisteret på at fortsætte sin uranberigelse, og både Saudi-Arabien og Egypten kan være på vej ind i et atomkapløb. Obama eller McCain vil ikke kun være i vildrede med svaret på Irans atomprogram, men også nervøse for Irans støtte til Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, Assadregimet i Syrien og væbnede shiamilitser i Irak. Olien: USA har under Bush ikke kunnet frigøre sig fra afhængighed af olie fra den arabiske golfkyst. Det er både Obamas og McCains mål – men deres strategiske råderum bliver snævert, især på grund af Kinas voksende oliebehov. USA vil være strategisk nervøs for en politisk nedsmeltning af Saudi-Arabien, mens Kina kun interesserer sig for, om oliepumperne kører. USA er nervøs for udklækningen af religiøse ekstremister i Saudi-Arabien, Kina har andre ting at tænke på. Endelig vil USA gerne fremme en åbning og demokratisering af Saudi-Arabien og andre arabiske diktaturer – Kina er bedøvende ligeglad. I de næste to præsidentperioder – med Obama eller McCain ved magten – vil USA under alle omstændigheder være afhængigt af Saudi-Arabien, men med faldende indflydelse i Riyadh, netop fordi Kinas efterspørgsel på olie stiger dramatisk. Afghanistan og Pakistan: Hverken Obamas eller McCains kampagne har signaleret stor tillid til Pakistans stabilitet, mens begge står fast på, at krigen mod Talebanbevægelsen i Afghanistan skal vindes. Den ny mand i Det Hvide Hus vil søge en B-plan for, om han kan redde Pakistans atomvåben ud af landet, hvis regeringen i Islamabad bryder sammen. Og han vil stå over for det problem, at Pakistans lovløse grænseområde i nordøst er Afghanistans største problem. USA vandt godt nok krigen i Afghanistan ligesom i Irak – men medens en ny regering er på plads i Bagdad, er regeringen i Kabul svag, korrupt og lige så magtesløs, som en amerikansk sejr mod Taleban er udsigtsløs. Israel-Palæstina: Bush har sagt det nødvendige: Palæstinenserne må have deres egen stat ved siden af Israel. Obama og McCain er enige. Men ligesom Bush vil de være i tvivl om, hvorvidt det er tid til at presse Israel til at opgive krav om eneretten til Jerusalem, og om det er tid til at presse arabiske stater til at gå ind i direkte forhandlinger med de israelske ledere. Under Bush har USA ligefrem forsøgt at afholde Israel fra at forhandle med Syrien. Obama eller McCain skal gøre op, om Syriens mafiapolitik i Libanon og dets venskab med Iran kan begrunde, at man ikke søger en fredsslutning mellem syrere og israelere? Demokrati? Både USA, G8, Nato og EU pustede sig op og talte for nogle år siden med store bogstaver om behovet for demokratisering, men fortsatte deres samarbejde med de totalitære regimer i Mellemøsten og Nordafrika. Obama eller McCain kan udskyde problemet, men næppe satse på, at arabiske befolkninger i al tid vil foretrække undertrykkelse frem for frihed. Obama eller McCain vil stå over for et splittet Europa, som hænger uhjælpeligt fast i bakspejlsdiskussioner om krig eller fred i Irak. Men Irak kan ikke skygge for, at Vestens fremtidige udfordring i Mellemøsten handler om frigørelse fra olie, vilje til at garantere for en palæstinensisk-israelsk fredsslutning, erkendelse af demokratiets nødvendighed og valget mellem at konfrontere, indkapsle eller samarbejde med Iran. Det er alt sammen potentielt eksplosivt. Og USA’s præsident – hvad enten han hedder Obama eller McCain – kan ikke nødvendigvis vente på tøvende europæisk beslutningskraft.