Hvis Muhammed ikke får bjerget, så bliver der ikke fred i Palæstina. Muhammed er profeten, og bjerget er Tempelbjerget, der ligger midt i den gamle by, der ligger midt i Jerusalem. Såvel israelerne som palæstinenserne anser Tempelbjerget for deres. Besiddelse af dette hellige bjerg overgår med hensyn til centralitet i den jødiske og muslimske selvforståelse alle andre interesser, selv fred. Under fredsforhandlingerne i 2000 i Camp David med præsident Bill Clinton for enden af bordet var konflikten om Tempelbjerget en af hovedårsagerne til, at forhandlingerne brød sammen. Og nu har bjerget stillet sig i vejen for dannelsen af en ny israelsk regering. med det resultat, at der efter alt at dømme bliver valg i Israel i februar næste år. Lederen af regeringspartiet, Tzipi Livine, der er udenrigsminister og Kadimas partileder, har opgivet at finde det flertal, der ville gøre det muligt at undgå et valg. Det kan blive skæbnesvangert, fordi det er sandsynligt, at det højreorienterede, nationalistiske Likud-parti vil vinde og Benjamin Netanyahu blive ministerpræsident. Livine har anmodet præsident Peres om at udskrive valg. Peres har et par dages betænkningstid og kan opfordre en anden partileder til at forsøge. Arbejderpartiets Ehud Barak er en mulighed, men hans parti ligger til venstre for Livnehs Kadima-parti, og den indrømmelse, Livneh ikke var i stand til at give det ortodokse Shas-parti om bord, vil Barak heller ikke kunne give. Som betingelse for at stige på en Livneh-regering krævede Shas ikke blot en pose penge til finansiering af partiets omfattende undervisningssystem samt øgede børnebidrag, men også et løfte om, at Livneh, der som udenrigsminister fører fredsforhandlinger med palæstinenserne, ikke vil diskutere Jerusalems fremtid. Og Jerusalem er et af hovedpunkterne på den palæstinensiske dagsorden. Mahmoud Abbas, præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, kræver, at Jerusalem skal være det kommende selvstændige Palæstinas hovedstad. Dvs. at Jerusalem skal huse to hovedstæder, Israels og Palæstinas. Desuden er det et muslimsk krav, at Tempelbjerget, hvor der ligger to muslimske helligsteder, Al Aqsa-moskeen og Omar-helligdommen med den gyldne kuppel, tilfalder islam i fredsaftale. Mahmoud Abbas forhandler om Tempelbjergets fremtid ikke blot på det palæstinensiske folks vegne, erklærer han, men på 1,3 milliarder muslimers over hele verden, og han har ikke mandat til at gå på kompromis om bjergets fremtid. Problemet er, at før islam erobrede Jerusalem i det 7. århundrede e.Kr., og Tempelbjerget blev knyttet til Muhammeds navn, havde der ligget to jødiske templer på bjerget. Det seneste, bygget af kong Herodes, blev ødelagt af den romerske besættelsesmagt som straf for et jødisk oprør i 66-70. Og medens muslimerne kan fremvise deres helligdomme på bjerget, gemmer det resterne af de to jødiske templer i sit indre. Set fra et muslimsk synspunkt ville udgravninger efter templernes rester krænke bjergets fred. Det er ikke uvigtigt, at udgravninger ville torpedere den palæstinensiske myte om, at der aldrig har eksisteret jødiske templer på bjerget. Livneh har erklæret, at hun ikke var parat til at »handle om udsigterne til at sikre Israel en bedre fremtid og en politik forskellig fra den tidligere«. En indirekte hentydning til den vægt, hun lægger på forhandlingerne med palæstinenserne. Det israelske flertal har bevæget sig kraftigt i de senere år, så vidt, at det har overtaget de fleste af de holdninger, som den hensygnende fredsbevægelse sloges for i 70’erne og 80’erne. Fredsbevægelsen har på de fleste punkter sejret sig til døde. Flertallet er indstillet på at opgive de besatte palæstinensiske områder, forudsat at det ikke forringer deres sikkerhed, og modstanden mod at dele Jerusalem med palæstinenserne efter opskriften ’En by, to hovedstæder’ er vanskelig at få øje på. Problemet er Tempelbjerget. Her er det ikke et spørgsmål om politik, men om tro, tro for den troende israeler og historisk tilknytning til Jerusalem for den ikketroende. Den tilknytning, der legitimerer zionismen, den jødiske nationale uafhængighedsbevægelse. Men den israeler, der ikke vil overlade kontrollen med Tempelbjerget til muslimerne, kan godt begrave drømmen om fred i Palæstina. Ikke blot fordi kompromis med islam er udelukket, men også fordi Tempelbjerget er det vigtigste kort, de israelske forhandlere har på hånden, når parterne står over for hinanden i slutspillets timer, hvor alle uoverensstemmelser er bilagt, bortset fra to: Tempelbjergets fremtid og spørgsmålet om 3-4 millioner palæstinensiske flygtninges drøm om at vende tilbage til det mytiske Palæstina.