Når man lytter til regeringens udmeldinger om, hvad man stiller op med kriminelle eller terrormistænkte udlændinge, der er på tålt ophold i Danmark, kunne man let få den mistanke, at regeringen er i gang med at løse egne problemer, snarere end det problem den her står over for. VK-regeringen arvede lovgivningen om tålt ophold fra SR-regeringen og den daværende ansvarlige minister og socialdemokrat, Karen Jespersen. Måske skulle man i regeringen spørge sin nuværende velfærdsminister, hvordan det dengang lykkedes at undgå, at tålt ophold blev afsløret som det problematiske fænomen, det er. Det er ikke til at vide, men måske indså Jespersen, at hun ikke havde nogen interesse i at gøre det til et politisk problem, når hun ikke kunne præsentere en politisk løsning på det. Den slags plejer politikere at have god næse for. VK-regeringen derimod, har i løbet af sine syv år ved magten forstørret problemet med tålt ophold ud over alle grænser. Ikke blot ved at tale om det, men også ved gang på gang at revidere udlændingelovgivningen, så flere og flere udenlandske statsborgere, der bliver dømt for kriminalitet i Danmark, risikerer – og rent faktisk får – en udvisningsdom. Og dermed er problemet lige så stille vokset. For jo flere udvisningsdomme der idømmes, jo større er risikoen for, at antallet af personer på tålt ophold stiger. Kriminelle udlændinge fra lande, hvor menneskerettighedskrænkelser er dagligdag, kan nemlig ikke sendes hjem. Det siger de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt. Bl.a. derfor er en tunesisk statsborger, der er mistænkt for at ville myrde Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, og som derfor er blevet administrativt udvist, nu på tålt ophold. Han ikke kan sendes til Tunesien. Tuneserens tilfælde er så helt særligt, fordi han er blevet udvist uden at have været stillet for en dommer og den eneste straf, han derfor har fået, er en udvisning af Danmark, og da den straf ikke kan håndhæves, må han blive her – frataget retten til at arbejde eller modtage sociale ydelser. Andre af de personer – 18 i alt – der er på tålt ophold i Danmark, er blevet dømt ved en dansk domstol og har fået både en fængselsstraf og en udvisningsdom. Fængselsstraffen har de udstået, men udvisningen forhindres af risikoen for, hvad man kan finde på at gøre ved dem i deres hjemland. Regeringen kunne godt se, at den havde et problem, og nedsatte derfor i foråret et embedsmandsudvalg til at kigge på løsningsmuligheder. Da det i sidste uge helt forudsigeligt viste sig, at tuneseren ikke kunne udvises, havde ingen imidlertid tid til at vente på udvalgets redegørelse. De havde alle løsningerne selv. Tålt ophold skulle gøres så utåleligt som muligt, lød det. Det var ikke nok, at de pågældende personer skulle melde sig i Sandholmlejren hver uge og være overvåget af PET. I denne uge bebudede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) så, at hun i næste uge hastefremsætter et lovforslag, der giver mulighed for at iføre udlændinge på tålt ophold en elektronisk fodlænke. Efter syv år, hvor man kun har gjort problemet større, kommer man altså op med denne hovsaløsning med den elektroniske fodlænke. I regeringen synes man sikkert, at man rigtig har udvist handlekraft. Og PET sparer måske lidt på overvågningsbudgettet. Men har man egentlig gjort noget for det patetisk skamredne begreb ’den krænkede retsfølelse’? Næ. Tålt ophold er og bliver et utåleligt sjask af en praksis, der kun alt for godt betegner det morads af regler, der er opstået af de senere års uskønne blanding af fremmedfrygt, terror-paranoia og højrepopulisme. I stedet skulle man erkende, at, medmindre man tømmer landet for udlændinge, vil der ind imellem være én, som vi ikke kan udvise, hvis vi skal overholde konventioner, som i øvrigt hænger fint sammen med andre borgerrettigheder som den ytringsfrihed, der jo skal være Danmarks internationale varemærke for tiden. Når domstolene dømmer nogen fra et land, hvortil de ikke kan sendes tilbage, må de derfor i stedet forlænge straffen – i stedet for at gøre udvisning til en del af straffen.