Alle tager for givet, at Anders Fogh er interesseret i at blive Natos nye generalsekretær. Spekulationerne drejer sig kun om, hvor gode hans chancer er. Men sandheden er, at det i givet fald er Anders Fogh, der gør Nato en tjeneste ved at kandidere. Og er han for alvor interesseret, bør han – trods det handikap, som hans parløb med Bush måtte udgøre under præsident Obama – på det nærmeste være selvskreven til posten. En siddende statsminister har kontakter til hele kredsen af beslutningstagere i alliancen og en opdateret viden om, hvor de forskellige lande står, der er meget svær at matche. Der er ingen andre kandidater, der har den baggrund. Den typiske Nato-generalsekretær er forsvars- eller udenrigsminister – og vel at mærke en forhenværende af slagsen. Det er aldrig før set, at en siddende statsminister foretrækker det job frem for sit eget. Stillingen som regeringschef betragtes normalt som det højest opnåelige for en politiker – og ikke noget, man før tid og frivilligt giver fra sig til fordel for en international toppost. Internationale topposter er derimod noget, det er fint at få bagefter, når ens karriere som national toppolitiker er forbi. Som da Poul Hartling som forhenværende statsminister blev flygtningehøjkommissær i FN. Første og hidtil eneste gang, vi har set en siddende statsminister i et land, der er større end Luxembourg, foretrække en europæisk toppost, var, da José Manuel Barroso forlod jobbet som portugisisk premierminister til fordel for posten som formand for Europakommissionen. Det var et meget stærkt signal om, hvor magtfuldt EU er blevet. Alle tidligere kommissionsformænd har haft baggrund som almindelige ministre eller topembedsmænd – Romano Prodi var, da han blev valgt, den med det fineste cv nogensinde. Han var forhenværende italiensk premierminister. Den nye post som EU-formand, som den nu forsinkede Lissabontraktat skaber, ville være i en endnu tungere vægtklasse end kommissionsformandsposten. Til begge poster har flere siddende statsministre fra små og mellemstore lande været bragt i spil – og været ægte interesserede. Fik Fogh en sådan post, ville det være et imponerende skridt opad i karrieren. Men Nato-generalsekretærposten er slet ikke i den vægtklasse. Den vigtigste Nato-post er den som militær øverstbefalende – og den sidder amerikanerne af samme grund på. Beslutningsreglen i Nato er enstemmighed. Generelsekretæren har primært til opgave at markedsføre alliancen og styre det forholdsvis begrænsede civile bureaukrati i Bruxelles. Og hvem kan i øvrigt huske, hvad den nuværende generalsekretær hedder? NÅR VI herhjemme er benovede over udsigten til Fogh som generalsekretær – eller usikre på, om han overhovedet har en chance – har det naturligvis en forklaring. For det første er statsministeren og hans folk gode til at bygge en spænding op, så der i givet fald bliver tale om en triumf for både landet og dets førstemand. For det andet kan mange huske, at Uffe Ellemann-Jensen, Foghs forgænger som Venstreleder, i sin tid ikke fik posten. Den kontrast ligger og ulmer i baggrunden. Men de to situationer kan slet ikke sammenlignes. Uffe Ellemann var hverken daværende eller forhenværende statsminister. Ja, han var på det tidspunkt ikke engang siddende udenrigsminister, men ganske almindelig partileder i opposition. Havde han dengang fået jobbet, havde det været fortjent og overraskende – og en stor fjer i hatten for ham og Danmark Hvis Anders Fogh bliver generalsekretær, skal det være ham vel undt. Det vil være en cadeau til Nato. Men det vil først og fremmest være et dramatisk fravalg af posten som dansk statsminister. Oppositionen er i en sådan forfatning, at Anders Fogh ellers har rimelige odds for at sidde måske seks-syv år mere som regeringsleder. Men det har han måske bare ikke lyst til? Er man træt af dansk politik, så er man træt af dansk politik. At finde ud af, hvorfor Anders Fogh er blevet det, er vel i givet fald det meste spændende element i den historie.