Vil man studere klassiske eksempler på uoverensstemmelse mellem ord og handling, er pressemeddelelser fra Videnskabsministeriet altid et muntert sted at starte. Sidste uge var ingen undtagelse. Her blev videnskabsminister Helge Sander citeret for følgende i en pressemeddelelse: »Vi skal turde være selvkritiske og hele tiden sikre de optimale forhold på universiteterne. Det handler om vigtige begreber som forskningsfrihed, fri akademisk debat og studerendes medbestemmelse. Landets universiteter skal have de bedst mulige vilkår for at opfylde deres formål om at drive forskning og udbyde forskningsbaserede uddannelser på højeste internationale niveau. Det er forudsætningen for fremtidens vækst«. Videnskabsministeren er som bekendt ingen markant minister. Til gengæld er hans politik temmelig markant, og den har landets universiteter i den grad fået at føle, siden VK-regeringen kom til magten i 2001. Og har man fulgt bare en lille smule med på sidelinjen, ved man, at der er en verden til forskel på universitetspolitik i praksis og universitetspolitik, som den formuleres i pressemeddelelser. »Forskningsfrihed«, »fri akademisk debat« og »studerendes medbestemmelse«? Hidtil har disse ikke just været »vigtige begreber« i Videnskabsministeriet. Siden vedtagelsen af universitetsloven i 2003 har der tværtimod været en livlig og frustreret debat om manglen på frihed. Både de nye bestyrelser, rektorerne og forskerne har alle klaget over den tiltagende detailregulering. Faktisk har de klaget uafvendeligt nu i de seneste fem år – stort set uden at få indrømmelser retur. DEN seneste tids debat om akkreditering af uddannelser er ingen undtagelse. Her har både ledelse og forskere med rette rejst kritik af, at samtlige landets 1.300-1.400 videregående uddannelser skal bruge dyrebar (forsknings-)tid på at udfylde formularer og rapporter til Akkrediteringsrådet for overhovedet at blive godkendt som uddannelse. Selve akkrediteringen har vi ganske vist forpligtet til os via Bologna-erklæringen. Men mens andre lande kan nøjes med at akkreditere de enkelte uddannelsesinstitutioner – altså universiteterne – og lade dem om at holde hånd i hanke med kvaliteten af de enkelte uddannelser, vil videnskabsministeren herhjemme selv agere opsynsmand. Og dette er vel at mærke kun et lille skvulp i den bølge af bureaukrati, som siden 2001 er skyllet ind over de danske universiteter. FOR NYLIG dokumenterede en undersøgelse, som Dansk Magisterforening har foretaget blandt 400 danske forskere, at der går stadigt mere tid med administration. Mens forskerne for blot to år siden brugte 42 pct. af deres arbejdstid på at forske, er den andel nu faldet til 32 pct. I samme tidsrum er den tid, de bruger på administrative opgaver, fordoblet. Er den udvikling udtryk for, at vi er på vej mod »forskningsbaserede uddannelser på højeste internationale niveau«? Er det »forudsætningen for fremtidens vækst«? Nej, vel. Og det bliver værre endnu: MERE END 6.000 forskere og studerende har således netop afleveret deres underskrifter til Helge Sander i protest mod universitetsloven fra 2003. De er især utilfredse med de indskrænkninger i forskningsfriheden, den nye universitetslov har ført til som følge af ledelsens nyvundne ret til i udstrakt grad at lede og fordele forskningsforpligtelserne. Nu kan der selvfølgelig komme mange gode ting ud af dygtig ledelse, men man er her nødt til at se forskernes utilfredshed i lyset af, at VK-regeringen har et nærmest manisk forhold til den strategiske forsknings velsignelser og til konkurrencemidler frem for basismidler. Fri grundforskning – og nobelpriser – kan man altså kigge i stjernekikkerten efter, hvis det står til Helge Sander. Og den kedelige nyhed er, at det gør det. Nu har han så – presset af Folketinget – besluttet sig for, at være »selvkritisk« og iværksætte en evaluering af universitetsloven. Bedømt ud fra fortiden, er der desværre intet, som tyder på, at den proklamerede selvkritik eller forskernes underskrifter får nogen betydning.