Der er de sidste tre måneder blevet talt en hel del i kulturkrogene. Havde landet overhovedet en kulturminister? Spørgsmålet var naturligt. Man hørte ikke en lyd fra ministeren, og bad man om en kommentar til et aktuelt kulturpolitisk emne, var svaret, at ministeren ville lade meddele, når hun var klar til at tale med pressen. Det var hun så i onsdags. Nøjagtig tre måneder efter sin udnævnelse modtog Carina Christensen (K) for første gang medierne for at fortælle, hvilke tanker hun havde gjort sig om sit nye ressortområde. Carina Christensens situation er ikke misundelsesværdig. Hun er blevet flyttet fra den ene ministerpost til den anden tre gange i løbet af de sidste to år og er indtil videre havnet på kulturministerposten. Det siger mere om regeringens prioritering af kulturpolitikken end om Carina Christensen. Og trods forsikringer om det modsatte var kulturministerposten næppe hendes drømmejob. I så fald ville det næppe have taget så lang tid for hende at gøre sig klart, hvad kulturpolitik egentlig er for en størrelse. Men nu har vi så fået dem præsenteret, resultaterne af ministerens tre måneders anstrengelser. Man kunne læse om dem her i avisen i går, og såmænd også i de andre morgenaviser, for vi fik alle foretræde samme dag, og vi fik også samme historie med hjem. Ministeren vil »brede kulturen ud«, så det med hendes egne ord ikke kun handler om »Det Kongelige Teater, Louisiana og Statens Museum for Kunst, det kunne jo også være ting, der foregår ude i provinsen. Der er jo masser af gode ting, der finder sted derude lokalt«. Det er svært at være uenig i, altså at kultur jo ikke alene er det, der sker på Det Kongelige Teater, på Louisiana og på Statens Museum for Kunst. Det har næppe taget tre måneder at komme til den konklusion. Ligesom det formentlig heller ikke har krævet en rejse rundt i landet at konstatere, at der sker masser af gode ting »derude lokalt«. Den jævne mand som gidsel Det er heller ikke første gang, en kulturminister tager den jævne mand i provinsen som gidsel i et forsøg på at skaffe sig en populær platform. Det er hverken en original eller konstruktiv position, når man skal være minister for hele landet, at spille provins og hovedstad ud mod hinanden eller at gøre Det Kongelige Teater og de lokale biblioteker til naturlige fjender. At CARINA Christensen ikke er fuld af ambitioner på dansk kulturs vegne, var nok til at leve med, hvis hun til gengæld havde svar på de aktuelle og konkrete kulturpolitiske problemer. Men selv med lang forberedelsestid havde ministeren ingen svar på TV 2’s presserende økonomiske problemer. Ministeren havde heller ingen svar på den sponsorkrise, som museerne er røget ind i nu, da de private midler til kulturstøtte ikke sidder så løst længere. Det vil uden tvivl få betydning for kulturinstitutionerne, indrømmer ministeren, for de er jo ikke »konjunkturfri zone«. Og hun kan berolige med, at »når de gode tider kommer igen, så gør pengene det jo også«. For det første er der ingen, der ved, hvornår de gode tider kommer igen, og for det andet er det letsindigt, for ikke at sige kulturpolitisk uansvarligt, at lade den langsigtede kulturpolitik afgøre af skiftende konjunkturer og private sponsorers forgodtbefindende.
Føler ministeren sig hjemme? Desværre er der ikke på dette punkt noget skifte at spore i forhold til den linje, Brian Mikkelsen lagde i sine syv år på posten. Alt i alt kunne noget tyde på, at Carina Christensen ikke føler sig hjemme i sit nye ministerium. Det nytter bare ikke noget, for som minister er man nødvendigvis sit ressorts fremmeste fortaler fra dag ét. Med magten og æren følger ansvaret. Og det kan være tungt, hvis området egentlig ikke rigtig interesserer én. Carina Christensen svarede formodentlig ufrivilligt ærligt, da Politiken spurgte hende, hvilken kunstart hun ikke gider bruge tid på: »Nu er jeg jo kulturminister, så det ville være meget mærkeligt, hvis der var noget. Så det er der ikke«. Tja. Men kunne man ikke i stedet for al denne uengagerede almindelighed forestille sig, at netop kunstens og kulturens minister ikke skulle være så bange for det, der er ’mærkeligt’?
