Officielt giver amerikanske talsmænd selvfølgelig udtryk for, at krigen kan vindes, blot er der nogen usikkerhed med hensyn til hvornår.
USA’s forsvarsminister Robert Gates henviste til den kolde krig, der varede i 45 år, da han blev spurgt, om han mente, at krigen i Afghanistan kunne trække ud i 10 eller 15 år. Pentagon har planer om at overføre yderligere 20.000 amerikanske soldater til Afghanistan, men det vil tage mellem 12 og 18 måneder at få dem på plads. Til den tid vil USA have 58.000 mand i landet, dertil kommer 30.000 mand fra en række NATO-lande. I mellemtiden forværres situationen. Taleban-oprøret, der har sit arnested i grænselandet mellem Afghanistan og Pakistan i landets sydlige og sydøstlige provinser, breder sig til de vestlige og nordvestlige. En efterretningsrapport, der sammenfatter alle 16 amerikanske efterretningsorganisationers vurdering af situationen, udsendt for en måned siden, karakteriserer situationen som en »spiral i nedadgående retning«. I dag falder flere amerikanske soldater i krigen med talebanerne end i Irak. Officielt tror USA selvfølgelig på, at sejr over talebanerne er mulig, men uformelt er der tegn på, at Washington også opererer med andre overvejelser – forhandling med moderate kredse i Taleban om et kompromis. Spørgsmålet i disse kredse er ikke om, men hvornår. Tiden er ikke moden, fordi talebanerne i dag er i offensiven, og et politisk udspil vil kunne fortolkes som en sejr for oprørsbevægelsen, som USA begyndte at bekæmpe i 2001 efter al-Qaeda-angrebet 11. september. En af årsagerne til disse overvejelser i Washington er, at konflikten i Afghanistan indebærer kimen til en konflikt mellem USA’s allierede i Europa, som vil komme på tværs af Barack Obamas planer om at styrke et bredt samarbejde over Atlanten. Krigen i Afghanistan er en politisk belastning for de europæiske ledere, fordi deres vælgere er modstandere af at sende soldater til Afghanistans kampzoner. Holland har meddelt, at det trækker sine soldater hjem i 2010, og canadierne, der har lidt store tab, trækker sig hjem året efter. Hvis Robert Gates’ vision om et ideologisk opgør med Taleban, der kan sammenlignes med den kolde krig, bliver virkelighed, vil Europas tålmodighed ikke række. De fleste europæeres tankesæt rummer ikke mulighed for at forstå, at et forsvar mod et terrorangreb f.eks. i København begynder i Afghanistans bjerge. Meget tyder på, at Washington allerede under George W. Bush uofficielt opererer på to fronter – den ene er rettet mod talebanerne, som skal overbevises om, at USA er i denne krig for at vinde, den anden er rettet mod USA’s europæiske allierede samt den muslimske verden og markerer et forhandlingsvenligt USA, der er villigt til et kompromis. Forhandlingsstrategien er bygget på erfaringerne fra Irak, hvor det lykkedes USA at etablere en alliance mod al-Qaeda i Mesopotamien med sunnimuslimske sheiker, der indså, at interessemodsætningerne mellem dem og al-Qaeda var større end det fælles fjendskab til de amerikanske besættere. Man aner en tilsvarende strategi i Afghanistan med det formål at drive en kile mellem al-Qaeda i Afghanistan-Pakistan-området og de moderate kredse blandt talebanerne. At denne tanke først tager form nu, syv-otte år efter at USA indledte kampen mod talebanerne, skyldes netop det fejlagtige grundsyn, som Robert Gates gav udtryk for, da han sammenlignede kampen mod Talebanbevægelsen med den ideologiske konflikt med Sovjetunionen, der førte til 45 års kold krig. barack Obama er tilsyneladende også offer for Gates’ fejlvurdering af oprørsbevægelsen. Talebanerne er en afghansk bevægelse, der har samarbejdet med al-Qaeda, men som i modsætning til al-Qaeda har et politisk program, der vedrører Afghanistans fremtid og intet har til fælles med al-Qaedas apokalyptiske verdensbillede. Og der er ingen udsigt til, at der kan skabes de nødvendige sikkerhedspolitiske betingelser for genopbygningen af Afghanistan uden inddragelse af Taleban. Saudi-Arabiens kongehus har forstået dette og taget initiativet til forhandlinger i Mekka mellem repræsentanter for moderate Taleban-kredse og den afghanske regering, repræsenteret ved præsident Hamid Karzais bror. Forsvarsminister Robert Gates’ kommentar var: »Det er til syvende og sidst den måde, hvorpå de fleste krige ender«. Så måske er vi nærmere den forhandlingsløsning i Afghanistan, end vi tør tro. Resultatet kommer til at ligne en krydsning mellem Saudi-Arabien og Somalia, kommenterer en kyniker, det er ikke godt, men alle alternativer er værre.
