Tidligere på ugen afviste Flygtningenævnet, at en terrormistænkt tunesisk mand kunne udvises til sit hjemland, fordi der er risiko for, at han ville blive udsat for tortur og forfølgelse. Det var en beslutning, der har været forudset, lige siden han og en anden tunesisk statsborger i februar blev anholdt mistænkt for at have planlagt at myrde Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. Som underskriver af internationale konventioner mod tortur kan Danmark nemlig ikke udsende borgere, der risikerer tortur eller forfølgelse i deres hjemland. Derfor havde regeringen også forudset, at det ville gå sådan og netop af den grund sidder et embedsmandsudvalg og arbejder på forslag til, hvad man stiller op med udlændinge, der er mistænkt for terror eller anden alvorlig forbrydelse i Danmark. Alt tyder på, at regeringen ikke tror, at udvalget af egen drift kan få de gode idéer. Tidligere justitsminister og nu vicestatsminister Lene Espersen (K) udtalte til tv onsdag om den tunesiske mand, som ikke kan udvises og derfor nu er på ’tålt ophold’, at det »er absurd, at han frit kan gå rundt i Danmark. Som nation må vi have mulighed for at sige, at du er ikke ønsket her i landet, du må sendes hjem«. Lene Espersen har ret i, at denne sag er absurd, og det er i særklasse absurd, at den politiker, der de sidste syv år har siddet på justitsministerposten og har kunnet gøre noget ved absurditeterne, ikke har gjort det, men nu med en ny ministerkasket på kræver, at noget må gøres. For det er jo ikke Flygtningenævnets afgørelse, der er absurd. Den er helt efter konventionerne. Det absurde og direkte forargelige er, at en mand, der er mistænkt for en så alvorlig forbrydelse i Danmark, ikke er blevet stillet for en dommer og idømt en straf, hvis han er skyldig, eller frifundet, hvis han er uskyldig. I disse sager, som der efterhånden er en lille håndfuld af i Danmark, er retsstatens principper fuldstændig sat ud af kraft. Terrormistænkte udlændinge kan administrativt udvises – det vil sige uden at få udvisningen prøvet for en dommer – hvis PET mener, de er til fare for landets sikkerhed. Det har dels konsekvenser for den pågældende tuneser, der de facto er dømt uden rettergang, og som VKO-flertallet nu enten vil fængsle (på livstid?) eller chikanere mest muligt, så han ikke er i tvivl om, at han er uønsket i Danmark. Imens går hans kammerat, som er mistænkt for samme forbrydelse, frit rundt, fordi han er dansk statsborger, og fordi PET ikke vil lægge sit materiale frem i retten. Dét er absurd. Men især har det konsekvenser for det danske samfund og borgerne, som må tåle, at den udøvende magt også er blevet den dømmende, og som, skal man tro PET, har en farlig mand gående omkring i deres midte. ESPERSEN ER alene optaget af at få sendt tuneseren og andre i samme situation ud af landet. Al politisk opmærksomhed samler sig for øjeblikket om at lægge pres på det nedsatte udvalg, så dets medlemmer begriber, at det er kreative forslag til, hvordan man omgår torturkonventionerne, der skal til. Mens Espersen stadig havde sit gamle ministerressort, foreslog hun, at Danmark indgik såkaldte diplomatiske aftaler med diktaturstater om, at de ville behandle de statsborgere, Danmark tilbagesender, helt anderledes humant end alle andre. Lande, som vi normalt ikke vil tro over en dørtærskel, fordi de bryder alle tænkelige menneskerettigheder. I stedet for at give ekspertudvalget en chance for at gennemtænke løsninger, der tager højde for dilemmaet mellem terrorbekæmpelse og retssikkerhed, er det de diplomatiske aftaler, som regeringspolitikerne med Espersen i spidsen nærmest hysterisk forsøger at tale frem. Den aktuelle tunesersag kalder på handlekraft, og den ene minister kan derfor ikke stå tilbage for den anden. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) kongstanke har i mange år været at oprette ’EU-lejre’- eller ’fristeder’, som hun kaldte dem i radioavisen i går – hvor man kan sende de utålelige hen. Trods navnet skal ’fristederne’ naturligvis placeres uden for EU. Helt usandsynlig er tanken ikke. Man kunne godt forestille sig, at lande som, ja, Tunesien, ville tilbyde sig som et oplagt ’fristed’. Især hvis EU-landene så til gengæld ville love at se gennem fingre med, hvad der i øvrigt foregår i landet af menneskerettighedskrænkelser. Absurditeterne står i kø. Jo flere af VKO-politikerne, der ytrer sig om sagen, jo flere bliver de. Imens kommer Danmark til at ligne en forhenværende retsstat. Det er i særklasse absurd, at den politiker, der de sidste syv år har siddet på justitsministerposten og har kunnet gøre noget ved absurditeterne, ikke har gjort det.