Lad os, bare for eksperimentets skyld, sige, at verden var god – så ville israelerne i morgen vælge et parlament af fredsduer.
Høgene ville folde deres vinger sammen. Israel ville opgive alle sine bosættelser og trække alle soldater tilbage fra Vestbredden. Og så ville Hamas krænge sin ulvedragt af og afsløre sig som det nydeligste fredselskende lam. Palæstinenserne ville pakke deres raketter og bomber væk og besinde sig på at leve i en fredfyldt stat side om side med Israel. Og de to folk ville leve lykkeligt til deres dages ende. Gribende. Men sådan er verden ikke. Det israelske parlament vil igen blive delt nogenlunde midt over, så høge og duer holder hinanden i skak. De vil ikke bare opgive bosættelser og ikke trække sig tilbage fra Vestbredden. Hamas vil heller ikke blive til fredsaktivister, ikke opgive sine raketter og ikke bede om fred. Lad os så, bare for samme eksperiments skyld, spørge, om noget kunne være gjort for, at israelerne i morgen ville vælge et markant kompromissøgende flertal i parlamentet, Knesset, og for at palæstinenserne ville bakke op om forsonlige frem for konfrontationssøgende ledere? Joh, da – hvis Israel ikke havde lukket grænsen omkring Gaza, ikke spækket Vestbredden med vejspærringer og ikke ladet sine bosættelser vokse – så havde palæstinenserne måske i større grad samlet sig om forsoning og ikke Hamas. Og hvis den arabiske verden havde valgt at satse på udvikling af Gaza frem for at lade Hamas forberede mere vold; og hvis arabiske ledere havde inviteret israelske ledere til Riyadh for at vise, at Arabien var rede til fred – joh, så ville israelerne måske vælge et parlament med større vilje til kompromis og fred. Problemet er, at både israelere og palæstinensere har levet med krig og ikke haft grund til for alvor at tro på fred. De israelske vælgere opfatter det som galt nok at have Hamas i Gaza. De vil ikke også have Hamas i Østjerusalem eller på Vestbredden, 14 kilometer fra Tel Aviv. I morgen vælger israelerne derfor ikke et parlament, der ligesom det amerikanske valg vil bygge på håb frem for frygt. Det er modsat. Knesset vil bygge på frygt frem for håb. Lad os så – nu vi er i gang med eksperimenter – se, hvor vi finder mulighederne frem for problemerne i det nye Knesset. Det er Benjamin Netanyahu, lederen af Likud-partiet, vi skal holde øje med. På forhånd er det sandsynligt, at både Arbejderpartiet og centrumpartiet Kadima kan motiveres for det kompromis, som USA vil søge, inklusive dramatisk tilbagetrækning fra i hvert fald det meste af Vestbredden. På forhånd er det også sandsynligt, at bosætternes ekstremistiske højreparti Israel Beiteinu vil gøre alt for at modsætte sig indrømmelser til palæstinenserne. Likud repræsenterer tvivlen, frygten og modviljen mod at tage unødige chancer. Men se så, hvad der skete, da højrefløjsfolk i sidste uge forsøgte at få Knesset-medlemmer til at underskrive en ed om at afvise en palæstinensisk stat: Netanyahu og tre fjerdele af Likuds parlamentsmedlemmer ville ikke sværge. Det viser i hvert fald, at Netanyahu som altid har en god næse for, hvilken vej vinden blæser. Han ved, hvad Obama og USA, Israels allierede, vil gå efter. Og han har før vist, at hans opportunisme også kan komme forsonligheden til gode. Det er m.a.o. Netanyahu, palæstinenserne og Israels naboer skal overbevise om, at fred er en risiko værd. Både hos palæstinenserne og hos israelerne er spørgsmålet ikke, om nogen er for fred. De er velkendte. Spørgsmålet er heller ikke, om nogen er imod. For også ekstremisterne er velkendte. Nej spørgsmålet er, hvordan man vinder tillid hos tvivlerne og de frygtsomme. Valget handler kun om, hvem der skal lede. Men på israelsk side afhænger freden so oder so af Likuds vælgere og Benjamin Netanyahu. I regering eller opposition – det er dem, der skal motiveres til at turde fred og give en hvilken som helst regering tilslutning til at tage chancen. Og det er ikke et tankeeksperiment. Sådan er det bare.
