Ville det gå bedre i Afghanistan, hvis de vestlige soldater blev trukket ud? Bedre for hvem? Vi spørger forkert, fordi vi nødig vil høre de rigtige svar. Afghanistan står midt i tre konflikter. Én udadtil og to indadtil. Ingen af dem kan vindes i Helmand og ingen af udenlandske soldater – alene. Udadtil er afghanernes største problem ikke de fremmede soldater, men Pakistan, der er USA’s største hovedpine. Washington stoler ikke på Pakistans regering og slet ikke på landets militære sikkerhedstjeneste. USA frygter en nedsmeltning i Islamabad og, at Pakistans atombombe falder i hænderne på dette lands ekstremister. Afghanistan må dagligt betale for lovløsheden ved den pakistanske grænse. Én ting er, at Al-Qaedas ledere formentlig gemmer sig i disse vilde bjerge – dét er især et vestligt og pakistansk problem – men samtidig er området ved at blive overtaget af pakistanske talebanere, som sender nye krigere ind i Afghanistan. Hvis regeringen i Islamabad ikke skaffer sig kontrol med sin sikkerhedstjeneste og sin grænse, får Afghanistan ikke fred – og det international samfund får et giga-problem. Men hvad vil vestlige regeringer stille op med Pakistan? Indadtil er spørgsmålet ikke, hvordan det går med ’genopbygningen’, fordi det reelt handler om opbygning. Afghanistan har aldrig været en stat i international forstand med én gældende lov, én national regering, ét politi og én hær. Tvært imod: Afghanistan har været en mosaik af forskellige etniske samfund med egnesprog, egne hære, regler, domstole og fængsler. Og især mod øst og syd har de pakistanske grænser været flosset ind imod lovløsheden på Pakistans side. Uanset om præsidenten fortsat hedder Karzai, er det noget nyt, hvis vi vitterlig sætter os for at hjælpe Kabul med at indsætte sikkerhedsstyrker i hele Afghanistan. Så handler det om at uddanne titusinder og atter titusinder af afghanske sikkerhedsfolk og dommere og embedsmænd. Da skal vi ikke spørge, om vi skal blive i Afghanistan i to eller tre år, men om vi vil blive i tyve eller tredive? DESUDEN: Afghanernes problem er ikke, om vestlige soldater kan vinde over Taleban. Det ved afghanerne, at udenlandske soldater ikke kan. Taleban er ikke én bevægelse, men flere, og dens hellige krigere ser frem til martyriet, mens vores soldater er bange for at dø. De krigere, som slås mod vores soldater og mod Karzais folk, er ikke alle under den énøjede Mullah Omar’s kommando. Flere andre militser som den gamle forbryder Gulbudin Hekmatiyars styrker er også på krigsstien, og de kæmper både for egen vinding og for pashtuners dominans i Afghanistan. De ved, at pashtuner tæller flere end nogen anden etniske gruppe i Afghanistan – 40 pct. af befolkningen – og de er fortørnet over tadsjikker og uzbekers forsøg på at sætte sig på Kabul. Det internationale forsøg på at skabe demokrati og frie valg overbeviser ikke disse krigsherrer, der er vant til, at loyalitet er forankret i etnicitet og klan, og at magten vokser ud af en AK-47. Det ændrer næppe, at de fleste pashtuner hellere vil have fred end krig og hellere skoler end ruiner. Men de vil ikke se deres egne mejet ned af fremmede og ikke se, at alle talebanere afvises som terrorister. Derfor er spørgsmålet ikke, hvordan vi får skudt alle talebanere, men hvordan vi vinder pashtunernes tillid uden at falde for deres værste forbrydere? Dyb indånding, men sådan er den akutte to do-liste: Styr på Pakistan. Tredive års opbygning af en afghansk centraladministration, afghansk politi og afghanske sikkerhedsstyrker. Forhandling med lokale pashtunske ledere, formentlig også med dele af Taleban. Vores krig i Helmand er nyttig, når den beskytter lokal genopbygning – men selvfølgelig: blot en brik i Afghanistans store spil. Afghanerne vil bedømme os på balancen. Hvis vi river mere ned, end vi bygger op, som Obama sagde – så får vi afghanerne imod os.