Frygtbarometeret står på 60 i Israel.
Det er en af hovedforklaringerne på det skred til højre, som parlamentsvalgene tidligere på ugen afslørede. Vælgerne flyttede 15 mandater over midten til den fløj, der ynder at kalde sig ’den nationale’, hvilket mere end antyder, at partierne til venstre i national henseende er suspekte. Frygtbarometeret angiver israelernes vurdering af landets sikkerhedssituation, som flertallet af landets jødiske befolkning finder er kritisk. Valgets udfald er et nej til en aktiv fredspolitik, i hvert fald hvad angår palæstinenserne. Skredet til højre begyndte helt ude på venstrefløjen, som praktisk talt er blevet sat uden for det politiske spil. Fredspartiet Meretz og det historiske arbejderparti, der herskede næsten enerådigt i landets første 30 år, tabte 8 mandater. Vælgerne svigtede de to venstrefløjspartier til fordel for midterpartiet Kadima, der afgav et næsten tilsvarende antal vælgere til højrefløjen. Venstrefløjens stemmer flygtede mod højre, til udenrigsminister Tzipi Livnis Kadima, der ikke selv med den bedste vilje af verden kan kaldes et fredsparti. Og en fjerdedel af Kadimas vælgere foretrak valgets to vindere, Benjamin Netanyahus Likud og Avigdor Libermans Beitenu. Venstrefløjens vælgere svigtede deres to partier i et forsøg på at blokere Netanyahus vej til magten ved at støtte Tzipi Livnis kandidatur. Det skulle vise sig at være forgæves. Hun fik de fleste mandater, 28, mens Likud fik 1 mindre, men det afgørende er, hvem der kan samle en koalition på mindst 61 parlamentsmedlemmer, og det kan Livni ikke. Det kan Netanyahu – the comeback kid, som for ti år siden blev væltet af sine forbundsfæller på det yderste højre, fordi han efter deres mening havde svigtet nationalreligiøse interesser. Han kan danne regering med den nationalreligiøse fløj, hvilket vil udelukke, at Tzipi Livnis Kadima vil deltage, eller han kan foretrække hende og skille sig af med de mest radikale elementer på højrefløjen. Liberman slipper Netanyahu ikke for i sin nye regering. Frygtbarometeret fortæller om den atmosfære, hvori valgene fandt sted. Når israelerne er bange, ikke blot for deres egen personlige sikkerhed, men også for landets, søger flertallet trøst til højre. De forbinder den nationalreligiøse fronts modstand mod oprettelsen af en palæstinensisk stat, deling af Jerusalem og likvidering af de israelske bosættelser på besatte palæstinensiske områder med sikkerhed. Venstrefløjens fredspolitik forekommer flertallet at være risikabel. Flertallet af israelere har vænnet sig til status quo, til hæren som garant for deres sikkerhed, og enhver ændring af status quo kan kun være til det værre. Uanset hvilken regering Netanyahu kan banke sammen, med eller uden Kadima, ser det sort ud for palæstinenserne, medmindre præsident Barack Obama beslutter sig for at gøre spørgsmålet til et kardinalpunkt i forholdet til Israel. Noget tyder på, at det er hans agt. Umiddelbart efter valget tirsdag erklærede en talsmand for Det Hvide Hus, at USA’s politik i forhold til Israels kommende regering ville koncentrere sig om at garantere Israels sikkerhed, fremme forhandlingerne med palæstinenserne og med Israels øvrige naboer. Det sidste var en reference til Syrien, hvis præsident, Bashir Assad, blot venter på et amerikansk initiativ med det formål at sætte et punktum for den israelsk-syriske konflikt, der nu har stået på i 60 år siden den første israelsk-arabiske krig i 1948-49. Spørgsmålet er, hvad Washington anser for mest givtigt i forhold til den arabiske verden – at fremme en Palæstinaløsning eller en israelsk-syrisk fred. Det vil passe Netanyahu at give sig det sidste punkt for at vinde tid, hvad angår palæstinenserne. Hans regering vil ikke kunne overleve en forhandling om oprettelsen af en palæstinensisk stat. Frygtbarometeret er nøglen til forståelsen af israelernes status quo-fiksering. De skal tro på, at situationen ikke kun kan blive værre, men også bedre. Måske kan en succesfuld fred med Syrien berede vejen til fred med palæstinenserne.
