Et tohovedet uhyre« kaldte professor i dramaturgi Jørn Langsted i sidste uge den ledelsesstruktur, som bestyrelsen for Aarhus Teater netop har valgt i forbindelse med ansættelsen af ny ledelse af teatret. Tohovedet, fordi den ny ledelse består af en kunstnerisk leder, den svenske teatermand Stefan Larsson, og en administrativ leder, Henning Kærsgaard, der har sin erfaring fra en bank. Nu er der ikke noget uhyrligt ved at kulturinstitutioner – og slet ikke teatre – har delt ledelse for at sikre både en kunstnerisk og administrativ styring. De seneste år har man set flere teatre besætte stillingen som teaterdirektør med et makkerpar, der tilsammen opfylder kravene til en moderne direktør, som måles på, hvordan det går med økonomien, tilskuertallet og det kunstneriske niveau. I Århus er det imidlertid gået anderledes for sig. Der har bestyrelsen med Venstres retsordfører, Kim Andersen, på formandsposten foretaget en såkaldt synkron ansættelse af de to direktører, som er blevet ansat i helt separate forløb og dermed ikke på forhånd har noget kendskab til hinanden. Det behøvede ikke være fatalt, hvis det ikke var fordi Aarhus Teaters bestyrelse samtidig har besluttet, at de to skal lede teatret kollektivt, og at ingen af dem derfor har den endelige bemyndigelse til at træffe beslutninger i tilfælde af uenighed. Her i avisen mente de to nyudnævnte direktører, at de nok skulle kunne tale sig til rette om tingene. Havde de fundet ordningen problematisk, var de nu nok heller ikke blevet ansat. Man må håbe, at de har ret. Men man kan frygte, at denne ledelsesform, som man troede var forsvundet med 70’erne – og nu ser genindført af en venstremand – resulterer i handlingslammelse, hvis – eller snarere når – der opstår konflikter. I værste fald kan det ende med, at det er bestyrelsen i stedet for den daglige ledelse, der kommer til at træffe beslutninger. Man vil selvfølgelig helst ikke tro, at det er det, der har motiveret bestyrelsens valg af ledelsesstruktur, eftersom det heller ikke ifølge loven tilkommer bestyrelsen at blande sig i den daglige ledelse. Men hvad har så? Det er et åbent spørgsmål. Kulturinstitutioner er vanskelige at lede. Kunstneriske og økonomiske hensyn arbejder ikke nødvendigvis imod hinanden, men heller ikke nødvendigvis for hinanden. Mennesker med kunstnerisk indsigt er ikke nødvendigvis økonomiske analfabeter, men heller ikke nødvendigvis gode økonomichefer. Multitalenter findes, men der er ikke så mange af dem. Derfor har man i årenes løb set mangen en kulturinstitution havne i økonomisk og administrativt morads, uanset at det kunstneriske var i orden. Det seneste eksempel på netop den situation så vi i sidste uge, da kvadriennalen for samtidskunst i København, U-Turn, gik konkurs. Brian Mikkelsen (K) erkendte som kulturminister, at der var behov for at gøre noget, efter at H.C. Andersen Fonden i 2005 stod med et kæmpeunderskud. Han nedsatte et udvalg, som fik til opgave at komme med anbefalinger til god ledelse af større kulturprojekter.
Udvalget havde Tivolidirektør Lars Liebst som formand, og en af udvalgets anbefalinger, som siden er udgivet som tryksag og kan hentes på Kulturministeriets hjemmeside, lyder, at »bestyrelsen beslutter, hvem (eksempelvis den kunstneriske eller den administrative leder) der har det overordnede ansvar i den daglige ledelse – og som dermed også har ret og pligt til at træffe beslutninger for kulturprojektet«. Videre hedder det, at »der må ikke skabes tvivl om, at der kun er én overordnet ansvarlig i den daglige ledelse«.
