Som højtlønnet funktionær burde jeg være taknemmelig for regeringens skatteudspil.
Mens de lavtlønnede vil få lidt ud af det og mellemindkomsterne næsten ingenting, så står jeg til at blive forgyldt med titusindvis og titusindvis af kroner om året. Vil jeg arbejde mere af den grund? Naturligvis ikke, og det skyldes jo, at når man tjener rigtig godt som funktionær, så er der ikke længere nogen snæver sammenhæng mellem det antal timer, man arbejder, og den løn, man får. Det ville derfor have langt større effekt at løfte grænsen for, hvornår topskatten sætter ind, så mennesker med mellemindkomster, der rent faktisk har mulighed for at tjene mere ved at arbejde mere, fik en grund til at gøre det. Det gør reformen da heldigvis også. Men hvorfor overhovedet gøre andet? Det er her, det øgede arbejdsudbud kommer. Hvorfor skal jeg og alle de andre højtlønnede så forgyldes? Jo, vi skal forbruge noget mere for at imødegå den faldende efterspørgsel i samfundet, nu hvor stigende arbejdsløshed er ved at blive en hovedudfordring. Men for højtlønnede findes der ikke rigtig noget dagligt forbrug, der kan øges. Jeg hverken orker – eller ville have godt af – at spise mere oksekød og drikke mere rødvin, end jeg allerede gør. Skal jeg forbruge mere, skulle det være på en større ombygning af huset, sommerhuset, eller nogle virkelig store anskaffelser – møbler, bil eller lignende, der ikke kan rummes inden for den almindelige månedsindtægt. Og min forbrugstilbøjelighed på det punkt påvirkes langt mere af de hundreder tusinder af kroner, der er forsvundet ud af min pensionsopsparing og min friværdi. Så jeg vil indkassere Foghs gave som et udmærket bidrag til genopbygningen af min af finanskrisen noget ramponerede formue. Det har samfundet ikke nogen form for nytte af. Og desværre er pointen generel: De danskere, der ikke vil bruge skattelettelsen til at reparere formuen, vil spare mere op, fordi de frygter at blive arbejdsløse. STÆRKT problematisk er det også, at regeringen har underfinansieret skattereformen og altså her og nu slået hul i statsfinanserne. Den stimulerende effekt af skattereformen, der altså næppe kommer, lægger sig oven i den automatiske forringelse af statsfinanserne, der følger af de stigende udgifter til dagpenge og kontanthjælp og de faldende skatteindtægter, der følger med krisen. Regeringen har tudet os ørerne fulde med behovet for at ’holde krudtet tørt’ i de seneste måneder, hvor alle vore nabolande har stimuleret deres økonomi – mange af dem langt mere, end selv oppositionen forgæves har foreslået. Og nu bruger man gud bedre det en stor gang krudt – omkring 1 procent af BNP – til at underfinansiere skattereformen. Samtidig har man demonteret den anden store langtidseffekt, der var indbygget i Skattekommissionens forslag: ved at fritage de første 100.000 kr. og ved at indfase det så forsigtigt, har man helt ødelagt virkningen af at nedtrappe rentefradragsretten. Den sidste rest af effekt af den nedsættelse på 8 procent i toppen af skatten, der er tale om, har man så ødelagt ved at insistere på et smalt forlig, der skaber usikkerhed om fremtiden. Vi kan nu se frem til en valgkamp om fordelingspolitik. Og regeringens tyrkertro på, at det er en vindersag for den borgerlige lejr, kan vise sig at være en boomerang i et samfund, hvor høj arbejdsløshed, lav vækst og tømmermændene over, hvordan finanssektorens grådighed ødelagde det for os alle sammen, vil være højt på dagsordenen. At tro, at vælgerne til den tid vil være helt ligeglade med fordelingspolitikken, er måske en anelse optimistisk. Det er rigtigt at nedsætte skatten på arbejde. Og jeg medgiver, at det er svært ikke i et vist omfang at begunstige de højtlønnede i den forbindelse. Men der er grund til en pæn portion forargelse, når regeringen piller alle ambitionerne ud af Skattekommissionens i forvejen pragmatiske forslag, overlader finansieringen til en usikker fremtid og gør skattepolitikken til en varig politisk kastebold i en situation, hvor oppositionen fra R til SF meget gerne ville have taget et medansvar.
