Ja, undskyld, men man kan blive helt nostalgisk ved tanken om, at George W. Bush turde risikere Kinas harme og modtage Dalai Lama i Det Hvide Hus.
Eller at han instruerede sin udenrigsminister Condoleezza Rice om at aflyse et officielt besøg i Kairo som protest mod præsident Hosni Mubaraks politiske forfølgelse af en oppositionspolitiker, Ayman Nour, der havde vovet at opstille som modkandidat ved de seneste præsidentvalg i Egypten.
Rice kom til Kairo, efter at Mubarak havde løsladt Nour. At han senere blev kastet i fængsel, er en anden sag. Hvis man, på grundlag af Barack Obamas udtalelser under valgkampen, havde ventet, at de glimt af idealisme, som ovenstående er eksempler på, ville blive endnu stærkere markeret i Barack Obamas præsidentperiode, har man forregnet sig. Obama har ikke, som Bush, planer om at bringe »tyranniet i verden til afslutning«. Tværtimod tyder de første udtalelser fra ham, i de seks uger han har siddet i Det Hvide Hus, på, at han ikke er optaget af, hvordan verden kunne være, men hvordan den er, og at finde USA’s plads i den. Hans udenrigspolitik er blevet karakteriseret af tre d’er: defence, diplomacy og development. I den rækkefølge. Det fjerde mangler. D – for democracy.
