Politisk mod gavner ikke bare sandheden.
I gunstige tilfælde får man også skiftet dårlige vælgere ud med gode. For første gang i forbundsrepublikkens historie har den tyske kansler kaldt paven i Rom til orden. Angela Merkel efterlyste i sidste uge en klar holdning fra Vatikanet, efter at pave Benedikt i januar rehabiliterede det berygtede fundamentalistiske Pius-broderskab.
En af dets fire biskopper er englænderen Richard Williamson, der mener at have sikre beviser for, at ingen jøder er omkommet i Hitlers gaskamre. Merkels historiske udspil var et vovestykke. Paven er tysker og hedder Joseph Ratzinger. Merkel leder et kristent parti, CDU. Halvdelen af dets medlemmer er katolikker. I CDU’s bayerske søsterparti, CSU, er tallet 77 procent. Et rystet partiapparat frygtede, at Merkels røffel ville koste CDU/CSU en nedgang på 2 procentpoint i meningsmålingerne. Men hvad skete der? Paven fjernede i søndags enhver tvivl om sin holdning i en personlig telefonsamtale med Merkel. I en fællesudtalelse siger de to, at det ligger dem på hjerte, at holocaust for evigt må stå som en advarsel til menneskeheden. En gallup samme dag afslørede, at 67 procent af de tyske katolikker mener, at rehabiliteringen har skadet deres kirke. Merkel er en sjælden fugl i EU. Hun siger utvetydigt fra, når samfundets sammenhængskraft og tolerance sættes på spil. For hende er holocaustbenægtelse et angreb på den tyske statsræson. Antisemitiske forsøg på at tale Hitlers folkemord ud af verden er ikke bare en hån mod tyske jøder og jøder i almindelighed. Det er en udfordring til alle. Det demokratiske Tyskland blev i 1949 rejst på ruinerne af Hitlers forbrydelser.
