Der er grund til at ønske Israel til lykke med den nye regering, som Benjamin Netanyahu er i færd med at flikke sammen af et sammenrend af nationalchauvinistiske og religiøse partier, der med nød og næppe kan mobilisere 65 af parlamentets 120 medlemmer.
På den baggrund fremstår Netanyahu som moderationens talsmand. Regeringens stærke mand bliver imidlertid ikke ministerpræsidenten, men Avigdor Lieberman, der leder ’Israel er vort Land’-partiet. Han vil på et hvilket som helst tidspunkt kunne trække tæppet væk under Netanyahu og fremkalde nye valg. Hans popularitet bygger på hans macho-image. Det appellerer til den voksende del af israelerne, ikke mindst den unge generations følelse af magtesløshed. Den har bemægtiget sig mange efter de to seneste fejlslagne krige, dels mod Hizbollah i Libanon for tre år siden, dels mod Hamas i Gaza. I begge situationer erklærede Israel sejr, men efterlod modstanderen styrket. Lieberman anser Israels arabiske mindretal for at være en potentiel femtekolonne. Det må krible i fingrene på den østrigske regering for at sige Israel tak for sidst og hjemkalde sin ambassadør i lighed med den israelske handling i 2000, da Jörg Haiders Frihedsparti blev medlem af den nye østrigske regering. Men den østrigske regering vil beherske denne kriblen, ligesom de europæiske regeringer i årenes løb har behersket deres kritik af den israelske bosættelsespolitik i de besatte palæstinensiske områder og totalt set bort fra, at bosættelserne ikke blot er kriminelle set fra et folkeretligt synspunkt, men også kilden til uendelige menneskelige tragedier blandt de palæstinensere, som bosætterne har drevet fra hus og hjem. Vesten har udvist en til kriminalitet grænsende passivitet i forhold til Israels kolonisering, der begyndte efter erobringen i 1967, men tog fart efter 1977, da den første højreregering i Jerusalem kom til magten. I dag bor en kvart mio. israelere i over 100 byer og landsbyer i de besatte områder. Koloniseringen fortsætter målbevidst. I disse timer bliver der bygget nye huse, anlagt nye veje, og eksproprieret, eller prøvet, privatejet palæstinensisk jord til såkaldte ’forsvarsformål’. Vestens politikere og embedsmænd ved dette, men affinder sig med forholdene og lader sig nøje med formaninger og vage protester. Man har, taknemmeligt, ladet sig besnakke af skiftende israelske regeringers forsikringer om, at de gik ind for en tostatsløsning, samtidig med at man har været helt klar over, at disse regeringer enten aktivt eller ved at udvise passivitet har samarbejdet med bosættermafiaen, der har rødder dybt ind i hæren og centraladministrationen. Den israelske bosættelsespolitik er resultat af en konspiration mellem israelsk aktivitet og international passivitet. Sandt nok har palæstinenserne gjort deres til at forplumre udsigterne til en fredelig løsning på konflikten, og det kan begrunde megen israelsk mistro, men ikke bosætterprojektet, som nu går ’gode’ tider i møde, fordi Netanyahu er forpligtet til at støtte det, hvis han ønsker at holde sammen på sin koalition. Og her ligger begrundelsen for, at der er grund til at ønske Israel til lykke med den værste regering, landet har haft siden oprettelsen for 60 år siden. Nu er der endelig klare linjer. Tågen er lettet. Der er ikke som tidligere tale om en regering, der siger det andet, men gør det modsatte. Som fromt bedyrer, at man går ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat, hvis blot man kunne blive enige om visse detaljer, men målbevidst fortsætter med at udbygge bestående bosættelser og lukker øjnene for nye. Her har vi endelig fået klar besked. Netanyahu går ikke ind for en tostatsløsning. Han afslog at forhandle med centerpartiet Kadimas leder, Tzipi Livni, om et politisk samarbejde, fordi hun krævede, at regeringsgrundlaget bl.a. skulle markere, at regeringens mål var oprettelsen af en palæstinensisk stat. Nu er det op til omverdenen at gribe ind. Status quo må bevares, så en kommende forhandlingsvenlig israelsk regerings hænder ikke bliver bastet og bundet af Netanyahu-regeringens udskejelser. Det forudsætter, at der ikke bliver bygget ét nyt hus i de besatte områder, ikke eksproprieret den mindste jordlod, og ikke først fra i morgen, men fra i dag. Om muligt skal Israel pålægges en sikkerhedsrådsresolution med sanktionstrussel i tilfælde af overskridelser. Fortsat international passivitet vil resultere i fortsat konflikt og være et forræderi mod de kræfter på begge sider, der ønsker fred. Sol stat stille, som der står i Bibelen.
