Drømmen om villa, Volvo og vovse har nu sejret ad helvede til – godt.
Med endnu en Rasmussen på toppen står det store flertal nu på den sejrende side af middelklassekampen. Parcelhusdanmark har overtaget magten: 44-årige Lars Løkke Rasmussen (V), der er vokset op i den lille soveby Græsted nord for København, står over for 42-årige Helle Thorning-Schmidt (S), som voksede op i Ishøj, en større soveby syd for København. De tilhører begge ’Volvo-generationen’. Ligesom reklamesloganet for den firkantede svenske familiebil kæmper disse to børn af 1960’erne om at sælge et bredtfavnende budskab, der på overfladen kan lyde næsten ens og handler om tryghed, komfort og en social livsstil: ’Life is better lived together’, eller som et andet slogan lyder: ’Sikkerhed frem for alt. Altid’. Pludselig er den nordiske velfærdsmodel udgangspunktet for begge politiske blokke. Det er aldrig tidligere set i Danmark. Både Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt er vokset op med en stor, veludbygget velfærdsstat som en naturlig forudsætning for deres politiske karriere. I modsætning til de to foregående Rasmussen’er, Anders Fogh og Poul Nyrup – der kæmpede sig op fra jævne kår i Jylland – tilhører Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt den første generation af velfærdsdanskere. De sætter krop og sjæl på den for længst indfriede forstadsdrøm om parcelhuse, p-piller og personbiler. VOLVO-GENERATIONEN har også erobret magten i de fleste andre partier. Ud over Lars Løkke, der er født i 1964, og Helle Thorning-Schmidt, der er født i 1966, styrer nu både Lene Espersen (K) fra 1965 og Margrethe Vestager (R) fra 1968, mens kronprinsen i Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen-Dahl er fra 1969. Disse fem jævnaldrende toppolitikere, blomsterbørnenes børn, synes enige om at videreudvikle den offentlige sektor. Ingen snakker længere om at rulle velfærdsstaten tilbage eller om, at en »ynkelig slavenatur gennemsyrer hele det danske samfund«, som en kulturkrigerisk Anders Fogh Rasmussen skrev, blot få år før han kom til magten. Foghs ideologiske fortid blokerede reelt for, at han kunne sætte sig i spidsen for reformer, der for alvor fik velfærdsstaten til at skrumpe. Fogh tillærte sig derfor en forloren opbakning til de sociale principper, som Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Fogh var i konstant fare for at afsløre sig selv som liberalist – og havde derfor en vigtig strategisk fordel af det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti. Blokpolitikken ’tvang’ så at sige Foghs regeringslinje i en mere socialkonservativ retning. Det hurtige vagtskifte i Statsministeriet skaber imidlertid en ny situation. Løkke er ikke på samme måde som Fogh nødt til at bevise sin støtte til Velfærdsdanmark. LARS LØKKE har selv sat etikette på sin position i det politiske landskab. Han kalder den »skandi-liberalisme«, altså en særlig form for nordisk kapitalisme – med social balance mellem den offentlige sektor og markedskræfterne indbygget som en form for surround-sound-system. Og netop derfor har han ryggen fri til at gennemføre mere liberale justeringer, f.eks. i form af reelle fritvalgsordninger, som aldrig er komme til at fungere under Fogh. Moderne middelklassevælgere kræver i dag ekstraudstyr til Volvo’en – velfærdsstaten skal være mere miljøvenlig og ældes med ynde. Det ved Løkke bedre end de fleste, fordi han i modsætning til Fogh – men i lighed med Helle, Lene, Margrethe og Kristian – er mere gennemsnitlig. Ingen af de nye politikere fra Volvo-generationen har et ideologisk projekt, der på én og samme tid skiller sig ud og er rodfæstet i deres personlige biografi. De tilbyder alle sammen en lidt forskellig ny udgave af Volvo’en. Som en anden brugtvognsforhandler kan Lars Løkke således forsøge at sælge lidt fritvalgsordninger. Forskellene på partierne kan blive nok så fremtrædende, men ingen i den nye Volvo-generation vil gøre grundlæggende op med den nordiske velfærdsstat, der har kørt dem sikkert i stilling til nu at kæmpe indbyrdes om regeringsmagten.
